Prinsesse Diana har fyldt exceptionelt meget i medierne det seneste år, både med den omtalte skildring i ‘The Crown’, en dokumentarfilm på Netflix og som spøgelset i fortællingerne om hendes søn Harrys exit fra det britiske kongehus.
Men Pablo Larraíns ventede ’Spencer’ (se den før alle andre ved Soundvenues forpremiere 7. december), tilbyder alligevel et helt anderledes og dybt originalt take på den mytiske fortælling om Lady Di.
Det er en film, som giver et anderledes indtryk af det britiske kongehus – men som med sit intense fokus på tre afgørende dage i prinsessens liv fra Dianas eget perspektiv, Larraíns geniale instruktion og Jonny Greenwoods exceptionelle score også vil berøre alle, der ellers ikke går synderligt meget op i kongehuset.
Prinsesse Diana, der havde det borgelige navn Diana Spencer, døde på tragisk vis i 1997, efter paparazzifotografer jagtede hendes bil gennem gaderne i Paris. Hun blev 36 år.
Næsten 25 år senere er der stadig stor mystik om hendes liv – både privat og som offentlig person. Det er umuligt at forestille sig det pres, hun har levet under, fra hun blev gift med prins Charles i 1981 og frem til deres officielle skilsmisse i 1996 efter fire år som separeret.
Men ‘Spencer’ giver det hidtil stærkeste billede af, hvordan det var at være i Dianas sko – og hvad der gik gennem hovedet på hende i dagene op til, at hun besluttede sig for, at hun ville skilles.
’Spencer’ er meget mere end bare end bare et portræt af en prinsesse. Det er en film, der trænger ind i de mørke afkroge af en institution, der udadtil virker både glamourøs og spektakulær.
Rollen som Diana spilles eminent af Kristen Stewart, der meget vel kan se frem til en Oscar for sin præstation.
Men hvad gør Diana til et menneske, der næsten 25 år efter sin alt for tidlige død stadig er interessant?
»Det har altid været meget engelsk og samtidig meget universelt. Vi har alle haft vores ide om, hvem hun var. Jeg er vokset op med min mor, som var meget interesseret i hende og hendes liv. Senere gik det op for mig, at min mor blot var en ud af millioner, der var interesseret i hendes liv. Og jeg var meget nysgerrig og prøvede at forstå hvorfor«, fortæller filmens instruktør Pablo Larraín, da vi møder ham over Zoom til en snak om hans nye film.
Diana og Kristen Stewarts mystik
For den anerkendte chilenske filmskaber, der tidligere på original vis har skildret en historisk kvinde, Jackie Kennedy i filmen ’Jackie’ med Natalie Portman, har der altid været meget mystik forbundet med Dianas person.
Og selv efter store mængder information og detaljeret research er han stadig ikke helt sikker på, hvem hun var:
»Jeg synes, hun er meget mystisk, og det er interessant at overføre til film. Så det her er kun én vinkel på, hvad der kunne være sket i de tre dage i hendes liv«, siger han og understreger, at hans film ved at se begivenhederne gennem Dianas øjne adskiller sig fra skildringen i ’The Crown’:
»Jeg synes, det er en god serie, men jeg synes ikke, vi har set noget konkret om, hvad der foregik inde i hendes hoved, og hendes tanker om hendes oplevelser. ’The Crown’ er bare endnu en skildring af, hvad der foregik i hendes liv. Musicals, utallige bøger, interviews – der er så meget materiale, som vi har brugt som reference«.
Selvom Kristen Stewart for mange nok stadig er bedst kendt for sin rolle i ’Twillight’-sagaen, var Larraín aldrig i tvivl, om, hvorfor hun var den perfekte til rollen som Diana. Stewart har de seneste år rebrandet sig som en seriøs skuespiller med stor interesse for arthouseprojekter – blandt andet for den anerkendte franske instruktør Olivier Assayas – ligesom hun selv er begyndt at instruere.
»Jeg har villet arbejde med hende i lang tid, og jeg havde hende i tankerne fra begyndelsen«, siger han.
»Vi snakkede om det, og vi syntes, at Diana var en meget mystisk person, og jeg synes, at Kristen har noget af det samme foran et kamera. Jeg var meget imponeret over hendes arbejde i Olivier Assaysas’ film. Især ’Personal Shopper’. Jeg følte, jeg stod foran én, der kunne bære denne mystik«.
Elementer af horror
Selvom ’Spencer’ er et drama om tre afgørende dage i Dianas liv, bruger den træk fra psykologisk gys og horror til at sætte stemningen. Slottet leder til tider tankerne hen på det uhyggelige Overlook Hotel fra Stanley Kubricks ikoniske gyser ’The Shining’.
Selvom det ikke direkte har været hensigten, er det ifølge Larraín et naturligt resultat af skildringen af ydre og indre konflikter:
»Karakteren skal forholde sig til to forskellige typer af kriser. En af dem er alt det, der er omkring hende. Det er familien, hendes forhold til sin mand. Det er også det fysiske sted og maden. Men hun skulle også – og det er måske det vigtigste – forholde sig til sig selv«, forklarer instruktøren.
»Friktionen mellem de to er det, der kan lede os hen til en meget interessant og kompleks psykologisk sindstilstand, der nogle gange kan lede os til at opleve ting, der kun opstår i hendes tanker og fantasi. Så ja, nogle gange kan filmen flirte med sensitiv psykologisk terror. Det er sjovt, for jeg er stor beundrer af Stanley Kubrick og ’The Shining’. Men jeg refererede aldrig rigtig til filmen, da vi lavede ’Spencer’. Måske opstod det organisk«.
»Men ja, det er en film, der starter med en person, der har en meget specifik og forståelig krise. Og stille og rolig bliver den krise mere og mere uforståelig, og det er der, terroren kommer ind. Og så finder hun en vej til at heale sig selv. Hun finder sin egen identitet og indser, at hun kan eksistere uden for den royale familie og være en mor. Filmen handler om moderskab og om en karakter, der passer på sine egne børn«.
Jackie og Dianas fællestræk
Det er også her, Pablo Larraín, der slog igennem med den Oscar-nominerede ’No’ med Gael García Bernal, mener, at ’Spencer’ adskiller sig fra ’Jackie’, selvom begge film udspiller sig over en meget mere koncentreret tidsperiode end den klassiske biopics ’fra fødsel til død’-struktur (’Jackie’ fulgte hovedpersonen i tiden umiddelbart efter snigmordet på hendes mand, præsident John F. Kennedy).
»’Jackie’ er en film om minder og sorg, og ’Spencer’ handler om identitet og moderskab«, mener instruktøren.
De to historiske skikkelser har derimod en del lighedstræk, påpeger han.
»De var begge kvinder, der formede det 20. århundrede. De var begge kvinder, der definerede moden som modeikoner. De havde begge et meget specielt forhold til medierne, hvor de kunne skabe og forme deres egen persona. De var bundet til magtfulde familier og magtfulde mænd. Og alligevel formåede de at have deres egen personlighed og identitet, hvilket ikke kan have været let, tror jeg.«
»Jeg har forsøgt at skabe en forståelse for de royale, deres rolle i historien, traditioner og effekt på både samfundet, men mere specifikt for Diana, der er en universel person, et ikon og en, der har skabt så meget empati gennem årene af mange grunde. Det var det, jeg var interesseret i at indkapsle«.
Oplev Kristen Stewart i ’Spencer’ ved Soundvenues forpremiere 7. december kl. 19.15 i Grand Teatret.