Til september lander to af verdens største komikere i København, når Chris Rock og Dave Chappelle giver et stort anlagt dobbeltshow i Royal Arena.
De to komikere har turneret i USA sammen og hver for sig over de sidste par måneder. Rock var blandt andet til stede, da Chappelle blev overfaldet på scenen tidligere på året, mens de for nyligt indtog scenen sammen med Kevin Hart i Madison Square Garden.
I Royal Arena vil man den 12. september kunne opleve dem sammen som led i en række store dobbeltshows i Europa.
Det er endnu uvist, hvilket præcis materiale de to legender tager med sig, men mon ikke publikum kan se frem til highlights fra deres nye shows og desuden høre lidt om, hvordan det er at blive overfaldet på scenekanten i lyset af både Chappelles oplevelse og Chris Rocks omdiskuterede Oscar-øjeblik.
Af en pressemeddelelse fremgår det, at showet vil være mobilfrit, så de humoristiske indslag skal altså foreviges via hukommelsen.
Billetsalget begynder på Live Nation den 3. august kl. 10.
Dave Chappelle & Chris Rock (US)
12. september 2022
Royal Arena
Billetpris: 485-845 kr.