Tilbage i maj blev det annonceret, at en prequel til heist-filmene ’Ocean’s Eleven’ var under opsejling.
Allerede dengang blev ’Austin Powers’ og ’Bombshell’-instruktør Jay Roach tilknyttet projektet. Margot Robbie var sat til både at skulle medvirke og producere.
Nu er der kommet nye detaljer om projektet, da der nemlig er tale om, at Ryan Gosling skal optræde i den kommende prequel. Kontrakten er endnu ikke underskrevet, skriver Puck News, men det skulle være tæt på.
Gosling og Robbie, som i forvejen er aktuelle i Greta Gerwigs ’Barbie’ til næste år, har før medvirket sammen i ’The Big Short’, og vil altså kunne se frem til at arbejde sammen for tredje gang i karrieren.
Hvilke karakterer de skal spille i den nye ’Ocean’s’-film, er endnu uvist, men der er tale om en hovedrolle til Ryan Gosling.
Filmen vil finde sted i 1960’ernes Europa, altså flere årtier før Steven Soderberghs filmserie.
Soderberghs film fra 00’erne, bygget på Rat Pack-filmen ’Ocean’s Eleven’ fra 1960, var kendt for deres sofistikerede heists, hvor man ikke skulle blinke mange gange, før Danny Oceans hold af mestertyve var stukket af med pengene.
Med 1960’erne som den kommende films planlagte tidsperiode er der af åbenlyse årsager ikke udsigt til, at de gamle kendinge George Clooney, Brad Pitt og Matt Damon lægger vej forbi.
Det udelukker til gengæld ikke, at yngre versioner af eksempelvis Elliott Goulds Reuben Tishkoff og Carl Reiners Saul Bloom kan få en cameo.
Steven Soderbergh, som for mange år siden meddelte, at han var færdig med ’Ocean’s’-franchisen, er ikke blevet konsulteret omkring den kommende prequel, og det samme gælder Gary Ross, der instruerede den kvindedrevne ’Ocean’s 8’ tilbage i 2018.
Budgettet er angiveligt langt større end de sidste fire film i franchisen, netop fordi den foregår tilbage i tiden.
Det vides endnu ikke, hvornår filmen vil få premiere.