Hollywood-stjernen Chloë Grace Moretz har været i søgelyset, siden hun som barnestjerne spillede Hit Girl i superheltefilmen ‘Kick Ass’.
Men det blev internettets reaktion på et uskyldigt paparazzifoto af hende der hentede pizza, som fik skuespilleren til at trække sig fra mediernes søgelys.
For billedet affødte et meme, hvor stjernens krop blev figurerede ved siden af en tegneseriefigur fra ‘Family Guy’ med helt skæve kropsproportioner.
Den nu 25-årige stjerne fortæller i et interview med Hunger Magazine, at de mange memes fik hende til at udvikle kropsdysmorfi. En psykisk tilstand, hvor man bruger voldsomt meget tid på at bekymre sig om sit udseende, og hvordan ens krop ser ud og bør se ud.
»Der var et meme, som virkelig påvirkede mig, hvor jeg gik ind på et hotel med en pizzaæske i hånden. Og det her billede blev fotomanipuleret om til en karakter fra ‘Family Guy’ med de lange ben og den korte torso, og det var et af de mest udbredte memes på det tidspunkt« har Moretz udtalt til Hunger Magazine, hvor hun uddyber følgerne af memet:
»Alle gjorde grin med min krop, og jeg nævnte det for folk, og så var de sådan ‘åh, hold nu fucking kæft, det er sjovt’«. Men for skuespilleren udviklede det sig til et alvorligt problem:
»Jeg kan bare huske at sidde og tænke, min krop bliver brugt som en joke, og den er noget, jeg ikke kan ændre ved mig selv (…) I dag når jeg ser det meme, er det stadig noget, der er svært for mig at komme over. (…) Jeg tror, at kropsdysmorfi – som vi alle må kæmpe med i denne verden – bliver forværret af problemerne ved sociale medier. Det er et headfuck«.
At se sin krop fremstillet på den måde var et kontroltab, der fik Chloë Grace Moretz til at gemme sig væk for en stund. For at blive fotograferet gjorde hende angst: »Min puls steg, og jeg hyperventilerede« fortæller hun i samme interview.
Heldigvis hjalp pausen fra medieopmærksomheden:
»Det var skønt, for jeg slap væk fra fotograferne, og jeg var i stand til at se mig selv og have så mange oplevelser, som folk ikke fotograferede«.
Chloë Grace Moretz er aktuel i den kommende Amazon-serie ‘The Peripheral’ fra duoen bag ‘Westworld’.