‘The Batman’: David Fincher må rødme af smiger over ny bat-film med fremragende Robert Pattinson

Riddle me this, kære læser:

Hvem er 83 år gammel på papiret, men atter spritny på lærredet og evigt forelsket i læder og labre kattedamer … ?

Den seneste biograf-Batman i rækken, naturligvis, nu med Battinson som arvtager for Batfleck i en regnvåd ’Seven’-homage, der vil få David Fincher til at rødme af smiger på sofarækken.

Visuelt får instruktør Matt Reeves’ buldermørke ’The Batman’ Christopher Nolans flagermusetrilogi til at ligne glatte reklamefilm for autoindustrien, og den grynede, gotiske Gotham-æstetik gav noget nær undertegnede Bat-fan våde øjenkroge af begejstring under den formidable introsekvens.

Det kræver sin superheltevision at skille sig ud i sværmen af DC, Sony og Marvel-eposser i disse år, og det er heldigvis præcis, hvad ’The Batman’ gør med sit markante stilistiske såvel som tonale gearskift.

Men dermed dog ikke sagt, at Reeves har begået det perfekte film.

I ’The Batman’ møder vi Bruce Wayne to år inde i karrieren som Gothams hævner. Reeves (’Cloverfield’, ’Abernes planet’) springer taknemmeligvis over den gennemtærskede gengivelse af, hvordan Bruce som barn så sin myrdede mors perler falde som uskyldshvide tårer på byens slimede asfalt, og hudfletter i stedet, hvordan den traumatiske hændelse fortsat plager vor voksne helt i en sådan grad, at han skyer al social kontakt.

Robert Pattinsons akut introverte milliardærarving er dermed milevidt fra den arrogante playboy, Christian Bales Bruce præsenterede som nøje iscenesat hverdagsdække for de natlige aktiviteter. Og som sådan giver det anledning til en vis bekymring for navnlig politikommisær Gordons kompetencer, at han endu ikke er kommet på sporet af forbindelsen til »kollegaen« Batman:

Bruces to identiteter er ganske enkelt så, well, identiske, som når Superman gemmer sig bag et brillestel og intet andet.

Men lad nu det ligge!

Som altid når en ny Batman annonceres, var der nogen murren i krogene over Pattinsons casting, om end mestendels blandt dem, der af uransagelige årsager endnu ikke havde opdaget, at skuespilleren i et årti har markeret sig som et kompromisløst stortalent i blandt andet Robert Eggers ’The Lighthouse’, David Cronenbergs ’Cosmopolis’ og Safdie-brødrenes mesterlige krimi ’Good Time’ – filmen, der overbeviste Reeves om, at han havde fundet sin Batman.

Nu, hvor Pattinson endelig toner frem i dragten på lærredet, er det imidlertid svært at forestille sig, at kritikerne vil finde meget at udsætte på skuespillerens præstation.

Den 35-årige stjerne er vitterligt fremragende, når han fremelsker en figur, der sitrer af rastløshed for at udfylde tomrummet i sindet, men knuges af selvlede ved mistanken om, at hans retfærdighedskamp muligvis kun gør ondt værre.

Ofte føles hans Batman som den yngre version af Ben Afflecks spot-on, midaldrende Bruce i Zack Snyders DC-film, skønt Reeves har udtalt, at modellen er en deprimeret udgave af Kurt Cobain – hvorfor Nirvana-sangen ‘Something In the Way’ dominerer filmens score så massivt, at tonerne fletter sig ind i selve ‘Batman’-temamusikken.

Selvom Pattinson i segmenter trækker på samme mutte emo-kvaliteter, vi forbinder med hans tidligere roller, er der en melankoli over portrættet, der harmonerer effektivt med filmens mere jordnære fremstilling af heltens fysiske evner:

Denne Batman slår sig korporligt, når han falder, og synker lige en ekstra gang, inden han kaster sig ud fra højhuse, som de fleste mennesker af kød og blod, der hverken er skingrende psykopater eller Tom Cruise, ville gøre det.

Han er forrygende udi nævekamp, men langt fra usårlig. Til gengæld er han en førsteklases detektiv, hvis skarpe hjerne hele tiden er et skridt foran byens politistyrke, da en bestialsk seriemorder afliver Gothams politiske spydspidser.

En seriemorder, der som en anden Zodiac/John Doe efterlader avancerede gåder adresseret direkte til Batman …   

Altid gode Paul Dano er veloplagt creepy som Gækkeren (i spillefilmregi sidst set i Jim Carreys overgearede udgave i ’Batman Forever’), Colin Farrell er totalt uigenkendelig under et lag af proteser som Pingvinen – her endnu blot et sidekick til John Turturros mafiaboss Carmine Falcone – og Zoë Kravitz er en udmærket, hvis ikke lidt for ufarlig Selina Kyle aka. Catwoman.

Der er som udgangspunkt ingen falske toner i castet, der også tæller Jeffrey Wrights Gordon og Andy Serkis’ tro butler Alfred, men fælles for alle bikaraktererne er desværre, at man til trods for filmens oppustede spilletid aldrig kommer tæt nok på nogen af dem til, at de efterlader et tilnærmelsesvist uudsletteligt aftryk a la Michelle Pfeiffer i ’Batman Returns’ og, størst af alle, Heath Ledger i ’The Dark Knight’.

Forbilledet ’Seven’ (i sig selv en hyldest til 1940’ernes labyrintiske noir-værker) ligner på mange måder en graphic novel-filmatisering, hvorfor inspirationen ligger lige til højrebenet i superhelteland – sidste år var det Marvel-serien ’Loki’, hvis andet afsnit tippede direkte på hatten til filmklassikeren og sågar lånte en bid af soundtracket.

Men hvis ikke noir-parallellerne spædes op af tegneseriemytologiens egen fandenivoldskhed og billedmagi, tangerer det blot en gentagelse af krimikoderne, vi kender til hudløshed.

Selvom det er velkomment, at Reeves har lagt sig i selen for at konstruere en intelligent thriller, der igennem seriemorderjagten afdækker systemisk ‘Chinatown’-korruption i Gotham, havde det klædt underholdningsværdien, hvis åbningsscenens gysersmægtende Tim Burton-galskab også havde løbet som en foruroligende understrøm igennem resten af fortællingen.

Og mere end én gang får man indtryk af, at instruktøren har set sig nødsaget til at tækkes »familievenligheden« og holde blodsudgydelserne til et absolut minimum (der er en høj grad af »tell don’t show« over afdækningen af Gækkerens ugerninger).

Forstå mig ret: ’The Batman’ er en god film.

Men den kunne have været fantastisk.

---

Kort sagt:
Robert Pattinson er genial som depri-milliardær med en hårdtslående natlig hobby, og instruktør Matt Reeves’ noir-hyldester et friskt pust i superhelteland. Desværre træder filmens øvrige, stjernespækkede cast dog aldrig rigtig i karakter, ligesom spilletiden på svimlende 176 minutter slår skår i underholdningsværdien.