‘The Gray Man’: Netflix’ dyreste film – var det virkelig pengene værd?
Er der for 200 millioner dollars film i ’The Gray Man’ af Russo-brødrene?
Det var da et irriterende parameter at bedømme en film ud fra, tænker du sikkert, med al rimelighed. Men undskyld, jeg kan ikke simpelthen slippe spørgsmålet efter at have set den dyreste Netflix-film til dato.
For hvad får Netflix … nej … hvad får vi seere for pengene? Vi får tiltrækningskraften fra Ryan Gosling, Chris Evans og Ana de Armas, hvis ansigter kommer til at poppe op overalt på din Netflix-brugerflade, Regé-Jean Pages tække fra ’Bridgerton’, og ’Avengers’-instruktørparret Anthony og Joe Russos involvering, der omdirigerer dig til denne film, når du forgæves taster ’MARVEL’.
’The Gray Man’ har en kolonorm pull-factor. Der, hvor usikkerheden opstår, er, hvorvidt filmen i sig selv har en særlig dragende effekt. Plottet er baseret på en serie bøger af forfatteren Mark Greaney i arven efter Tom Clancys politiske spionthriller-fortællinger om Jack Ryan. Action og intriger af den gode gamle skole, hvor ingen er til at stole på.
Det er også dér, vi begynder i ’The Gray Man’, hvor en ligefrem prolog sætter præmissen op. Vi er i 2003, og Court Gentry (Ryan Gosling) står til mange år i fængsel for mord. Straffen kan dog blive sænket, hvis Court takker ja til CIA-chefen Donald Fitzorys (Billy Bob Thornton) tilbud om at blive en del af eliteenheden Sierra, der usynligt udfører opgaver i politiske gråzoner.
Klip til 18 år senere, og Court AKA Sierra 6 er på mission i et neonoplyst Bangkok nytårsaften, hvor han skal likvidere en skummel kriminel. Så bliver der slået op på en af filmens mange sider fra kliché-håndbogen: Målet viser sig at være den tidligere Sierra 4, som har en fil med kompromitterende oplysninger om den nye CIA-chef Denny Carmichael (Regé-Jean Page).
Sierra 6 ændrer kurs, og Carmichael påbegynder den vilde forfølgelsesjagt efter ham gennem det halve Asien og Europa. Næste kliché: fyren, man henter ind for at nakke den anden fyr, men som alle advarer imod på grund af hans utilregnelige væsen. Fyren er Lloyd Hansen og spilles af Chris Evans med moustache, modebevidsthed og machoattitude.
De første 40 minutter er som at blive kastet midt ind i en Bourne- eller Bond-film. Vi mangler noget til at grounde vores udtryksløse hovedperson og få os til at interessere os for hans liv. Manuskriptforfatterne synes bevidste om denne forglemmelse og får kluntet flettet et flashback ind, der etablerer forbindelsen mellem Sierra 6 og Fitzorys hjertesvage datter Claire.
Med den emotionelle motivation krydset af kan filmen ufortrødent fortsætte sin tour de action, hvor hver en scene indledes med stedsangivelse i versaler. En tempofyldt sekvens med et brændende tog gennem Prags gader blander på spektakulær vis byreklame og brag, men ellers er det småt med steder og scener, som indprenter sig på nethinden.
Trods hoben af store navne og millioner bag hver en indstilling har ’The Gray Man’ svært ved at løfte sig over manuskriptets præg af automatgear og anonymitet. Selv en funklende stjerne som Ana de Armas fremstår underligt bleg som momentvist sidekick til Sierra 6.
Det hjælper ikke, at Ryan Gosling virker fejlcastet som Sierra 6. Karakteren er spillet som en variation over hans antihelte hos Nicolas Winding Refn, men uden skrøbeligheden og mystikken, kun mutheden, en genbrugsreplik om skostørrelser og et overfortalt fadertraume som personlighedstræk.
Chris Evans som den sadistiske bro Lloyd bliver en noget selvbevidst joker, men han lader som den eneste til at more sig, og det havde klædt filmen, hvis han ikke var ene om at fyre løs fra kontoen af oneliners.
’The Gray Man’ havde ikke behøvet at nærme sig tinderne fra katten-efter-musen-klassikeren ’Heat’, som Russo-brødrene ellers har varslet. Det er dog bemærkelsesværdigt, hvordan man med et budget på langt mere eller endda det dobbelte af ’Bourne’- og ’John Wick’-filmene ikke rummer tilnærmelsesvis samme originalitet, intensitet og overrumplende scener.
I stedet minder ’The Gray Man’ mere om en luksusudgave af rækken af gangbare actionfilm, som Luc Bessons produktionsselskab EuropaCorp sprøjtede ud i 00’erne.
Og så kommer det irriterende spørgsmål igen: Var det virkelig pengene værd?
Kort sagt:
Den dyreste Netflix-film til dato har en stjernebestøvet tiltrækningseffekt udover det sædvanlige, men under glossen gemmer sig ikke mere end en middelmådig actionfilm med elementer, man har set mange gange før.