På grund af mentale problemer har Jonah Hill meldt ud, at han hverken vil deltage i promoveringen af sin nye selvbiografiske dokumentar ’Stutz’ eller i kommende projekter.
Den 38-årige skuespiller og manuskriptforfatter, som i 2018 fik sin debut som instruktør med ’Mid-90s’, har i mange år kæmpet med sit mentale helbred.
Det står han nu frem med i ’Stutz’, der udover at udforske mentalt helbred generelt vil fokusere på Jonah Hills egen kamp med angst sammen med hans private terapeut. Dokumentaren vil derudover også tilbyde hjælp til selvhjælp til andre mennesker, som kæmper med deres mentale helbred.
»Gennem denne indre rejse, som udforskes i filmen, er jeg kommet til en forståelse af, at jeg i forbindelse med at skulle optræde i offentligheden, har oplevet angstfald i godt 20 år«, fortæller Jonah Hill i en officiel udmelding til Indiewire.
Det skal dog understreges, at alt imens Jonah Hill trækker sig tilbage fra offentligheden, vil han stadig være aktiv i underholdningsbranchen.
»Normalt krummer jeg selv tæer ved udmeldinger som min egen, men jeg forstår samtidig også, at jeg er en del af de få privilegerede, som har råd til at holde fri. Jeg kommer ikke til at miste mit arbejde, mens jeg arbejder på min angst. Jeg håber, at med en udmelding som denne og med ’Stutz’, at jeg gør det lettere for folk at kunne tale om og gøre noget ved den her slags ting. Så de kan tage et skridt hen imod at få det bedre og forstå deres problemer tydeligere«, fortæller han Indiewire.
Jonah Hill udtrykker derudover taknemlighed for, at filmen vil få sin premiere på en prestigefyldt filmfestival her til efteråret, men nævner ikke konkret hvilken filmfestival, der er tale om.
Her betoner han også det vigtige i ikke at skulle promovere filmen selv, både for at beskytte sit eget helbred, men også fordi han ikke ville være tro mod sig selv eller sin film, hvis han gjorde.
Det vides endnu ikke, hvornår ’Stutz’ får premiere.