’What We Do In the Shadows’ sæson 4: Det skrupskøre vampyrkollektiv er tilbage i storform
Det så sort ud for vampyrkollektivet bosiddende på Staten Island, da vi forlod dem i tredje sæson af mockumentaren ’What We Do In the Shadows’.
Og ikke blot fordi energivampyren Colin Robinson (Mark Proksch) afgik ved døden efter præcis 100 år på jorden som et dræn på menneskeheden, alt imens de resterende uddøde samboer fløj fra reden. Problemet var af en langt mere alvorlig art: Serien, som i sine første to sæsoner havde været blandt de sjoveste sitcoms på tv, var i den efterfølgende tredje slet og ret ærgerligt halvhjertet.
De humoristiske indslag faldt pladask for døve ører, og det overordnede handlingsforløb om vampyrtrioens kaotiske ledelse af det lokale vampyrkonsul kørte i tomgang hele sæsonen.
Derfor er det glædeligt, at showrunner Paul Simms endnu en gang har fået styr på tropperne i fjerde svingom med de arrogante, levende døde samboer.
Altid bidske Nadja (Natasia Demetriou) vender tilbage fra sin detour hos Londons øverste vampyrråd, da det efter et helt år ikke er lykkes hende at overbevise de støvede nokkefår om, at de skal åbne en mother-fucking vampyr natklub, baby.
Og efter et længere ophold i Fresno, samt et mindre uheld involverende et fragtskib i Suezkanalen, er sødnaive Nandor (Kayvan Novak) igen på Staten Island for at finde kærligheden. Gerne imellem hans mange mande- og kvindekoner, som en djinn har fremtryllet, og som han var gift med i sin fjerne fortid som ottomanisk regent.
Som i den fantastiske anden sæson er det i mødet mellem vampyrernes morbide overnaturlige mytologi og vennegruppens farverige dagligliv, at serien genfinder sin magi. Nandor tager skiftevis sine partnere på dates i et Bachelor-lignende realityshow, men i stedet for blot at sende dem væk, når de skuffer ham, beder han koldt sin djinn om at »slette dem fra virkeligheden«.
»Så du dræber dem, praktisk talt«, bemærker Nandors evindeligt forpinte familiære, Guillermo (Harvey Guillén).
Efter blot fire afsnit er der allerede masser af herlige højdepunkter imellem vampyrernes gakkede udflugter. Nadja får en fagforening af genfærd, som hun har ansat til at bestyre sin natklub, på nakken, og Nandor får involveret Guillermo i en fight club for familiære, da han stolt proklamere, at Guillermo er den stærkeste af dem alle.
Sæsonens bedste guldkorn skal findes hos Laszlo (Matt Berry) og Colin Robinson, der er blevet genfødt ud af sit gamle lig. Synet af en baby-Colin, med Mark Proksch’ gavtyveagtigt ansigt plastret på en lille, krølhåret unge, der begejstret stikker gafler i stikkontakter, er i sig selv morsomt. Og Berry formår at skabe ægte patos i rollen som den bedrevidende, men hengivne faderfigur, der for alt i verden vil undgå, at den nye Colin, som han blot kalder dreng, bliver endnu en røvkedelig kontornusser.
Hans afsky over for sønnikens vordende begejstring for LEGO Youtube-videoer og musikalsk teater er til stor morskab, og som altid udtaler Berry samtlige af sine idiotiske tåbeligheder med en trubadurs selvsikkerhed.
Som i tredje sæson savner man stadig den originale serieskaber Jemaine Clements akavede, finurlige tilgang til hverdagens absurditeter. Men instruktør Yana Gorskaya og seriens manuskriptforfattere har tydeligvis fået et bedre greb om karaktererne siden sidst.
Holdes skuden på ret køl, kan ’What We Do In the Shadows’ endnu en gang komme i havn som en af tidens bedste sitcoms.
Kort sagt:
Efter en slatten og frustrerende usjov tredje sæson er det en fornøjelse endnu en gang at se vampyrkollektivet på morsomme afveje, når faderskab, kærlighedsliv og entreprenørskab granskes.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.