‘Color Out of Space’: Nicolas Cage på fuld rage i infernalsk sci-fi-mareridt
Med ’Mandy’ viste det excentriske multitalent Nicolas Cage, at der stadig er masser af gode præstationer tilbage i ham på trods af til tider hovedrystende karrierevalg (’Looking Glass’ og ’The Bank Heist’, jeg kigger på jer).
En kombination af kunstnerisk nysgerrighed og en økonomisk konkurs har resulteret i et broget årti. Det virker dog til, at manden, der navngav sin søn Kal-El, har fundet sin niche med langt ude horror/sci-fi film, hvor han har mulighed for at give fuld skrue for de store skuespilmuskler.
’Color Out of Space’ forener Cage med den sydafrikanske instruktør Richard Stanley, som tidligere har lavet de to kultfilm ’Hardware’ og ’Dust Devil’, hvor det faktisk var meningen, Cage skulle have været med.
Stanley har desuden den tvivlsomme ære af at være blevet fyret efter et par dages optagelser af den kaotiske ’The Island of Dr. Moreau’. Han sneg sig efterfølgende tilbage på settet iført en hundemaske og medvirker sågar i den færdige film i baggrunden.
De herrer syntes født til at tackle en historie fra en af horrorlitteraturens mest gale hjerner: H.P. Lovecraft.
Handlingen er rykket op til nutiden, men ellers er meget det samme.
Nathan Gardner (Cage) bor på en gård ude i skoven sammen med sin kone Theresa (Joely Richardson) og deres tre børn Lavinia (Madeleine Arthur), Benny (Brendan Meyer) og Jack (Julian Hillard). Der er familiehygge for alle pengene, når pappa Nathan laver en knap så lækker cassoulet, og de alle sidder grinende og diskuterer, hvem der skal tage opvasken.
Men så styrter en meteor ned. Et underligt lilla lys pulserer fra den, og naturen omkring dem begynder at ændre sig. Selv får Nathan et kæmpe udslet på armen, og det er bare begyndelsen på mareridtet.
Efter en rolig start eskalerer vanvidet eksponentielt, understøttet på superb vis af et grusomt og ondt score fra Colin Stetson. Det er et syretrip, der gennemtæver dine ørekanaler og efterlader dem tiggende efter mere – et sanseangreb af synthesizere.
Filmen minder mest af alt om en kombination af Carpenters ’The Thing’ og Garlands ’Annihilation’ med et skvat af ’Mandy’ for at fuldende den fucked up cocktail.
Samtidig er den fuldkommen sin egen. ’Color Out of Space’ er stærkt forankret i familien, som på overfladen er ganske normal, men indeholder en afgrundsdyb smerte. Theresa har fået fjernet begge kræftsyge bryster, og især Lavinia er stærkt berørt. Hun er begyndt at ty til heksekunst for at sikre, at moren forbliver cancerfri. Truslen fra det ydre rum virker dog ikke til at reagere på hendes forskellige besværgelser – tværtimod tiltager den komiske horror i intensitet.
Hendes mistanke om, at noget er helt galt, begynder for alvor at materialisere sig, da hun ser Jack sidde og fløjte foran brønden ude i haven.
»Hvad laver du?«
»Schyyy, han taler med mig«.
»Hvem taler med dig?«
»Manden i brønden«.
At børn har fantasivenner, er ikke unormalt, men da hun rejser sig og går væk, hører hun en fløjten bag sig, som ikke er lillebrorens. Det er en af den slags høje toner, som fremtvinger tinnitus og får hunde til at hyle.
Umiddelbart efter står Jack og kigger ned i brønden. En lilla flyvende knæler kommer op dernede fra og kigger på ham. I barndommens naivitet indser han ikke, at han burde være rædselsslagen over de nye venner, der kommer op af brønden til ham.
Tiden begynder at opføre sig anderledes, og steder forandres, det samme gør alle de mange dyr på gården, inklusive Nathans elskede alpakaer. Og så går der for alvor Rage Cage i den!
Bedst eksemplificeret i en herlig scene, hvor han i frustration over smagen af nogle tomater, hamrer dem ned i skraldespanden med den ene absurde kommentar efter den anden.
Fuck det er fedt.
Kort sagt:
’Color Out of Space’ er en kosmisk horror-lækkerbisken, hvor Nicolas Cages galskab får optimale udfoldelsesmuligheder. Bakket op af et et uovertruffet score viser Richard Stanley, at han er den perfekte instruktør til at tackle Lovecrafts vanvidsskriverier.