(Spoiler-advarsel: Læs først med, når du har set ugens afsnit ’House of the Dragon’.)
Ugens nedsmeltning
Lad os starte med det himmelråbende først. Criston Cole gik fuldkommen i spåner til Rhaenyras bryllupsceremoni, hvor han smadrede kraniet på Laenor Velaryons elsker for øjnene af de fremmødte gæster.
Den Adonis-lignende King’s Guard har været i konflikt med sig selv, efter han brød sit kyskhedsløfte og var sammen med Rhaenyra. Og han blev tilsyneladende skubbet over kanten mod galskaben, da Rhaenyra afviste hans dybt naive tilbud om at stikke af til Essos og leve sammen.
Det var en ringe opbygning mod afsnittets klimaks, hvor han gik fuld bersærker – og faktisk afbrød en langt mere interessant konflikt mellem Rhaenyra og Daemon på dansegulvet, hvor de genoptog snakken om ægteskab.
Man kan kun håbe, at Coles koldblodige mord får konsekvenser, så den intetsigende karakter kan blive skrevet ud af serien hurtigst muligt. Indtil videre er han ikke mere end en omvandrende kliche, der distraherer fra seriens kerne og truer med at trække dramaet for meget i retning af sæbeoperaens banaliteter.
Ugens game changer
Når det så er sagt, trak bryllupsceremonien effektivt fronterne op mellem Alicent og Rhaenyra. Alicent fik øjnene op for Rhaenyras affære(r) og blev en gang for alle overbevist om, at Rhaenyra som regent kan betyde hendes børns endeligt, hvis hun ser sig nødsaget til at dræbe sine konkurrenter.
Ved bryllupsceremonien bekendte Alicent kulør, da hun i åbent oprør mod Viserys og Rhaenyra ankom for sent til middagen – iført en grøn kjole, der er Hightower-slægtens krigsfarve. Selvom Otto Hightower er blevet bortvist fra King’s Landing’, viderefører hans datter tydeligvis hans mission om at placere Aegon på tronen – og hun fik blandt andet støtte fra Oldtown.
På den anden side blev Rhaenyras position styrket, da hun lod sig gifte med Laenor. Og selvom deres tragiske vielse stod i skyggen af Criston Coles blodsudgydelse, markerede den en vigtig sejr for Rhaenyra, som fik en stærk allieret. Med Lord Corlys’ flåde i ryggen er hendes chancer for at indtage tronen uden indsigelser fra sine adelsfolk markant forbedret.
Ugens tema
Efter ugens afsnit må man sige, at ’House of the Dragon’ mere end noget andet handler om ægteskab og de ofre, man må tage på sig i en tid, hvor båndet mellem to mennesker primært blev indgået af politiske hensyn.
Rhaenyra og Laenor indgik en pagt om at forfølge deres lyster i privaten, så han kan forfølge sin homoseksualitet, og hun kan være sammen med de mænd, hun lyster.
Criston Cole blev drevet til vanvid, fordi hans tro på ægteskabet som institution krakelerede. Og Alicent indså, at hun ikke vil leve i skyggen af sin mand som en tro hustru og se på, mens Rhaenyra overtager kongeriget – blandt andet efter at Lord Larys Strong (søn til den nye Hand of the King) noget pludseligt hviskede hende manipulerende i øret.
Ægteskab var i ’Game of Thrones’ også en vigtig del af magtspillet, men i ’House of the Dragon’ er det så markant i centrum, fordi serien er dedikeret til at give os et kvindeligt perspektiv på livet i Westeros. Den får ikke for lidt i skildringen af ægteskabet som en potentiel dødsdom for kvinder.
Indtil videre er det dog svært at spore originaliteten, hvilket gør det noget enstrenget, når serien sætter alt ind på at udforske ægteskab og sex.
Ugens bundlinje
Skal man her på halvvejen gennem første sæson være lidt hård ved ’House of the Dragon’, kan man sige, at en stor del af serien indtil videre har føltes som at se skakbrikker flytte sig i slowmotion, mens den resterende del har kørt i dobbelthastighed.
Nogle konflikter udspiller sig utroværdigt hurtigt, mens andre går så langsomt, at man bliver i tvivl, om de overhovedet eksisterer. Man er hooked, fordi man ved, hvad hvert et træk bærer hen imod, men samtidig er det svært at komme udenom, at trækkene i sig selv ikke altid er lige spændende.
Det er prisværdigt, at serien tager sig god tid til at udfolde de indledende manøvrer, der leder op til Dance of the Dragons-borgerkrigen. Men det burde også betyde, at vi for alvor kommer under huden på karaktererne og deres relationer, hvilket ikke har været tilfældet hidtil.
Man savner, at serien gør noget overraskende og chokerende, uden at det føles som dårlig og forhastet historiefortælling. Her er Criston Coles pludselige nedsmeltning bare toppen af isbjerget.
Ugens største spørgsmål
Ugens afsnit sluttede på en cliffhanger, da Viserys endelig segnede om efter at have humpet sig igennem afsnittet i dårlig fysisk tilstand. Er dragekongen død?
Nok ikke. Man kan forestille sig, at Viserys’ død bliver kulminationen på første sæson, så borgerkrigen for alvor kan bryde ud i lys lue i anden sæson.
Alligevel fortjener hans helbred opmærksomhed allerede nu. I starten af serien blev hans forfald skildret symbolsk: Han kunne ikke sidde på Jerntronen uden at blive revet til blods. Ergo var han en uværdig regent.
Siden er hans tilstand kun blevet forværret, og serien har med skud af drikkekopper, der fyldes med væske, antydet, at han måske bliver forgiftet. Men her halvvejs i sæsonen aner vi stadig ikke, hvad der forårsager hans tilstand.
Ugens afsnit gav en lille antydning af, at Viserys’ Grandmaester måske er med til at forgifte kongen. I hvert fald var den lærde mester hurtig til at afvise brugen af andre former for medicin. I stedet skulle Viserys fortsat spises op af igler – en medicinsk kur, som ikke har haft nogen synderlig effekt hidtil.
Uvidenhed eller kalkuleret spil? Forhåbentligt giver serien os et tilfredsstillende svar inden længe.
’House of the Dragon’ kan ses på HBO Max.