‘Moon Knight’ og ‘The Batman’ tager kampen op mod psykiske lidelser i superhelteland – og det er på tide

Rigtige superhelte lider i stoisk tavshed. Sådan var det i gamle dage – men dén tilgang til at skildre mental sundhed i blockbuster-underholdning bør tages op til overvejelse i 2022. Heldigvis er der nye boller på suppen i to aktuelle superheltetitler.
‘Moon Knight’ og ‘The Batman’ tager kampen op mod psykiske lidelser i superhelteland – og det er på tide
'Moon Knight'. (Foto: Disney+)

KOMMENTAR. Med store kræfter følger stort ansvar.

Og med stort ansvar følger en hulens masse eksistentiel angst, skyld og skam, der gør superheltekapperne tunge som bly.

Frelsere og skurkes mentale kvababbelser har alle dage været en integreret komponent i superheltemytologien, der – i bedste fald – føjer fascinerende facetter til selvtægtshævnerne og deres mørke modsætningers selvbilleder og forsøg på at passe ind i en verden, der frygter og forguder dem i lige mål.

Men skønt de færreste nogensinde har været i tvivl om, at navnlig Batman har en skrue løs, er det sjældent, at genren for alvor tager favntag med konsekvenserne af reelle mentale lidelser udover den nemme løsning – at kyle de værste sager lukt bag lås og slå i Gøgerede-mareridtsborgen Arkham Asylum og smide nøglerne væk.

Farvel og tak, sindsforstyrrede freaks. Her er en sløv tusch, I kan bruge til at tegne sindrige konspirationsmønstre og forbandelser på væggene i cellen med til evig tid, mens hygiejnen går fløjten.

Uden for murene gemmer nattens spejderdrenge sig bag andre, mindst lige så tykke, men anderledes luksuriøse vægge og nurser den del af jobbetegnelsen, der er kunsten at lide i stoisk tavshed.

Som en rigtig mand, selvsagt, for boys don’t cry (med mindre de er mindreårige Spider-Man, der får et kærligt fripas, frem til han bliver buksemyndig).

Glorificering af livets skyggesider

Dén form for knudemandsskildring af glorificerede, übermaskuline idealer blev oprindeligt født af en anden tid.

Og der hører de stadig til.

I en moderne verden, hvor psykisk sygdom, stress og angst fylder i samfundet som aldrig før – og hvor vi alle hurtigt kan blive enige om, at gennemsigtighed omkring, hvad det indebærer, og hvem det rammer (= alle) – fremstår opretholdelsen af oldschool-helteportrætter ikke alene tonedøve, men decideret beskæmmende.

Og derfor er det velkomment, at en række nyere superheltetitler præsenterer en anderledes konkret, forfriskende tilgang til at nuancere den klassiske helt i en mere bevidst spejling af- og kommentar til vor tids fokus på mental sundhed.

Robert Pattinson i ‘The Batman’ (Foto: PR)

I Matt Reeves’ dystre, biografaktuelle ’The Batman’ er Robert Pattinsons Bruce Wayne så knuget af sociale fobier, at hans yderst sjældne ekskursioner i civil i Gothams gader bliver mødt med ublu forbløffelse. Ingen – og jeg mener ingen – i filmen lægger skjul på, at de udmærket er klar over, at Bruce mildest talt har det ad h til.

Og skønt filmen ikke tilbyder sin nattens ridder nogen synderlig hjertevarm forløsning (det ville da også ligne Bat-land dårligt), spiller forknytte Pattinson karakteren med en afgrundsdyb melankoli og til tider decideret frustrerende apati, så man for første gang i nogen Bat-film ikke kan være et sekund i tvivl om, hvor akut manden har brug hjælp.

Er han mindre cool eller troværdig af den grund? Ikke det fjerneste.

Ovre hos Marvel tager serien ’Moon Knight’ på Disney+ tematikkerne omkring mental disharmoni længere endnu, idet den titulære hovedperson – fantastisk spillet af Oscar Isaac – har diagnosen dissociativ lidelse, der forårsager blandt andet identitetsforstyrrelser og hukommelsestab. Udsprunget (som så ofte i den virkelige verden) af personlige traumer og konflikter.

Tænk den mere ’realistiske’ udgave af det stigmatiserede Dr. Jekyll og Mr. Hyde-koncept førhen legemliggjort på mere ekstrem vis af Hulken.

Oscar Isaac i ‘Moon Knight’. (Foto: Disney+)

Moon Knight aka. Marc Spector aka. Steven opfordres af sin arbejdsplads til at søge behandling, er bange for at se sig selv i spejlet og er blevet udnyttet på det groveste af sit ’helte-alter ego’, der som en parasit infiltrerer sprækkerne i hans flossede sind.

Det er i momenter oprigtigt hjerteskærende at se på, og skønt serien ligesom ’The Batman’ da snildt kunne gøre mere – navnlig i forhold til karakterens syn på professionel hjælp, der nødig bør dæmoniseres – er det et vigtigt skridt på vejen mod at hudflette omkostningerne ved psykiske lidelser – uden at festen spoleres af den grund.

‘WandaVision’ sparkede en dør ind

Superheltefilm og -serier skal være et frirum, selvfølgelig. En farverig flugt fra den grå leverpostejshverdag, der skal kilde i maven.

Det kan diskuteres, hvor frydefuldt actionpræget det ville være at være fluen på væggen til en time lang, tårevædet session med Bruce Wayne på psykologbriksen. Og der er da heller ingen der siger, at superhelteproduktioner pludselig skal efterstræbe socialrealisme og DR-dokumentarer.

Men med de nævnte titler i denne artikel har genren allerede eksperimenteret vellykket med vidt forskellige, spændende tilgange til at kaste lys over tematikkerne:

Hvor ‘The Batman’ favner tristessen, og forrige års rå ‘Joker’ leverede en sydende, voldspræget samfundskritik af, når systemet fejler og fordærver sårbare skæbner (en finger til Bat-universets egen Arkham-trope), så bibeholder ‘Moon Knight’ til gengæld en skæv og kæk humor, der ingenlunde underminerer heltens udfordringer.

Elizabeth Olsen i ‘WandaVision’. (Foto: Marvel Studios)

I 2013 forsøgte ’Iron Man 3’ forsøgt at grave ned i sin helts forbipasserende depression, om end dén film endte som en rodebunke af halvbagte ideer omkring depression. Langt bedre gik det for sidste års fremragende Disney+-serie ’WandaVision’, der gik i kødet på traumebearbejdelse på overraskende ærlig og relaterbar vis uden at give køb på magien.

Lige dér blev døren sparket ind til diskussionen om, hvordan det superkommercielle superhelteland mere målrettet kan fordre til åbenhed omkring tidligere tabubelagte emner, der – som nævnt i starten af dette skriv – vitterligt altid har været en del af genrens eget DNA.

Og i år er ’Moon Knight’ og ’The Batman’ så trådt et par skridt over tærsklen.

Engang krævede det sin supermand at stå ved og tale åbent om mentale lidelser. I dag opfordres vi aktivt til at bearbejde udfordringerne i fællesskab.

Hvis Pixar kan finde kreative veje dertil uden at gå på kompromis med et gran af underholdningsværdien (se navnlig ’Inderst inde’ og ’Soul’), så kan Marvel, DC, Sony og alle de andre det også inden for rammerne af hver deres unikke universer.

Med store kræfter følger stort ansvar, ja. Og det er på tide, at heltene i endnu højere grad tager deres del på kapperne.

’Moon Knight’ kan ses på Disney+. ’The Batman’ kan ses i biografen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af