Steven Spielberg har lagt sig i Oscar-førerposition med sin autobiografiske film ‘The Fabelmans’, der tidligere på måneden havde verdenspremiere på filmfestivalen i Toronto.
Da festivalens priser skulle gøres op denne weekend, løb filmen med den vigtige People’s Choice Award, der historisk er gået til Oscar-vindere som ‘Nomadland’, ‘Belfast’, ‘Green Book’ og ‘La La Land’. I løbet af de sidste 10 år har alle vindere minimum indløst en Best Picture-nominering.
Det er et vigtigt rygstød for filmen, der allerede har høstet positive anmeldelser og som altså nu ligner en tidlig favorit i den kommende prissæsonen, som blev sparket i gang med efterårsfestivalerne i Venedig, Telluride og Toronto.
‘The Fabelmans’ skildrer Spielbergs formative barndomsår i Arizona, hvor hans hjerte for alvor begyndte at banke for filmkunsten. Michelle Williams og Paul Dano spiller hans forældre og skulle efter sigende levere blændende præstationer. Se traileren her.
Efter ‘The Fabelmans’ fik Sarah Polleys stjernespækkede drama ‘Women Talking’ næstflest stemmer i den store publikumsafstemning ved Toronto. Filmen har Rooney Mara, Claire Foy, Frances McDormand og Jessie Buckley på rollelisten og udspiller sig i et isoleret religiøst samfund. Modtagelsen har også været flot ved premiererne i Telluride og Toronto.
På tredjepladsen i publikumsafstemningen finder man Rian Johnsons imødesete efterfølger til ‘Knives Out’. ‘Glass Onion: A Knives Out Mystery’ udspiller sig i Grækenland, hvor Daniel Craig får følgeskab af blandt andre Edward Norton, Jennifer Hudson, Dave Bautista og Janelle Monáe.
‘The Fabelmans’ får dansk premiere 23. marts 2023. ‘Glass Onion’ lander på Netflix 23. december. Det er endnu uvist, hvornår ‘Women Talking’ kan ses i de danske biografer.