KOMMENTAR. Er Nicolas Cage forfærdelig eller fremragende? Det er et af tilværelsens helt store popkulturelle spørgsmål. Så stort, at det har været omdrejningspunktet i et afsnit af Dan Harmons komedieserie ’Community’.
I min egen filminteresserede omgangskreds er den generelle konsensus (desværre…) den, at han er en dårlig skuespiller, der tilmed er i besiddelse af en ualmindeligt dårlig dømmekraft. Det hjælper nok heller ikke på sagen, at internettet flyder over med Cage-rage-memes og YouTube-compilations.
Selv er jeg ikke i tvivl: Nicolas Cage er en af de dygtigste og mest interessante amerikanske skuespillere, der laver film i dag.
For mig startede det en sen nattetime, da jeg zappede forbi Spike Jonzes mesterværk ’Adaptation’ på det hedengangne TV 2 Film. Cages imponerende dobbeltrolle tændte en gnist i mig, og siden da har jeg flittigt opsøgt film fra hans evigt voksende filmografi. Efterhånden begyndte beundringen at udvikle sig til fascination og ikke mindst en dybfølt respekt for den alsidige og produktive kunstner.
Derfor stritter det også i mig, når jeg læser anmeldelser, som kalder Nicolas Cages præstation i Michael Sarnoskis biografaktuelle ’Pig’ for et comeback for skuespilleren. Ikke fordi det er en dårlig film eller præstation – tværtimod. Men fordi Cage egentlig bare gør, præcis hvad han altid gør, når han påtager sig en rolle: Han helliger sig projektet 110 procent.
Skuespillerfagets flittigste elev
Få skuespillere har udvist så stor spændvidde som Nicolas Cage. Gennem karrieren har han udfordret ikke bare mediet, men i høj grad også folks opfattelse af ham.
Og en af de ting, man ikke kan beskylde Cage for, er at være ensidig. Med sine over 100 (!) film på cv’et finder vi genrer i alle afskygninger – fra erotiske thrillers som ’Zandalee’ til familievenlige eventyrfilm a la ’National Treasure’.
Op gennem 80’erne medvirkede han i en lang række mindre film, alt imens han udforskede skuespilfagets forskellige skoler. Hvad enten det var den method-agtige tilgang i ’Birdy’, hvor han fik revet to tænder ud og bar forbindinger om ansigtet under hele indspilningen, eller den udtryksfulde præstation i ’Vampire’s Kiss’ tydeligt inspireret af ekspressionistiske stumfilm.
Det var denne tilgang til skuespilfaget, der hjalp ham med at skille sig ud fra mængden. Med årene blev disse værktøjer forfinet, og det hårde arbejde blev belønnet, da han modtog en Oscar for rollen som alkoholiseret manuskriptforfatter i Mike Figgis’ ’Leaving Las Vegas’.
Cage tager sig selv dybt seriøst som kunstner og ser sig selv som elev i skuespilfaget. Hans mission er at afsøge alle de afkroge, det har at byde på. Så hvad gør man efter at have opnået den højeste kunstneriske anerkendelse i branchen?
Man kaster sig da over en række buldrende actionbrag som ’The Rock’ og ’Con Air’, produceret af eksplosionsguruen Jerry Bruckheimer.
Den vildskab, der allerede dengang var blevet synonym med skuespilleren, passede perfekt ind i 90’ernes bekymringsfrie og legesyge blockbusters, hvor idéerne ikke kunne blive skøre nok.
Det er en film som John Woos ’Face/Off’ det perfekte eksempel på. Her kombinerede Cage det abstrakte med popkulturen og demonstrerede på underholdende og teatralsk facon, hvad moderne filmskuespil også kunne være.
Mange ville måske sætte lighedstegn mellem naturalisme og godt skuespil. Men sådan er det ikke nødvendigvis for Cage.
Modsat hos mange af kollegerne er det hos Cage ikke et mål at få dig til at glemme, at det er skuespil, du kigger på. Han bruger i stedet sin stemme og overdrevne kropssprog som instrumenter til at kanalisere de store følelser. Netop derfor bliver mange frustrerede, når de stifter bekendtskab med hans ekspressionistiske spillestil.
Men tror man, at hans over the top-skuespil bare handler om at skeje så meget ud som overhovedet muligt, så tager man fejl. Cage har i flere interviews understreget, at han i sine roller er i fuld kontrol og har gennemtænkt alle detaljerne i sin mimik og stemmeføring.
Et Hollywood drevet af frygt
Men hvordan pokker kan det være, at én af Hollywoods engang bedst betalte og mest populære skuespillere i dag står i filmbyens yderkant og udelukkende medvirker i smalle og uafhængige film som ’Pig’?
Svaret skal findes et andet sted end hos skuespilleren selv.
De seneste 10-15 år har vi været vidne til et paradigmeskifte. Det 21. århundredes Hollywood-landskab er i høj grad præget af tryghedsøgende studier, der virker nærmest panisk angste over for det eksperimenterende.
Filmstjerner og instruktører har mindre at skulle have sagt, og i stedet styres industrien af store firmaer som Disney og Netflix.
I dag er det ikke længere skuespilleren, der sælger billetterne. Det gør til gengæld store sammenhængende universer, hvor det er vigtigere, at publikum fordyber sig, end at de bliver udfordret. De store, højpolerede og velsmurte (penge)maskiner a la ’Star Wars’ og Marvel passer på ingen måde til en avantgarde-skuespiller som Nicolas Cage.
Ændringerne i industrien har mere eller mindre tvunget Cage til at gå full circle. Udover en række animerede film har han ikke medvirket i en stort opsat blockbuster i mange år. I stedet er han vendt tilbage til indiefilmen, hvor vi også så ham i karrierens spæde år med film som David Lynchs ’Wild at Heart’ og Coen-brødrenes ’Raising Arizona’.
Ifølge manden selv skyldes det netop, at han her har friere rammer til at eksperimentere med sit skuespil. Tidligere i år udtalte han til The Hollywood Reporter:
»Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vender tilbage til at lave sådan nogle Jerry Bruckheimer-agtige brag, for jeg synes, at der er en slags frygtdrevet kultur i de store studier, som er lidt begrænsende. Det føler jeg ikke, at der er, når jeg laver indiefilm«.
Nogle vil måske kalde ham for en dinosaurus, der nægter at følge med tiden, men det er uretfærdigt. Der er noget smukt ved en skuespiller, der står fast på sine principper og ikke danser efter producenternes pibe. Denne insisteren på ikke at »sælge ud« af sit arbejde fortjener en større respekt, end det får.
Ligesom Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm har Nicolas Cage altid været den samme. Det er Hollywood, som har ændret sig. Men måske er der ved at ske noget.
For nylig blev det offentliggjort, at Cage skal spille selveste Grev Dracula i sin første store blockbuster i over 10 år. Forhåbentligt er det første spæde tegn på et Hollywood, der er begyndt at blive (bare lidt) mere frygtløs.
Dedikation, vanvid og sandhed
Ret skal være ret: Nicolas Cages film de senere år har været af svingende kvalitet. Det kan næsten ikke undgås, når man indspiller op mod seks (!) film om året.
Og der er stadig rigeligt med højdepunkter.
En af de bedste er ’Mandy’, der med dens forheksende, mareridtsagtige heavy metal-æstetik fik alle til at tabe kæben. Som sorgramt hævner gav Cage os karrierens mest hjerteknusende og tragiske præstation. Og fans vil med det samme nikke anerkendende ved den blotte benævnelse af den legendariske toiletscene!
Man må heller ikke glemme de undervurderede kriminalfilm ’The Trust’ og Paul Schraders bizarre ’Dog Eat Dog’, hvor Cage teamer op med en mentalt forstyrret Willem Dafoe. Senest har han imponeret i H.P. Lovecraft-fortællingen ’Color out of Space’ og i den spøjse replikløse rolle i ’Willy’s Wonderland’, hvor han skiftevis bekæmper dæmonbesatte robotter, spiller pinball og gør rent i en Chuck E. Cheese-lignende familierestaurant.
Og så var der David Gordon Greens ’Joe’ fra 2013, hvor Cage gav en af sine mest afdæmpede præstationer i nyere tid som en tidligere kriminel, der knytter et bånd til en 15-årig dreng. En film, der i øvrigt også blev beskrevet som et comeback …
Cage virker utrættelig. For som han sagde i sin Oscar-tale: »Jeg elsker bare skuespil!«.
Hans kærlighed til faget kan opsummeres i nøgleordene dedikation, vanvid og sandhed.
Dedikationen til at gå helhjertet ind i sine roller. Viljen til at bruge vanviddet til at vise sider af menneskeligheden, vi ikke anede eksisterede. Og vigtigst af alt modet til at være tro mod sig selv, selvom verden forandrer sig. Især sidstnævnte skinner tydeligt igennem i hans præstation i ’Pig’.
I filmen spiller Cage den ensomme trøffeljæger Rob, der sammen med den unge fødevareleverandør Amir bevæger sig gennem Portlands topmoderne restaurantscene i jagten på sin stjålne trøffelgris. Præmissen vækker umiddelbart mindelser om den første ’John Wick’-film, men ’Pig’ viser sig hurtigt at være sit helt eget bæst – mere afdæmpet psykologisk drama end højspændt hævnfilm.
Parallellerne skal i højere grad trækkes til Cages egen karriere. Ligesom Rob i filmen står Cage i dag uden for det etablerede og kigger ind på en forloren branche, som har mistet grebet om, hvad der virkelig betyder noget: godt og ærligt håndværk.
Når man kobler den ømme fortælling i ’Pig’ sammen med skuespillerens egen karriere, løfter filmen sig og bliver et unikt værk i Nicolas Cages imponerende oeuvre.
Men kald det ikke et comeback!
’Pig’ kan ses i biograferne.