‘Moon Knight’: Fantastiske Oscar Isaac stråler i Marvels mørke superhelteserie
Nogle skuespillere ville kunne tage en papirpose over hovedet og stadig udstråle mere karisma end det halve Hollywood til sammen, mens de spillede deres kolleger af banen foran kameraet.
Og nej, jeg taler ikke om dig, Shia LaBeouf, men om Oscar Isaac, der synes helt og aldeles ude af stand til at levere en ikke-seværdig præstation uanset hvilken genre, han kaster sig ud i.
Så kan det godt være, at projekterne ikke altid lever op til talentet, men så længe dansk-gifte Isaac er alene på skærmen, er vi i sikre hænder.
Den form for unikt nærvær belønnes stort i publikumsloyalitet, hvorfor manden – eller, »the internet’s boyfriend«, som han blev døbt for år tilbage – helt velfortjent er en af vor tids mest populære stjerner.
Og det skal ikke undre mig, om han ikke også i morgen er en af de mest populære nye superhelte.
Marvel og Disney+ har således gjort sig lidt af et klassescoop i castingen af Isaac som antihelten Moon Knight, der ikke alene er den kødelige, om end overnaturligt stærke »repræsentant« for en voldsparat egyptisk gud, men oveni hatten kæmper sin egen kamp med en sindslidelse, der gør hverdagen til en labyrint af social angst og sorte huller i hukommelsen.
Jeg indrømmer gerne, at jeg stort set intet kendte til Moon Knight og hans tegneseriemytologi før jeg satte mig og slugte de første fire afsnit af Disney+-serien.
Men ikke alene gjorde det absolut intet skidt for indlevelsen, jeg vil ligefrem anbefale, at nytilkommere til universet heller ikke læser op på karakterens forhistorie for at få maksimalt udbytte af navnlig det første, forrygende underholdende afsnit, der etablerer vor komplicerede helts mildest talt skræmmende kvababbelser for at bevare forstanden (glæd dig til Marvels bedste biljagt til dato!).
Det eneste, jeg vil fortælle dig er, at vi indledningsvist møder Isaac som britiske, kejtede Steven, der til daglig arbejder i gavebutikken i British Museum i London, og efter alle moderne standarder har akut brug for en terapeut.
Steven sover med en fodlænke for ikke at »gå i søvne«, hører sporadisk stemmer, og mødes af en opgivende chef, som ikke har meget til overs for hans »distræte« natur – et set-up, der hurtigt etablerer seriens sortsarkastiske, ærkeengelske humor.
En humor, der vellykket supplerer Stevens alt andet end morsomme frygt for, at virkeligheden smuldrer, når han lukker øjnene. Det er Marvels første reelle favntag med mental sygdom, og Isaacs nuancerede, skiftevis urkomiske og dybt melankolske spil sikrer, at figuren aldrig tangerer karikatur.
Men hvorfor er vi egentlig lige i London … ?
»Marvel sagde, at de har for mange historier, der foregår i New York«, fortalte instruktør Mohamed Diab med et skævt grin til den virtuelle pressekonference, jeg deltog i forud for premieren.
Ved selvsamme understregede Diab og castet – der også tæller, dobbelt-scoop, Ethan Hawke – at ’Moon Knight’ i tonen skiller sig markant ud fra øvrige Marvel-produktioner. Et statement, man som journalist selvsagt tager med et gran salt oven på de sidste 10+ års 30+ superhelteprojekter.
Efter de første 3,5 time må jeg imidlertid konstatere, at ’salgstalen’ ikke var rene floskler:
Foruden humorens tørre islæt er ’Moon Knight’ både mørkere og mere voldelig end sidste års Marvel-serier på Disney+, og det klæder fortællingen, at der er langt mere ’Harry Potter and the Deathly Hallows’ møder ’Indiana Jones’ end ’Hawkeye’ over løjerne (serieskaber Jeremy Slater har tidligere skabt serierne ’The Umbrella Academy’ og ’The Exorcist’).
»Jeg blev overrasket over, hvor meget frihed vi fik. Så længe vi bare arbejdede i Marvels køkken, kunne vi kokkerere, hvad vi ville«, fortalte Hawke (seriens bad guy) til pressekonferencen, mens Isaac supplerede med anekdoter om, hvor tætte holdet blev bag kameraet.
Kemien både ses og mærkes i det færdige produkt, og det er en fryd at opleve de to scenestjælere tørne sammen. Selvom det unægtelig kaster visse skygger, at serien blev deres medspiller Gaspard Ulliels sidste store projekt – den franske stjerne døde tragisk sidste år i en skiulykke, ikke længe efter ’Moon Knight’-optagelserne.
Udover London-lokationerne foregår en stor del af ’Moon Knight’ ikke overraskende i Egypten, og instruktør Diab – som selv er egypter – har tilstræbt et billede, der ikke replicerer Hollywoods generiske skildringer af »mumieland« og mørklødede banditter.
Også den mission lykkes, skønt der sniger sig en vis standardiseret superhelteramasjang ind serien som den skrider frem, der gør mig en kende bekymret for, om man efter finalen i sjette afsnit alligevel vil ønske, at ’Moon Knight’ var blevet til en mere skarpskåret film uden for meget overflødigt fedt i midterstykket.
Men den tid den sorg.
For nu, to tredjedele inde i ’Moon Knight’, kan jeg dårligt andet end at sende Oscar Isaacs fascinerende helt afsted med en superanbefaling til selv den mest superheltetrætte seer.
Kort sagt:
Altid seværdige Oscar Isaac er fantastisk godt superhelteselskab i en velkomment mørk Marvel-serie, der ikke er bange for at få blod på hænderne. Enhver ’Indiana Jones’-fans vil gyse af fryd.
Anmeldelsen er baseret på de første fire afsnit.