‘What We Do in the Shadows’: Sylespids vampyrserie overgår kultfilmen, den bygger på
Taika Waititi og Jermaine Clement havde næppe i deres vildeste drømme forestillet sig, at deres vampyr-mockumentary ’What We Do in the Shadows’ fra 2014 skulle afføde ikke blot én eller to, men hele tre spinoffs. Sidste år kom ’Wellington Paranormal’, som desværre (endnu) ikke kan ses herhjemme, og en spinoff med fokus på varulvene fra filmen (»we’re werewolves, not swearwolves!«) er også under udvikling.
I mellemtiden kan vi heldigvis fornøje os med midterbarnet i spinoff-trekløveret, der næsten lyder som et remake med samme navn, næsten samme setup og samme mockumentary-stil. Men der er forskelle. Og hvilke forskelle!
Ligesom i filmen følger vi tre flere hundrede år gamle vampyrer, Nandor, Laszlo og Nadja, der bor sammen i en gammel victoriansk villa og tilsyneladende lever(-ish) for at bitche over hinanden: »The problems with living with other vampires are the vampires I have chosen to stay with«, som Nadja udtrykker det.
Men – modsat filmen – er de ikke kun de tre. Nej, de har også hver deres familiars, mennesketjenere, og tilmed en fjerde vampyr boende, en såkaldt energivampyr ved navn Colin Robinson. Colin er ikke flere hundrede år gammel, kan ikke forvandle sig til en flagermus og dræner ikke sine ofre for blod. I stedet dræner han dem, som en anden Bill Lumbergh (’Office Space’, look it up, people!), for deres livsenergi ved at fange dem i samtaler om regneark og deres foretrukne printerpapir, indtil de dratter om nærmest komatøse.
Colin Robinson og Nadja (perfekt spillet med sitrende afsky og arrogance af Natasia Demetriou) er begge eksempler på, hvordan ’What We Do in the Shadows’-serien i både figurgalleri og casting ikke blot matcher, men faktisk overgår filmen i en sådan grad, at man slet ikke savner Waititi og Clement, der selv spillede hovedrollerne i originalen.
Komikken udspringer af absurditeter og modstillinger. Vampyrerne føler sig hævet over menneskene, men synker konstant til – og under – deres niveau, når de småligt skændes om, hvem der ikke har drukket sine menneskeofre færdigt, eller om Laszlos hat, der er lavet af heksehud (!), er forbandet (væltende reoler, der maser familiars til døde, og bygninger, der eksploderer, tyder på, at det er den sgu nok).
Mørkets fyrster udstillet som patetiske petitesseryttere, men aldrig uden varme og kærlighed. Nandor, Laszlo og Nadja er stoiske, stolte tåber, Don Quixote-agtige eksistenser med hugtænder, men de er vores tåber. Og da en tudsegammel vampyrbaron kommer på besøg fra the old country og pludselig giver trekløveret til opgave at erobre hele USA, hepper vi på dem. De har godt nok kun erobret Staten Island. Ej. Det passer ikke. De har faktisk kun erobret den gade, de bor på, og en anden gade. Nej, ok. Det er faktisk heller ikke rigtigt. De kontrollerer faktisk kun deres eget hus. Selvom de har været der i årtier.
Missionen virker umulig, men den skal lykkes. Om ikke andet så for Colin Robinson.
Kort sagt:
Vampyrmockumentarygenren springer ubesværet fra New Zealand til USA med endnu bedre casting, sylespidse jokes og et laserskarpt blik for absurd situationskomik. ’What We Do in the Shadows’ er en tidlig kandidat til årets komedieserie.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.
Læs også: De bedste serier på HBO Nordic