’Pig’: Nicolas Cage er ømmere end nogensinde før i rørende anti-hævnfilm
Det ville være for let at kalde Nicolas Cages præstation i ’Pig’ for et comeback. For sandheden er, at Hollywoods store skuespillerkuriosum aldrig har været væk.
Selv når han har truffet bizarre karrierevalg, har han ikke mistet sin status som en af de mest seværdige amerikanske skuespillere – en mand, der ofte med vanviddet lysende ud af øjnene giver uforglemmelige præstationer, som står i skarp kontrast til den dominerende naturalistiske spillestil.
Sjovt nok er det altid, når Cage viser, at han også kan spille på de mere afdæmpede, naturalistiske tangenter, at comebacksnakken opstår: Senest i ’Joe’ fra 2013 og nu med biografaktuelle ’Pig’ af debutanten Michael Sarnoski.
Jeg selv foretrækker, når Cage giver den fuld smæk på overdrevets rand som i ’Mandy’, ’Face/Off’ og ’Adaptation’. Alligevel er det ikke til at komme udenom, at hans præstation som den forhenværende stjernekok Robin Feld hører til blandt hans bedste længe. Også selvom Cage til tider havde fortjent en bedre film.
Feld lever en isoleret eksistens i en faldefærdig hytte dybt inde i en skov med sin trøffelgris som eneste selskab. Lige indtil hun en dag bliver stjålet, og han selv bliver slået til plukfisk, opslugt af et brændende ønske om hævn og at opspore sin eneste ven i et liv, der i forvejen har fravristes ham alt.
Der er noget oprigtigt rørende over Cages skildring af en mand, som skal lære sig selv at føle igen efter et stort personligt tab, som han tvinges til at genopleve, da hans gris bringer ham tilbage til den moderne verden, han svor aldrig at betræde.
Feld har skabt en kunstig virkelighed om sig selv i et forsøg på at fortrænge sit altopslugende tab. Han er en træmand, hvis eneste måde at vise omsorg på er gennem sin himmelske madlavning.
Plotmotoren i ’Pig’ er mysteriet om Felds fortid, der langsomt oprulles, når han vender tilbage til Portlands gastronomiske underverden flankeret af den unge Amir (Alex Wolff) – arving til et madimperium og ivrig importør af Felds lukrative trøfler. Også Amir bærer på et smerteligt tab og et anstrengt forhold til sin far, der ikke skyr nogen midler for at få sin forretning af fisefornem, moderne cuisine til at vokse.
Det er en pointe, at filmen lægger ud som en klassisk hævnfilm á la ’Mandy’, hvor en forslået Cage humper rundt efter spor på sin gris, for efter ganske kort tid at undertvinge genretroperne og i stedet fokusere på tilgivelse, omsorg og kærlighed i forholdet mellem Feld og Amir.
På samme måde som mange af kokkene i filmen dekonstruerer Sarnoski genreingredienserne – dog uden helt at slippe sin forkærlighed for generisk indieæstetisk med lav dybdeskarphed, underbelysning, træg slow motion og overdøvende musik, der i en række centrale scener amputerer Cages ømme præstation.
Alligevel er det svært ikke at blive berørt af filmens humanistiske kerne om at konfrontere sine indestængte følelser. Det er til at tilgive, at ’Pig’ aldrig helt kommer til bunds i sin ’First Cow’-inspirerede sammenstilling af den gamle, naturlige verden over for en moderne kapitalistisk virkelighed, hvor markedet dikterer drømme, og hvor den oprigtige, simple madlavningskunst er blevet fortrængt til fordel for en pseudo-fornem smag.
Det skyldes måske, at filmen også kan læses som en kommentar til filmbranchens tilstand i dag og Cages egen karrierekurve, hvor hans anti-prætentiøse rollevalg har frosset ham ude af Hollywoods fine selskab.
Det giver et fint metalag til fortællingen, der dog til tider fungerer bedst på et konceptuelt plan.
Kort sagt:
Nicolas Cage leverer en af karrierens mest ømme præstationer i den rørende anti-hævnfilm ’Pig’, der dog ikke helt lever op til sin hovedrolleindehavers tårnhøje niveau.