‘Eternals’: Det vil passe mig udmærket, hvis vi aldrig ser Marvels nye superhelte igen
Årets Oscar-vindende instruktør har begået Marvels mindst vellykkede superheltebrag i årevis.
Øv med øv på, og why do bad things happen to good people?
Nedslåede hilsner fra en Marvel-fangirl, som havde glædet sig usigeligt til at se, hvordan ’Nomadland’-skaberen Chloé Zhao ville besjæle blockbusterland med sine særegne indiefilm-sensibiliteter.
Bevares, måske var det alle dage naivt at tro på, at Zhao kunne bibeholde sin kunstneriske signatur i Marvel-maskineriet, når instruktøren samtidig dirigerer det største ensemblecast af spritnye helteansigter siden ’The Guardians of the Galaxy’.
En lettere bizar kreativ kobling med tanke på, at Zhao fortrinsvis er kendt og hyldet for intime socialrealistiske skildringer af ordknappe enspændere (foruden ’Nomadland’ er rodeofilmen ’The Rider’ et minimesterværk).
Så kan det ellers godt være, at den kinesiske instruktør har fået frie tøjler til at udleve sine visioner a la newzealandske Taika Waititi på ’Thor: Ragnarok’ (i sig selv et sats dengang), og at ’Eternals’s løsgængerstatus fra de forrige Marvel-epossers sammenfiltrede karakterer gør den oplagt til at bryde ny grund.
Men i kontrast til Waititis mere kommercielt tilgængelige Monty Python-satire bliver det hurtigt åbenbart, at Zhaos melankolske eksistentialisme slet ikke kan bære at blive supersized til IMAX-format.
’Eternals’ fortæller historien om en gruppe udødelige væsner, der i tidernes morgen blev skabt af gudeskikkelserne The Celestials for at våge over diverse planeters befolkninger. Vor 10 (!) centrale hovedpersoner er udstationeret på jorden, hvor de igennem årtusinder har bistået menneskene med diverse teknologiske gennembrud, men for alt i verden ikke må blande sig i interne konflikter, hvor meget det så end smerter dem at se passivt til.
At det netop er teknologiske fremskridt, der historisk set har været katalysatorerne for diverse blodige stridigheder mellem civilisationer, tager det vor velmenende overherrer vel længe at regne ud, og som seer gør man klogt i at se igennem fingre med dén slags små detaljer, hvis man ikke vil suges ned i filmens minefelt af sorte huller.
Spørgsmålet til en million er imidlertid umuligt at komme udenom i Marvel Cinematic Universe:
Hvor var de über-magtfulde vogtere under Thanos’ hærgen i ’Avengers: Infinity War’ og ’Endgame’?
Man skulle ikke umiddelbart mene, at en alienskurks udslettelse af halvdelen af alt liv i universet falder under »interne konflikter« på Jorden, men skønt ’Eternals’ adresserer det ømme punkt inden for sine første ti minutter, ser filmen ikke behov for at tilbyde nogen nærmere forklaring endsige indvie os i, hvorfor ingen af gruppens medlemmer forstøvede.
Selv med genrens vanligt tvivlsomme logik in mente er det ganske enkelt for tyndt et fundament at bygge en troværdig Marvel-fortælling på post Thanos’ fingerknips.
Hvorfor det da også føles decideret blasfemisk, når papirstynde karakterer, vi dårligt har kendt i en halv time, forsøger at skrive sig ind i Avengers og co.’s årti lange og 25 film tunge filmkanon med dumsmarte bemærkninger om, at den og den superhelt blev præget af en Eternal fra barnsben, eller at det og det slag faktisk kun blev vundet, fordi en Eternal hjalp til.
Nallerne væk fra arvesølvet, nasserøve!
Så hvad kan de, de nye helte?
Ud over at lurepasse i kulissen, mens de på alle måder langt mere effektive Avengers klarer ærterne til daglig, er Eternals’ primære fokus at holde planeten fri for Deviants – en oldgammel race af superdyr, der ligeledes er skabt af The Celestials, men som qua en evolutionær svipser muterede til frådende monstre.
Ved filmens start har Eternals i århundreder levet undercover som almindelige mennesker i troen om, at de for længst har fået has på samtlige Deviants – så da en overraskende avanceret udgave af bæsterne pludselig dukker op i centrum af London, indkaldes der til krisemøde mellem (dyyyb indånding) noble Ikaris (Richard Madden), den åndelige leder Ajak (Salma Haeyk), krigeren Tena (Angelina Jolie), opfinderen Phastos (Brian Tyree Henry), telekinetiske Druid (Barry Keoghan), supersprinteren Mekkari (Lauren Ridloff), barne-illusionisten Sprite (Lia McHugh), Bollywood-stjernen Kingo (Kumail Nanjiani), hårdtslående Gilgamesh (Don Lee) og mystiske Sersi (Gemma Chan).
Og nå ja, så har vi også Sersis menneskekæreste, Dane (Kit Harington), som må sluge en bitter pille, da han finder ud af, at kvinden i hans liv tidligere har datet Superman-kopien Ikaris. I små 5.000 år.
Med så mange ukendte spillere på brættet kommer man aldrig ind under huden på halvdelen, og uagtet at ‘The Big Sick’-komikeren Kumail Nanjiani sendes på overarbejde for at sikre den humoristiske tone, strander Zhaos ambitioner om at trække gruppens intime relationer ned på et jordnært plan i sentimentale heart to hearts af den slags, der kun tilgives, hvis de serveres af veletablerede fanfavoritter med rigelig goodwill på flødebollekontoen.
Patos runger hult og i værste fald klægt, når man ikke kerer sig for heltene, der går så grueligt meget igennem, og sit diversificerede cast til trods er ’Eternals’ besynderligt fattig på karisma.
Her er ikke nogen Robert Downey Jr., Tom Holland eller Chris Hemsworth, hvis megawatt-charme kan aflede fokus fra det forvrøvlede manuskript, og Angelina Jolie – som kunne have været et af filmens stærkeste kort – reduceres til blikfang med færrest replikker af alle.
Alt er ikke nød og elendighed i ’Eternals’, men filmens forcer gør mig så meget desto mere frustreret over det fade slutprodukt:
I den bragende flotte scenografi aner man Zhaos poetiske flair for at knytte sine hovedpersoners indre vildnis til ensomme, åbne landskaber, som vi så det så smukt i hendes ’Nomadland’, og skildringen af Marvels første regnbuefamilie forløses (endelig) med den største selvfølgelighed.
Endvidere formår ’Dunkirk’-stjernen Barry Keoghan og ’Sound of Metal’s Lauren Ridloff – den første døve superhelteskuespiller – med små tegnsprogsscener at opbygge en mere troværdig flirt end trekants-snooze-festen Chan-Madden-Harington, men for hver rene tone ’Eternals’ rammer, taber den de næste fem takter til forcerede oneliners og et gumpetungt tempo, der havde nydt godt af, hvis nogen (anyone!) for første gang i den moderne superheltefilmhistorie havde turdet stille spørgsmålstegn ved, om en spilletid på den anden side af to en halv time er en ukrænkelig menneskeret eller bare en dårlig vane.
Jo oftere, ’Eternals’ namedroppede Thor, Doctor Strange med flere, jo mere savnede jeg A-holdet, hvis udeblivelse fra filmens bombastiske klimaks i sidste ende lige så lidt kan bortforklares som De Eviges orlov under Thanos-opgøret.
»Men hvor er … ?« er et benspænd, det bliver stadigt mere vanskeligt for nye Marvel-produktioner at drible udenom, men det er selvfølgelig også begrænset, hvor meget man kan nå på 157 topveludnyttede minutter.
Jeg er MCU-aficionado til benet. Jeg tæller dagene til ’Spider-Man: No Way Home’ og får decideret hjerteflimmer af spænding ved tanken om næste års ’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’.
Men det ville passe mig ganske udmærket, hvis vi aldrig igen så noget til Eternals.
Kort sagt:
’Nomadland’-instruktør Chloé Zhaos Oscar-vindende indiefilm-sensibilitet kvases under vægten af forvrøvlet superheltemytologi, der vil vække både store følelser og interesse for kommende filmeventyr med Angelina Jolie og co. Desværre lykkes ingen af delene.