’Bergmans ø’: Denne film er kærlig, øm, smuk og forvirrende – ligesom livet

’Bergmans ø’ foregår næsten udelukkende på den svenske ø Fårö.

Her udspiller der sig på et tidspunkt et middagsselskab, hvor en af filmens hovedpersoner taler med en svensker, der stammer fra området. Ved han, hvor det hus ligger, som den nærmest helgengjorte instruktør Ingmar Bergman boede i?

Det gør han, og hun skriver stedet ned på et hjørne af en serviet, som skal vise sig at blive endnu en ledetråd til filmens sammenflettede historier.

Så tilføjer han, at så vidt han ved, var Bergman et ubehageligt menneske, der i øvrigt snød sig ud af militæret under Anden Verdenskrig, selvom Sverige var neutrale.

»Fuck Bergman«, slutter han samtalen.

For hovedpersonerne i ’Bergmans ø’ er Fårö lig med Bergman. Det er der, film som ’Persona’ og ’Som i et spejl’ er optaget, og måske endnu vigtigere er det der, myten om mennesket Bergman har udspillet sig. Her har han boet med nogle af sine mange koner og børn og ikke mindst kæmpet med sine mange dæmoner.

Men du må gerne hade Bergman eller – til endnu større forargelse for alle cineaster – ikke vide, hvem han er, når du skal se ’Bergmans ø’. For her er han ikke andet end et billede på den ophøjede Kunstner, Geniet, hvis liv og virke har fået udødelig status og derfor bliver ved med at hjemsøge os.  

Chris (Vicky Krieps) og Tony (Tim Roth) er partnere og begge filmskabere og er taget på arbejdsferietil Fårö for at skrive. De skal bo i et charmerende hus med tilhørende fyrtårn, hvor de har idyllisk udsigt fra deres arbejdspladser.

Og de skal sove i den seng, der optræder flere gange i Bergmans ’Scener fra et ægteskab’ – tv-serien, der fik skilsmisseraten til at stige, som de får at vide ved deres ankomst. Om aftenen kan de se Bergmans film i den private biograf, så længe de ikke sætter sig i den midterste stol, for den er reserveret til afdøde Bergman. Og om dagen kan de besøge de mange Bergman-attraktioner eller tage på Bergman-safari.

Men på trods af – eller måske på grund af – de sceniske omgivelser, der emmer af Stor Kunst, kan Chris længe ikke komme i gang med at skrive. Mens Tony printer nyskrevne manuskriptsider, sidder Chris med sin notesbog og kigger ud ad vinduet.

Kontrasterne mellem dem er tydelige: Tony er den mere succesfulde instruktør, og for ham er det at skrive naturligt, bare noget han gør. Chris derimod er ubeslutsom, pines af skriveprocessen og har svært ved at forlige sig med, at Bergman både var en Stor Kunstner og et Dårligt Menneske.

Det er først efter nogle køkkenskænderier, et møde med en meget skandinavisk skulderlanghåret mand og en mere personlig rundtur på Fårö, at hun får skrevet noget, som Tony får lov at høre.

Og som vi får lov at se.

I skikkelse af Mia Wasikowska og norske Anders Danielsen Lie ser vi de to unge mennesker, Chris forsøger at skrive om. De begærer hinanden, men kan ikke få livet til at gå op, og da ydre omstændigheder fører dem til Fårö, genoplever de den uforløste relation.

Franske Mia Hansen-Løve har forstand på livskriser og på relationer i kriser, og når hun fortæller om dem i sine film, giver hun dem altid en passende form.

I ’Eden’, der udspiller sig i det parisiske klubmiljø, møder den rene eufori fra stoffer, musik og strobelys det tidlige voksenlivs eksistentielle kriser, og meget lig virkeligheden er filmen fragmenteret og uden den forløsning man håber på. I ’Things to Come’ skal midaldrende Nathalie (Isabelle Huppert) gennem en skilsmisse, og den fortælles i et lavt tempo og med ordløse scener og flakkende opmærksomhed, som gør det tydeligt, at hun er lammet af sin nye frihed.

Med ’Bergmans ø’ laver Hansen-Løve nye eksperimenter med formen og lader os helt til sidste scene se karakterne fra nye vinkler. Alligevel mister den aldrig fokus. Hvad der kunne have hevet luften ud af fortællingen og skabt afstand, tager os kun tættere på Chris og hendes relation til Tony og alt det, de føler og/eller finder på.

Og hvor kunne det også nemt være blevet prætentiøst og artsy, hvis ikke det var, fordi filmen tager så tykt pis på alle, der gør kunstnere til overmennesker og med største alvor diskuterer grammatiske forskelle i filmoversættelser.

I stedet filtrerer den gennem Chris’ opmærksomhed på sig selv og omgivelserne det virkelige og det fantaserede sammen på en mere interessant og empatisk måde, end nogen selvhøjtidelig autofiktionsforfatter har gjort.

Hvad skal Chris gøre med den information, at Tony sidder og tegner skitser af kvinder med kroge oppe i røven i noterne til sine film? Hvor mange børn kan man få som mand og som kvinde og stadig passe sin kunst? Hvorfor er det nemmere for nogle at skabe kunst end for andre?

Hansen-Løves afgørende sidste ingrediens er, at ’Bergmans ø’ har charme nok til to film. Chris’ kærlighedsmanuskript er utroligt romantisk og sexet, når dets hovedpersoner Amy og Joseph ved, de ikke må, men ikke kan lade være – og snart efter er det smerteligt genkendeligt, når Amy gør alt for at få Josephs opmærksomhed, og hun venter oppe hele natten i sin flotte kjole, fordi han har sagt, han vil skrive.

Der er så meget at sige om, hvordan Hansen-Løve går til forholdet mellem mænd og kvinder, arbejde og familie og kunst og virkeligheden.

Men selv hvis man er træt af de diskussioner, selv hvis man hader Bergman, så skal man se ’Bergmans ø’, fordi den er kærlig, sjov, øm og smuk og forvirrende på lige præcis den måde, det virkelige liv også er det.

---

Kort sagt:
’Bergmans ø’ er enestående, fordi den handler om kunst uden at være prætentiøs, om relationer uden at være irriterende og om Bergman, uden at man behøver at have set hans film.