’Abbott Elementary’: Årets store Emmy-komediehit minder om ’The Office’, da den var bedst

’Abbott Elementary’: Årets store Emmy-komediehit minder om ’The Office’, da den var bedst
'Abbott Elementary'. (Foto: Disney+)

At være lærer er et af de mest utaknemmelige jobs.

Konstant bliver der skåret i budgetterne, politikerne brokker sig over, hvor galt det står til, og eleverne er, ærlig talt, lidt nogle narrøve en gang imellem. For slet ikke at tale om forældrene.

Men hvis man nu lige skruer op for den absurd-komiske side af sagen, står man med comedy-guld.

Eller seks Emmy-nomineringer, hvoraf to af dem sidste uge blev vekslet til gyldne statuetter for bedste kvindelige birolle og bedste manuskript i en komedieserie.

‘Abbott Elementary’. (Foto: Disney+)

Ja, det var en rigtigt god aften for ’Abbott Elementary’ og serieskaber og hovedrolleindehaver Quinta Brunson.

Første sæson af komedieserien har også mange elementer, der kan gøre den til en all-time-klassiker, hvis den holder niveau.

Omdrejningspunktet er den nyuddannede Janine (Brunson) og hendes kollegaer på Abbott Elementary i Philadelphia. Et uset filmhold følger deres hverdag – ’The Office’ har ikke levet forgæves – som er alt andet end kedelig.

I første afsnit er der en lærer, der bliver fyret, efter hun sparker en elev over skinnebenet. Og så er det ikke undskyldning nok, at det var purken, der sparkede først..

‘Abbott Elementary’. (Foto: ABC/Scott Everett White)

Den fyrede var en af Janines venner fra seminariet, der var startet samtidig med hende på Abbott for cirka et år siden. Den underfinansierede skole og de mange børn fra udfordrede hjem slider på psyken, hvis ikke man har arbejdskappen på.

Så ind kommer den nye vikar Gregory (Tyler James Williams), der i øvrigt var til samtale for et lille års tiden angående jobbet som rektor. Han havde egentlig fået det, men så opdagede Ava (en fuldstændigt vidunderlig vanvittig Janelle James), at skolebestyrelsesformanden havde en affære, så hun afpressede ham for at få jobbet.

»Jeg havde jo brug for et job«, som hun forklarer pralende til både kameraet og hvem end, der spørger til, hvordan hun fik jobbet. For Ava er håbløst ukvalificeret som rektor. I den dur minder hun om klovnechefen over dem alle, Michael Scott fra ’The Office US’.

Det åndelige slægtskab mellem de to serier er ikke til at komme udenom. Begge er naturligvis arbejdspladskomedier iscenesat som mockumentarys, men også den elegante måde, hvorpå den spirende romance mellem Janine og Gregory bliver formidlet, er ren Pam og Jim, da det var bedst.

Alligevel er ’Abbott Elementary’ fuldstændigt sin egen. Serien viger aldrig fra sit unikke udgangspunkt, nemlig skolen og lærerne samt de udfordringer, de møder hver dag i den forbindelse.

‘Abbott Elementary’. (Foto: Disney+)

I et fabelagtigt afsnit bliver TikTok-trends herligt dissekeret i al deres flygtighed, og som lidt mere alvorlig modvægt er der flere små fine øjeblikke om den svære kunst at inddrage forældrene, hvis tingene ikke helt er, som de skal være i skolen eller i hjemmet.

Det er ikke for ingenting, at halvdelen af de Emmy-nomineringer, ’Abbott Elementary’ fik, var for skuespil. For det bugner med mindeværdige karakterer, hvor Broadway-veteranen Sheryl Lee Ralphs vinderpræstation som den ældre og snu børnehaveklasselærer Barbara emmer af varme og no bullshit-attitude.

Når alt kommer til alt, er der dog ingen tvivl om, at ’Abbott Elementary’ er Quinta Brunsons. Det er Janines liv og udvikling som lærer og menneske, der langt hen ad vejen er drivkraften. For hvad sker der, når en naiv, evig optimist gang på gang bliver udsat for en virkelighed, der ikke altid makker ret?

Man vokser med opgaven, og ’Abbott Elementary’ har i den grad vokseværk mod noget stort.


Kort sagt:
Året Emmy-darling på komedieseriefronten er sjov og hjertevarm, med masser af mindeværdige øjeblikke og en spirende romance, hvis lige ikke er set siden Pam og Jim i ’The Office US’.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

‘Abbott Elementary’. Serie. Serieskaber: Quinta Brunson. Medvirkende: Quinta Brunson, Tyler James Williams, Janelle James, Lisa James Walter, Chris Perfetti, Sheryl Lee Ralph, William Stanford Davis. Spilletid: 13 afsnit á 22 minutter. Premiere: Kan ses på Disney+.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af