Det er ingen hemmelighed, at Shia LaBeouf de seneste år har været involveret i en del kontroverser.
Kontroverserne har hobet sig op med alt fra bilulykker og tvangsafvænning til voldelige episoder, heriblandt mod hans tidligere partner FKA Twigs, som lagde sag an mod ham for psykisk og seksuelt misbrug sidste år.
»Min verden faldt fuldstændig sammen«, fortæller LaBeouf i et nyt Youtube-interview med biskoppen Robert Barron. »Jeg havde en pistol på bordet. Jeg var klar til at tage herfra«.
»Ingen vil tale med mig, ikke engang min mor. Min manager ringer ikke. Min agent ringer ikke. Jeg har ingen forbindelse til branchen mere«, mindes skuespilleren.
Et helt særligt møde skulle heldigvis komme til at ændre hans liv.
Den 36-årige skuespiller er nemlig konverteret til romersk katolicisme i kølvandet på den mørke periode.
Det skete i forbindelse med research til rollen som den kontroversielle munk Padre Pio i Abel Ferraras kommende film af samme navn, som får verdenspremiere på dette års Venice Film Festival.
LaBeouf og den 71-årige provokatør mødtes under et Zoom-opkald i et spirituelt program, de begge er tilmeldt.
Mødet med Ferrara og romersk katolicisme havde givet ham selvindsigt og resulterede i, at LaBeouf kunne give slip på sit gamle jeg, forklarer han.
Om FKA Twigs, som han beskriver som »kvinden, der beskyldte mig for alle de her ting«, siger han i Youtube-interviewet: »Jeg havde lyst til at gå på Twitter og skrive alt muligt. Jeg ville retfærdiggøre mig selv og forklare. Nu indser jeg, at kvinden reddede mit liv. Hun var som en helgen for mig«.