Marvel-mørket falder på i kommende Halloween-special.
At dømme på traileren til Marvels kommende ’Werewolf by Night’ er der lagt i ovnen til et gedigent gys, når filmen lander på Disney+ senere på efteråret.
I klassisk sort-hvid-stil a la old Hollywood spiller Gael García Bernal monsterjageren med det felline navn Jack Russell, der ved fuldmåne forvandler sig til ‘Werewolf by Night’.
Bernal spiller overfor Laura Donnelly (’The Nevers’) i rollen som monsterjageren Elsa Bloodstone. I resten af castet finder man Harriet Sansom, Harris Daniel Watts, Eugenie Bondurant, Kirk Thatcher og Jaycob Maya.
Bag kameraet finder man overraskende Michael Giacchino, der normalt er kendt som Oscar-belønnet filmkomponist bag musikken til ’Spiderman: No Way Home’, ’Thor: Love and Thunder’ og mange flere. ’Werewolf by Night’ er hans spillefilmsdebut.
Historien er skrevet af Peter Cameron, der førte pennen på ’Moon Knight’ og ’WandaVision’, samt Heather Quinn (’Hawkeye’).
Marvel-chef Kevin Feige kaldte på weekendens Disney D23-messe projektet for »sjovt uhyggeligt«.
Jack Russel-karakteren så dagens lys for første gang i tegneserieform tilbage i 1972.
’Werewolf by Night’ forventes at lande på Disney+ i Danmark den 7. oktober, hvor den får premiere i USA.