I sidste uge udtalte Olivia Wilde til Variety, at hun fyrede Shia LaBeouf fra sin kommende film ’Don’t Worry Darling’ på baggrund af en arbejdsetik, der ikke passede til hendes set, og sagen om hans misbrug af ekskæresten FKA Twigs.
Den 36-årige skuespiller skulle have spillet over for Florence Pugh i den psykologiske thriller, men blev erstattet til fordel for popstjernen Harry Styles, og ifølge Wilde skyldtes udskiftningen ikke mindst, at Pugh skulle kunne følge sig tryg på settet.
Den udlægning er LaBeouf direkte uenig i, og han har nu delt en mail med Indiewire, som han har sendt til Olivia Wilde efter hendes udtalelser. Tilknyttet mailen var en sms-korrespondance og en privat video fra 2020.
I mailen til Wilde hævder LaBeouf, at han sprang fra ’Don’t Worry Darling’-produktionen på grund af for lidt tid til at øve materialet med sine medskuespillere.
»Jeg er meget beæret over dine ord omkring mit arbejde. Tak, det føltes godt at læse. Jeg er dog lidt forvirret over det narrativ om, at jeg blev fyret. Både du og jeg kender udmærket godt grundene til, at jeg forlod produktionen. Jeg forlod din film, fordi dine skuespillere og jeg ikke kunne finde tid til at øve. Som en påmindelse har jeg inkluderet billeder af vores udveksling af beskeder fra den dag og min besked til Toby (Emmerich, tidligere chef for Warner Bros., red.)«, skriver Shia LaBeouf i mailen.
»Jeg ved godt, at du skal til at starte din pressetur på ’Don’t Worry Darling’, og at nyheden om min fyring er attraktiv clickbait, siden jeg stadig er persona non grata og vil muligvis være det resten af mit liv«, fortsætter han og skriver også om, at han har taget sit liv op til revision og nu har været ædru i 627 dage.
I sms’erne, som LaBeouf har lagt frem, skriver Olivia Wilde tak til LaBeouf for hans ærlighed omkring situationen, og at hun godt ved, det ikke er sjovt at sige nej til nogen.
»Jeg er beæret over, at du ville fortælle den her historie med mig. Samtidig er jeg smadderærgerlig, fordi det kunne have blevet til noget specielt. Jeg vil gøre det klart over for dig, hvor meget det betyder for mig. Det er en gave, jeg vil tage med mig«, skrev Wilde efter sigende til LaBeouf.
Den vedhæftede video viste Wilde i sin bil, hvor hun siger, at LaBeoufs exit måske vil være lidt af et »wake-up call for Miss Flo«, med reference til skuespiller Florence Pugh. Hun refererer tilsyneladende også til en verserende konflikt mellem Pugh og LaBeouf.
Olivia Wildes repræsentanter har over for Indiewire afslået at kommentere sagen.
’Don’t Worry Darling’ får dansk biografpremiere 22. september.