Den kontroversielle komiker Dave Chappelle blev overfaldet på scenen, da han tirsdag aften optrådte på den berømte Hollywood Bowl under Netflix’ standup-festival Netflix Is a Joke.
I hvad der måske bedst kan beskrives som en amerikansk fodbold-tackling møvede en mand sig op på scenen for at nedlægge komikeren, som indkapslet af videoer på sociale medier:
Da Chappelle var kommet sig, jokede han, at »det var en transmand«, med reference til det stormvejr han er blevet mødt med, efter han har lavet sjov med LGBTQ+-miljøet i sine seneste shows.
Ifølge vidner på Twitter blev manden ført væk fra scenen af vagter, og rygterne går på, at han fik en ordentlig gang prygl efterfølgende. I video nummer 2 herunder ser man efter sigende manden med en temmelig forskruet arm blive hentet af en ambulance.
Det er svært ikke at læse hændelsen ind i sagen om Will Smith, der overfaldt Chris Rock på Oscar-scenen efter en joke. Efterfølgende udtrykte comedy-klub-ejere, at de var bekymrede for, om deres standuppere nu ville være i større risiko for blive udsat for fysisk vold, og de overvejede at øge sikkerheden.
Dave Chappelle er de seneste år blevet et heftigt kritiseret i tidens kulturdebat, og Netflix har fået kritik for at understøtte hans virke.
Hvilke motiver der ligger bag det konkrete overfald – det kan være alt fra opmærksomhedssøgen til ideologisk uenighed og psykisk sygdom, eller måske lidt af det hele – vides ikke, men skal vi ikke blot, ligesom efter Will Smith-episoden, understrege det, der burde være åbenlyst, men tilsyneladende ikke er det:
Uanset hvor tåbelig en joke en komiker kommer med, er det ikke ok at overfalde ham.