‘Hawkeye’: Velkommen til Marvel-filmatiseringen af Mr. Darcys julesweater
»Byen flyver, vi bekæmper rumsvæsner, og jeg har en bue og pil. Intet af det her giver nogen mening«.
Sådan lød det fra hårdtprøvede Hawkeye aka. Jeremy Renner aka. Marvels mindst prioriterede superhelt i ’Avengers: Age of Ultron’ tilbage i 2015.
Replikken indgik i filmens ikke videre subtile forsøg på at booste bueskyttens profil via metasatire af hans beskedne evner overfor de gudestærke Avenger-kolleger og et pludseligt fokus på privatlivet som familiefar, der kvaste alle forhåbninger om en saftig romance med BFF’en Black Widow.
Det var en dramaturgisk makeover så halvhjertet, at Hawkeye gled stadigt længere ud på sidelinjen i Marvels filmunivers, slet ikke medvirkede i ’Avengers: Infinity War’ (du er tilgivet, hvis du ikke bemærkede det) og slutteligt blev udstyret med yolo-hanekam og tatoveringer i ’Endgame’ fordi why not.
Og nu?
Nu skal han som en anden John ’Die Hard’ McClane redde julen i sin egen serie på Disney+, omgivet af bjældeklang og en tv-æstetik milevidt fra årets øvrige Marvel-serier ’WandaVision’, ’The Falcon and the Winter Soldier’ og ’Loki’ (heller ikke ved kasse 1 trak Hawkeye det længste strå).
»Du har et brandingproblem«, siger superhelte-bueskytten-in-spe Kate Bishop sågar til vor helt, da de to mødes, mens et gigantisk Disney-logo lyser op i baggrunden på Times Square.
Men skønt Marvels selvironisering over Hawkeyes inferiøre imageværdi stadig er funny ’cause it’s true, er det også lidt irriterende at blive mindet om igen og igen i en miniserie, hvis titel forlader én til at tro, at den netop er designet til at råde en vis bod på filmenes forskelsbehandling (spoiler: Det er ikke værkets mest brændende ærinde).
Ikke noget under, at Clint Barton, som helten hedder i civil, efterhånden ligner en træt mand, der bare gerne vil hjem på sofaen og skrue ned for høreapparatet – ja, seriens Hawkeye skildres med stærkt nedsat hørelse, ligesom i tegneserierne.
’Hawkeye’ er skabt af Jonathan Igla (producent på ’Bridgerton’ og ’Mad Men’-manuskriptforfatter), og i de to afsnit, pressen fik til rådighed forud for premieren sættes scenen for en klassisk muggen mentor vs. frisk lærling-fortælling:
Clint er på juletur med ungerne i New York, hvor den langt om længe står på kvalitetstid og Broadway-musicalen ’Rogers’ – et veloplagt ’Hamilton’-spoof, der fortolker Avengernes bedrifter med en genialt hysterisk grad af farvelade-kitch, jeg hjertens gerne betalte mange (mange, siger jeg!) sparekroner for at se realiseret i virkeligheden.
Idyllen brister imidlertid da vor helt krydser veje med førnævnte Kate. Ikke alene har collegestudenten idoliseret Hawkeye fra barnsben, hun har også har fået fingre i hans ’Ronin’-kostume – den dragt, Clint bar, da han i al hemmelighed jobbede som blodtørstig hævner i de mellemliggende år fra Thanos udraderede halvdelen af jordens befolkning til Avengerne fik alle tilbage igen.
Clints hustru og tre børn var blandt de mange millioner, der forsvandt i fem år, og man kunne snildt have forestillet sig en serie, der langt mere målbevidst end tilfældet er her dykkede ned i de dybe, psykologiske ar, der uundværligt må have fulgt med transformationen fra sød familiefar til sorgramt vanvidsmorder og tilbage igen.
Jeremy Renner er en bundsolid dramatisk skuespiller med kant, som vi har set det i film a la ’The Hurt Locker’ og ’Wind River’, men et sådan dystert fokus havde selvsagt ikke harmoneret med Marvel og Disneys ’It’s the Most Wonderful Time of the Year-ambitioner – for hyggen er i højsædet i ’Hawkeye’, der derfor hellere uforvarende udstiller Renners manglende komiske timing end den kradser i overfladen af Clints traumer (i hvert fald til en start).
Allerhelst fokuserer seriens første tredjedel dog på Kate, som mistede sin far under Lokis angreb på New York i 2012 (omdrejningspunktet i første ’Avengers’-film), og siden har dygtiggjort sig i alt fra bueskydning til fægtning i drømmen om…noget.
Kate ved det ikke selv, men det gør vi:
Hailee Steinfeld har karisma i spandevis, og den forkromede forretningsplan dikterer naturligvis, at hun skal »overtage« buen fra Hawkeye i Marvel Cinematic Universe-regi, hvor en hastigt voksende flok af unge helte står klar til at løfte arven fra ’Avengers’-æraen (lige om lidt får vi også serierne ’Ms. Marvel’ og ’She-Hulk’ på Disney+).
Det er alt sammen a-okay, men undertegnede anmelder havde immervæk gerne set, at ’Hawkeye’ først og fremmest handlede om, well, Hawkeye.
Eller at Steinfeld og Renners buddy-dynamik i det mindste havde været så uimodståelig gnistrende, at den helt havde overstrålet seriens karikerede bifigurer, og et krimiplot med en led papfar, der er nogenlunde lige så sindsoprivende som Mr. Darcys notoriske julesweater.
‘Black Widow’s Florence Pugh kan meget vel vise sig at være rollelistens Joker, der for alvor sætter fut i klejnerne senere hen, men det er desværre ikke til at bedømme endnu ud fra de tilgængelige afsnit.
De tre forgående Disney+-serier udmærkede sig ved at trække superhelte og semiskurkes eksistentialistiske kvababbelser ned på et (i overført betydning) jordnært og ofte oprigtigt rørende plan, der gjorde fin brug af serieformatets mange timer til at dyrke de menneskelige nuancer i karakterer, der førhen spillede andenviolin til Marvel’s VIP’s.
Uden at give køb på tegneseriemiljøets sælsomme eventyrlighed, vel og mærke.
Hver havde helt sin egen tone og stil: ’WandaVision’ var et kalejdeskopisk studie i sorgbearbejdelse, ’The Falcon and the Winter Soldier’ en hudfletning af BLM-blindspots i selve superheltegenren og ’Loki’ en psykedelisk charmerende rumrejse inspireret af Terry Gilliam og David Fincher.
Til sammenligning er ’Hawkeye’ i sine første afsnit en noget generisk størrelse, men jeg har ikke opgivet håbet om, at Clints force – hans unikke hverdagsperspektiv på heltetilværelsens absurditeter – endnu kan nå at blomstre som serien skrider frem.
Guderne skal vide, at en dosis superrealitetssans er tiltrængt ovenpå Marvel’s nylige bombastiske biograffadæse ’The Eternals’.
Og så lad mig så ellers for julefredens skyld slutte i det lune hjørne:
Lige så snu et markedsføringstrick det er at vikle fem Disney-guirlander om Clints bue og kalde ham årets julegave, fra alle os til alle jer, lige så effektivt er det også, hvis man som seer bare gerne vil koble af med et par sympatiske hovedpersoner, en omgang ufarlig action og en nuttet, halvblind hund.
Kommer Hawkeye hjem i tide til at pynte træet og indkassere Avengers-pensionen?
Det skal være ham vel undt.
Kort fortalt:
Marvels mindst hypede Avenger skal redde både julen og æren i Disney+’s nye superhelteserie, der er rig på familiehygge, men fattig på originalitet.
Anmeldelsen er baseret på de første 2 afsnit ud af 6.