Chris Rock har nu bekræftet, at han ikke ønsker at være vært ved næste års Oscar-uddeling.
Tilbuddet om det potentielle værtskab blev rapporteret af Deadline tilbage i juni sammen med Rocks afslag, men nu er det så også kommet fra den amerikanske komikers egen mund.
Chris Rock, der tidligere har været vært ved Oscar-showet i 2005 og 2016, spøgte til The Arizona Republic, at det at vende tilbage til næste år ville være det samme som at spørge Nicole Brown Simpson, O.J. Simpsons afdøde kone, om »at vende tilbage til restauranten«, hvor hun efterlod et par briller, den nat hun blev stukket ihjel i 1994.
Brown Simpson-kommentaren skaber allerede overskrifter på internettet.
Om lussingen sagde Rock til The Arizona Republic: »Han (Will Smith, red.) er større end mig. Nevada ville ikke godkende en kamp mellem Will Smith og mig«. Smith spillede bokseren Muhammad Ali i Michael Manns ’Ali’ fra 2001.
I marts blev Oscar-ceremonien som bekendt altoverskygget af Will Smiths overfald på Chris Rock, som gik verden over. Konflikten opstod, da Rock leverede en joke om Smiths kone Jada Pinkett Smiths korte hår, der skyldes lidelsen pletskaldethed.
I kølvandet på lussingen måtte Smith trække sig fra Oscar-akademiet og blev efterfølgende bandlyst fra at deltage i alle arrangementer forbundet med akademiet, herunder Oscar-uddelingen, de næste 10 år.
Efter lussingen udsendte Smith en formel undskyldning til Rock på skrift og svarede for nylig på spørgsmål om skandalen i en video.
Her sagde Will Smith, at han havde rakt ud til Chris Rock i håb om at mødes og forbrødres, men at komikeren endnu ikke var klar til det.
Hvem der i stedet skal være vært for Oscar-showet, vides endnu ikke. Uddelingen finder sted 12. marts.