’After Ever Happy’: Hermed er ‘After’-filmserien endegyldigt ødelagt

’After Ever Happy’: Hermed er ‘After’-filmserien endegyldigt ødelagt
'After 4: After Ever Happy'. (Foto: Nordisk Film)

Jeg er ikke den store ’After’-fan, men jeg kan godt se, hvorfor nogle er:

Med en steamy, lidt forbudt kærlighedsaffære og en masse sexscener er det nogle af de få teenagefilm, der faktisk viser teenagepiger være liderlige. De udspiller sig i et jetset-miljø, hvor alle altid har penge, og i stedet for kedelige, normale problemer har de kun kæmpe problemer, og det er jeg – der så otte sæsoner af ’Grey’s Anatomy’ under en af coronanedlukningerne – helt klar over er perfekt til at rense ud i følelserne.

Der er brug for film, man kan gå til, når man bare gerne vil leve i sin lidt forbudte teenagefantasi. Dem er der ikke særlig mange af, så ’After’-filmene udfylder et tomrum. Der er meget ved dem, der ikke fungerer, men de indeholder i hvert fald i glimt det stof, fantasier er gjort af. Indtil nu i hvert fald.

Den fjerde film i rækken med den fjollede titel ’After Ever Happy’ bevæger sig så langt væk fra sit drømmende udgangspunkt, sine ømme teenagenerver og, måske værst af alt, fra sin sexede kærlighedshistorie, at jeg ikke længere kan se, hvad der er at komme efter.

Filmen starter lige der, hvor ’After We Fell’ slap, nemlig ved Hardins (Hero Fiennes Tiffin) mors bryllup i London. Du kender det sikkert: Familiehemmeligheder vælter frem, så selvom du er alkoholiker, snupper du lige en drink med din nyfundne far, og før du ved af det, har du sat ild til din mors hus.

Heldigvis bliver Hardin reddet af Tessa (Josephine Langford), og ’After Ever Happy’ gentager de tre tidligere films frem og tilbage mellem de to hovedpersoner, hvor de skifter mellem at have sex for lige at komme sig oven på den påsatte brand og at smadre flasker og råbe »er jeg den eneste, der må ødelægge ting?«.

‘After 4: After Ever Happy’. (Foto: Nordisk Film)

Ildspåsættelsen er af to grunde et perfekt billede på, hvad der foregår i filmen: For det første fordi en ildebrand er en rimelig alvorlig ting, men i ’After Ever Happy’ har den ikke rigtigt nogen konsekvenser.

Og det sker ret tit, at det, man skulle tro, ville være en big deal, ikke rigtigt udvikler sig til mere. Påsatte brande, skænderier og det, der er værre, sker så ofte, at det måske ikke er så underligt, at karaktererne selv virker til at glemme, hvem de er uvenner med, og hvem de ikke er.

For det andet fordi den viser, at Hardin er blevet sindssyg. Altså full-blown-psykopat. Han har selvfølgelig været det lidt hele tiden, men indtil nu har det været på et niveau, hvor man til nøds har kunne holde det ud i strakt arm, ligesom man kunne forelske sig i Edward fra ’Twilight’, mest bare fordi han var der og var mystisk, mere end fordi han egentlig gjorde noget særligt – lige indtil han begyndte at miste sin magi, i takt med at man fandt ud af, at man godt kan forlange mere af en partner end bare, at de også godt kan lide én.

‘After 4: After Ever Happy’. (Foto: Nordisk Film)

I ’After Ever Happy’ sætter Hardin ild til sin mors hus, starter skænderier, er voldelig, aggressiv, jaloux, besidderisk og helt ekstremt manipulerende. I det ene øjeblik afviser han Tessa, i det næste er hun det eneste, der betyder noget for ham, og han lytter ikke, når hun sætter grænser.

’After’-seriens problem er, at han bare bliver set på som en bad boy, en dreng med problemer, som man kan fikse, hvis man virkelig elsker ham. De voksne bliver ved med at fortælle Tessa, at forhold er svære, og at man skal kæmpe for kærlighed, som om hun ikke ene kvinde forsøger at redde Hardin fra et alkoholmisbrug.

Værst af alt er filmens sidste del, hvor Hardin får vendt en forfærdelig situation til sin egen – og kun sin egen – fordel, og vi skal se det som en sejr for ham. Det er psykisk vold i det ekstreme, og det eneste, der kan få mig til at se en femte ’After’-film, er, at den handler om Tessas retssag mod ham.

Det gør ondt, at ’After Ever Happy’ spinder Hardins adfærd ind i romantik og gør Tessa til egoist, fordi hun gerne vil leve sit eget liv. Og at der måske er nogen, der ser den og tænker, at sådan må andre gerne behandle én.

Men Tessa fortjener bedre. Vi fortjener alle bedre end ’After’-filmene.


Kort sagt:
’After Ever Happy’ ødelægger den sidste rest af ’After’-filmenes dagdrømmepotentiale.

’After Ever Happy’. Spillefilm. Instruktion: Castille Landon Medvirkende: Josephine Langford, Hero Fiennes Tiffin Spilletid: 95 min. Premiere: I biograferne 25. august
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af