Sideløbende med sit dayjob som en af klodens største skuespilstjerner og indflydelsesrig producer gennem sit selskab Plan B er Brad Pitt også selvlært kunstner.
Han arbejder ikke mindst med skulpturer, og nu har han ifølge The Independent fået sine første af slagsen udstillet på Sara Hildén Art Museum i Finland som led i en større udstilling med den britiske kunstner Thomas Houseago, hvor også en keramikserie af Nick Cave udstilles, for at det ikke skal være løgn.
Pitts skulpturer bærer blandt andet titlerne ‘Self-Inflicted Gunshot Wound to the House’ (der bestod af kugler krystalliseret i platin-silikone), ‘Candle Holders for Loved One’ og ‘Aiming at You I Saw Me But It Was Too Late’, en kasse af bronze med hænder, fødder og ansigter.
Ved åbningsceremonien fortalte Brad Pitt til finske Yle, at hans skulpturer kommer fra et meget ærligt sted.
»For mig handler det om selvrefleksion. Det handler om, hvor jeg har taget fejl i mine forhold, hvor jeg har trådt ved siden af, hvor jeg er skyldig«. Han fortsatte:
»For mig var det født ud af ejerskab over det, jeg kalder ‘selvets radikale inventarliste’, at være brutalt ærlig med mig selv og tænke på dem, jeg måske har såret, øjeblikke, jeg bare har fejlet i«.
Sara Hilden-museet ligger ved vandet i Tampere i Finland, og Thomas Houseago-udstillingen med værkerne af Brad Pitt og Nick Cave løber til 15. januar.