’Joe’
Når Nicolas Cage er god, så er han rigtig god. Vi ser det bare så sjældent. Jeg har set Cage-film så dårlige, at de næsten bliver gode, men bedst som man sidder og niver sig selv, fordi man kom til at se ’The Wicker Man’, ’Ghost Rider’ eller ’Bangkok Dangerous’, så kommer ’Bad Lieutenant: Port of Call – New Orleans’. Og så er vi gode venner igen. Lige indtil jeg ser ’Season of the Witch’.
’Joe’ er heldigvis en af Nicolas Cages gode film. Han spiller titelrollen som en temperamentsfuld og tidligere voldsdømt mand fra en amerikansk møgflække, som kæmper for at leve et ordentligt liv og holde sine dystre sider i skak. Han har opnået respekt og en slags stabilitet, og han tjener til føden som leder af en flok arbejdere, der forgifter træer, så der hurtigere kan ryddes og plantes nyt. »Ingen vil have de her træer. Træerne er svage. De duer ikke til noget«, lyder forklaringen fra Joe til knægten Gary i et lidt tykt billede på filmens tema om vold og nådesløshed i et barsk samfund.
Gary (den talentfulde Tye Sheridan fra ’The Tree of Life’ og ’Mud’) er en kvik og flittig dreng, som snart vil ligge i sølet med de andre udskud, hvis ikke han rykkes væk fra sin destruktive far. Drengen vækker Joes retfærdighedsinstinkt, og Joe ved, at det netop er den slags, der kan bringe ham ud af balance.
Instruktøren David Gordon Green er en menneskekender, og han får det beskidte, sydlige USA til at ligne det beskidte, sydlige USA, uden at det bliver en howdy-karikatur. Uanset hvor ødelagte disse mennesker er, formår Green at vise deres menneskelighed. Mest bemærkelsesværdigt er Gary Poulters portræt af den voldelige, fordrukne far, som psykisk forgifter sin egen familie. Undervejs tænkte jeg, at det var det mest overbevisende makeup-arbejde, jeg længe har set. Men senere læste jeg, at Poulter rent faktisk var en hjemløs mand – fundet i byen, hvor de skulle optage filmen – som døde på gaden få måneder efter optagelserne.
’Joe’ er David Gordon Greens selvsikre tilbagevenden til den poetiske americana, som han viste øje for med gennembrudsfilmen ’George Washington’ for 14 år siden. Og det har været de helt rigtige omgivelser for Nicolas Cage, som blandt andet viser, at han nok er verdens bedste til at spille fuld, hvilket han også fik en Oscar for i ’Leaving Las Vegas’. »Det, der holder mig i live, er beherskelse«, siger Joe på et tidspunkt. Et råd, Nicolas Cage burde tage med sig videre.
Kort sagt:
’Joe’ vil måske være for voldelig, grum og grim for nogle, men skuespillet og miljøskildringen løfter den ordinære historie op til et absolut seværdigt drama for voksne.