(Spoiler-advarsel: Læs først med, når du har set tredje afsnit af ’House of the Dragon’.)
Ugens gamechanger
Ugens afsnit sprang to år frem i tid, en slags gamechanger i sig selv.
Viserys og Alicent har nu fået en mandlig arving – Aegon II – hvilket utvivlsomt vil få konsekvenser for tronfølgen. For selvom Viserys forsikrede Rhaenyra om, at han fortsat vil have hende som arving, vil kongens adelsfolk sandsynligvis forvente, at han gør Aegon til arving, når nu han har muligheden for at vælge en mand som tronfølger.
Her ser vi konturerne til Dance of the Dragons – den borgerkrig mellem Targaryen-slægtningene, serien bygger hen mod. Viserys’ egen fortælling om et drømmesyn, hvor han havde set en mandlig arving efterfølge ham og bære Aegon the Conqueror’s krone, lader da også til at underbygge en konflikt mellem hans to børn af forskellige mødre.
Der er heller ingen tvivl om, at Otto Hightower og dronning Alicent også gerne vil se Aegon II på tronen – og ikke kun af magthensyn. Hvis Rhaenyra vil være regent, kan hun blive tvunget til at slå ham ihjel for at feje konkurrencen af banen.
Ugens power move
Kun tre afsnit inde i ’House of the Dragon’ fik vi smæk for skillingen! Episoden startede med Daemon og hans ildspyende drage, der dræbte fjender såvel som allierede ved krigen mod The Crab Feeder i The Stepstones. Vi fik også en næsten 10 minutter lang actionsekvens i slutningen af afsnittet, hvor en lokkedueplan ledte Daemon til sejr.
At serien fortsat har en del problemer med at skildre Daemons utilregnelighed overbevisende, stod klart, da han ud af det blå smadrede en af Viserys’ budbringere – tilsyneladende rasende over, at hans krig gik så dårligt, at hans storebror nu lovede at komme ham til undsætning.
Men Daemons iver efter at bevise sit værd på egen hånd affødte da i det mindste den store actionsekvens, hvor Daemon ene og alene lokker Crab Feederens mænd ud af sit skjul, så Velaryon-hæren kan falde dem i ryggen. Det var måske ikke helt ’Battle of the Bastards’-niveau, men det var kærkomment med et stort udstyrsstykke så tidligt i sæsonen – budgettet er trods alt mange gange højere end første sæson ’Game of Thrones’.
Ugens tema
Hvad gør en person til en værdig regent? Spørgsmålet trængte sig på under den dekadente fejring af Aegon Targaryens toårsfødselsdag, som blev brugt på en stort anlagt jagt for adelen. Viserys hang ved flasken, mens hans mænd forsøgte at opspore en stor hvid kronhjort – kongen af The King’s Wood, som den blev døbt – der kunne give Viserys et tiltrængt rygstød som konge.
Men kronhjorten viste sig aldrig for Viserys, der i stedet måtte tage til takke med en brunlig hjort, som han ikke engang kunne finde ud af at slå ihjel ordentligt. Endnu engang blev han presset af traditionerne til at gøre noget, der stred med hans natur. Det var en stærk scene, båret af Paddy Considines spil.
Og den symbolske værdi i, at kronhjorten i stedet viste sig for Rhaenyra – der i øvrigt viste tænder i en lidt malplaceret sekvens, hvor hun gennemdolkede et vildsvin, så blodet farvede hendes guldlokker røde – var selvfølgelig til at tage at føle på.
Ugens bundlinje
Allerede i dette afsnit begynder man at mærke en tendens til, at serien springer let og elegant over en masse mellemregninger for at komme hurtigt frem i teksten – frem til den store borgerkrig.
Men lå der virkelig ikke en interessant historie i Daemons anstrengelser for at besejre piraterne i The Stepstones, der kunne være foldet ud over længere tid? Gik vi ikke glip af nogle interessante mellemregninger i forholdet mellem Rhaenyra, Alicent og Viserys, der pludselig har ændret sig gevaldigt?
Og havde vi virkelig brug for antydninger af en spirende flirt mellem Cristin Cole og Rhaenyra, der ikke har synderligt god kemi sammen på skærmen?
Om grebet med at springe så markant i tid kommer til at tage pusten fra serien, må tiden vise. Men jeg begynder at få bange anelser. Dermed ikke sagt, at den afsluttende kampsekvens og enkelte øjeblikke i det ellers lange (men klassisk ’Game of Thrones’ske) jagtoptog var stærke.
Og der blev effektivt lagt op til presset på Rhaenyra for at finde en passende ægtemand efter eget ønske. Lad os håbe, hun finder et bedre match end Jefferson Halls Lannister-charmør, som var en kedelig fattigmandsversion af Nikolaj Coster-Waldaus smækre guldridder.
I det hele taget må man sige, at serien endnu ikke har formået at introducere birolleskuespillere, der virkelig stjæler showet, men de skal selvfølgelig også lige have en fair chance.
Ugens største spørgsmål
Vent. Var det en Velaryon på drageryg? Da Daemon Targaryen var allermest presset under førnævnte lokkedueplan, kom Corlys’ arving Laenor Velaryon ham til undsætning på sin drage Seasmoke. I det gamle Westeros er det nemlig ikke kun Targaryen-folket, der kan tæmme dragerne.
Også Velaryon-folket, der både har valyrisk og Targaryen-blod i årene efter ægteskaber med dragefamilien, har drager i deres fold. Som søn af både Corlys Velaryon og Rhaenys Targaryen blev Laenor – og hans søskende – opfostret med et drageæg, der udklækkedes for ham.
’House of the Dragon’ kan ses på HBO Max.