Det skabte stor furore i Hollywood, da Marlon Brando i 1973 afviste at modtage sin Oscar for ‘The Godfather’.
I stedet sendte den indfødte amerikaner og skuespiller Sacheen Littlefeather for at læse et statement op på scenen.
Brando begrundede sin beslutning med, at den amerikanske film og tv-industri kategorisk fejlrepræsenterede og diskriminerede mod indfødte amerikanere foran og bag kameraet, og ikke overraskende (om end heller ikke planlagt fra Brandos side) var det da også Sacheen Littlefeather, der blev genstand for Oscar-akademiets og publikums vrede.
Der blev buet og råbt i salen, westernlegenden John Wayne måtte holdes fysisk tilbage for ikke at storme scenen i et decideret angreb på Littlefeather, mens Oscar-showets daværende producer Howard Koch truede hende med anholdelse, hvis hun talte i mere 60 sekunder.
En tidsbegrænsning, der tvang Littlefeather til at koge Brandos otte sider lange statement ned til følgende:
»Marlon Brando kan desværre ikke acceptere denne generøse pris. Baggrunden for dette er behandlingen af indfødte amerikanere i filmindustrien i dag – undskyld mig – og på tv, når film bliver genudsendt, og også på grund af, hvad der skete for nylig ved Wounded Knee«.
Sidstnævnte refererede til en prostest for indfødte amerikaneres rettigheder.
Efter Oscar-showet blev Littlefeather forfulgt af trusler, mens hendes karriere gik i stå.
Nu undskylder Oscar-akademiet or den behandling, skuespilleren blev mødt med. Det skriver Indiewire.
»Som du stod der på Oscar-scenen i 1973 for ikke at acceptere Oscar’en på vegne af Marlon Brando, i anerkendelse af fejlrepræsentationen og den dårlige behandling af indfødte amerikanere i filmindustrien, leverede du et vigtigt budskab, der bliver ved med at minde os om, hvor nødvendigt det er at udvise respekt og om, hvor vigtig menneskelig værdighed er«.
Sådan skrev den tidligere akademipræsident David Rubin i et brev 18. juni (Rubin trådte af i juli).
Littlefeather vil blive hyldet ved et event på Oscar-museet i Los Angeles, og i et statement udgivet af Akademiet siger hun blandt andet:
»Hvad angår Akademiets undskyldning til mig, så er vi indfødte amerikanere meget tålmodige mennesker – der er kun gået 50 år! Vi bliver nødt til at holde fast i vores humoristiske sans. Det er vores overlevelsesmetode«.
Littlefeather fremhæver også, hvor positivt det, at Hollywood i de senere år er begyndt at støtte flere film- og serieproduktioner med indfødte amerikanere i front – heriblandt Taika Waitits storroste serie ‘Reservation Dogs’, der herhjemme kan ses på Disney+.