‘Sherwood’: Psykopat-Robin Hood hærger i ekstremt spændende og unik DR-aktuel krimiserie
I Sherwoodskoven render en ung, hætteklædt mand rundt med langbue og pilekogger på ryggen.
Han er på flugt fra ordensmagten i Nottingham. Både fordi han for lidt siden skød og myrdede en umiddelbart uskyldig påfugl, men nok lidt mere fordi han også skød og dræbte en ældre mand ved navn Gary.
Gary var både elsket og hadet i sin lille »tidligere mineby«, som den stadig kaldes selv 40 år efter kulminestrejken i 1984, der endte med masselukning af kulminer og tusindvis af briter uden arbejde.
Mordofferet Gary var en af de få, der holdt fanen højt og strejkede derudaf, efter de fleste af byens mænd gav op og tog på arbejde. De seneste fire årtier har han brugt på at minde alle om det faktum, så skruebrækkerne – eller »scabs«, som briterne kalder dem – aldrig glemmer deres forræderi.
Kunne det være motivet for den moderne Robin Hood, der nu terroriserer Nottingham i ly af skovens tygge stammer i den DR-aktuelle BBC-krimi ’Sherwood’? Skruebrækkernes hætteklædte hævner?
Ikke hvis du spørger sheriffen af Nottingham, der faktisk ikke er sherif, men overdetektiv og har minus tolerance over for de mange Robin Hood-paralleller, der kan drages til hans mordsag.
Hans navn er Ian St. Clair (David Morissey), og han har i øvrigt også nul tolerance over for at blive kaldt Saint Clair. Han var nemlig selv søn af en lokal minearbejder, der kæmpede heftigt mod politiet under strejken, og som forræder af sagen kan man ikke kalde sig helgen i Nottinghamshire.
Dramatikeren James Graham har baseret krimiserien på en mordsag fra sin hjemby i Nottinghamshire, der endte med den dengang største menneskejagt i Storbritanniens historie.
Ligesom i virkeligheden bliver et middelalderligt mord til en undskyldning for at trevle op i 40 års splid mellem tidligere skruebrækkere og strejkere i et mikroskopisk landsbysamfund.
Vi ved nemlig godt, hvem morderen er, men ikke hvorfor han gør det. Så måske er psykopat-Robin Hood på jagt efter en tidligere betjent, der spionerede på strejkerne i 80’erne og siden har levet iblandt dem under falsk navn?
Det er absurd, men også troværdigt, hvor fanget i fortiden alle i byen er. Selv minearbejdernes børnebørn lider under splittelsen, og en romance på tværs af siderne bliver helt Romeo og Julie-agtig.
Mest trist er forholdet mellem Garys enke, Julie (Lesley Manville), og hendes søster Cathy (Claire Rushbrook).
Siden de giftede sig med mænd på hver sin side af konflikten, har de ikke talt sammen, selvom de bor lige ved siden af hinanden. Først da sorgen overvælder dem, tør de mødes, men med en mur imellem sig. Et rigtigt møde ville være et brud på naturlovene.
Dramaet er bygget op som en kold introduktion til det lille samfund, hvor der hyppigt hintes til en central, tragisk begivenhed under strejken, der tog konflikten fra kold krig til brandvarm ulykke – især for Ian St. Clair.
Vi ved med andre ord ikke engang det, som samtlige karakterer ved, og man må sidde suget til skærmen for at opfange hver detalje i serieuniversets ellers ret neutrale æstetik, der ligner alle BBC-krimier, jeg nogensinde har set.
Den fremragende spændingsopbygning tager et vildt skridt til venstre, da seriens andet mord finder sted. Det har nemlig intet at gøre med hverken strejke eller Robin Hood.
Til gengæld er det her, vi møder seriens mest indtagende karakter: Andy.
En distræt togfører, spillet af forrygende Adeel Akhtar, som med sin helt særlige, forkølede mimik og desorienterede repliklevering giver indtrykket af en mand, der er fuldstændig overvældet af drabelig sorg efter tabet af sin kone.
Han vil uundgåeligt ende til fare for ente sig selv eller andre, og da begge dele bliver en realitet, flygter også han ud i skoven, hvor to mordere nu gemmer sig. Utroligt nok er også den detalje taget fra virkeligheden!
Den mere og mere forvirrende sag river op i flere og flere af byens gamle sår, og byen lader til at kunne eksplodere når som helst.
Da det hele kulminerer, og støvet langsomt lægger sig, ender vi med et roligt afsnit fyldt med lange monologer, der nemt kunne føles en tand for pædagogiske, men her virker fortjente efter fem afsnit med uartikuleret bitterhed. Endelig kommer alle kort på bordet.
Selvom selve mordsagen i ’Sherwood’er ekstremt spændende, er det fortidens forbandelse over landsbyen, der er seriens egentlige fokus og største præstation.
Undersøgelser er ved at finde ud af, om politiet rent faktisk spionerede på strejkegrupperne, men der er ingen tvivl om, at minebyerne har rigeligt grund til vrede mod Thatcher-regeringen selv uden ulovlig spionage.
Gamle Maggies plan var fra starten at skabe en vindersag ud af at knække minearbejderne og vende dem mod hinanden, og konsekvensen er intern splid selv 40 år efter. En udspekuleret strategi, der skabte hele byer af mennesker med et historieløst blik på den fortid, de er så sørgeligt besatte af.
Hadet ligger lige under huden, og irrelevante mord er en fin undskyldning for at ryge i totterne på hinanden endnu en gang.
Kort sagt:
Mordmysteriet i ’Sherwood’er uforudsigeligt og unikt opbygget, men seriens virkelige præstation er et dybt og tragisk indblik i virkeligheden for britiske tidligere kulminearbejdere, der stadig 40 år efter en skæbnesvanger strejke er gennemsyret af ustoppelig, intern splid.