Spoilers for ‘Stranger Things’ sæson 4.
En af de få større karakterer, der måtte lade livet i ‘Stranger Things’ sæson 4 var Elevens manipulerende »papa« aka. Dr. Brenner, spillet af Matthew Modine.
Forsker-skurken overlevede ellers på mirakuløs vis demogorgonens angreb tilbage i sæson 1, men mødte endelig sin skæbne i ørkenstøvet i fjerde sæson, da han blev skudt af de skumle militærfolk, der var efter Eleven (Millie Bobby Brown).
Bye, bye Papa! Eller hvad … ?
Karakteren så umiddelbart stendød ud, men står det til Modine, er han ikke færdig med ‘Stranger Things’-universet. I et interview med Vulture understreger skuespilleren, at man aldrig skal sige aldrig, og at han i hvert fald ikke har tænkt sig at bekræfte Papas endeligt:
»Det vil jeg ikke. For jeg vil ikke have, at han er død. Der er tre ting, der er spøjse i mine øjne: Hvordan overlevede han demogorgonen? Hvordan overlevede han One? Og da Eleven forsøger at bruge sin kræfter mod Brenner efter at have kastet tre vagter op i luften, fortrækker han ikke en mine, da han siger, ‘Du troede ikke, at det ville være så nemt, gjorde du?’. Eleven kunne ikke knægte ham. Er der mere til Brenner end man umiddelbart skulle tro … ?«
Modine har ret i, at Papas sejlivethed over for de mange overnaturlige hændelser og ‘ulykker’ på Hawkins-laboratoriet var bemærkelsesværdig igennem sæsonerne, men mon ikke den kommende femte og sidste sæson trods alt bliver for proppet til også at inkludere et plot om forskerens comeback 2.0.?
Ikke desto mindre ser Modine gerne, at Papa får en tur mere i manegen så han kan råde bod på sine ugerninger over for Eleven:
»Hvis Eleven og Kali (som bekendt det eneste andet overlevende barn fra laboratoriet, der ikke er One/Vecna, red.), eller bare Eleven tilgav ham og tog afsked med ham, så kunne han tilbringe resten af sit liv med visheden om, at han havde fået syndsforladelse, men at han samtidig var nødt til at tage ansvar for sine handlinger«.
Det lyder jo ganske hyggeligt, men vi kan altså ikke se det ske. Her er i stedet et par søde throw back-backstagebilleder af Modine og Brown, som stik imod deres alter egoers forhold på skærmen blev BFF’s IRL:
‘Stranger Things’ sæson 1 – 4 kan ses på Netflix.