Anmeldelse af hele ’The Falcon and the Winter Soldier’: En Marvel-bromance med black lives matter på hjertet

Spoilers for hele ’The Falcon and the Winter Soldier’ på Disney+. Vent med at læse anmeldelsen, til du har set alle seks afsnit.

Hvis nogen stadig skulle have været i tvivl oven på ’WandaVision’s mindfuck af et depressionseventyr, har de nyslåede BFF’s Bucky og Sam fra ’The Falcon and the Winter Soldier’ just hamret budskabet hjem med vibranium-forstærket kraft:

Der blæser nye vinde igennem superheltefabrikken Marvel Cinematic Universe, hvis første to, seværdige serieproduktioner på Disney+ har flekset anderledes presserende samfundspolitiske og følelsesmæssigt intime fortællemuskler end størstedelen af studiets foregående 23 blockbusterbrag.

’Wanda’ og ’Falcon’ kendte deres besøgstid med henholdsvis ni og seks afsnit hver, men inden for rammerne udnyttede begge til fulde serieformatets muligheder for at sætte tempoet ned og lade karaktererne vokse. Med så effektive resultater, bemærkes, at undertegnede sad og snøftede på sofaen, både da Wanda (Elizabeth Olsen) bearbejdede sin sorg, da dræbermaskinen Winter Soldier (Sebastian Stan) muterede til drabeligt charmerende legeonkel, og i særdeleshed da Sam (Anthony Mackie) sprang ud som Captain America, meta-tordnede mod USA’s ringeagt for sorte stemmer, og krammede en døende teenageterrorist, gud hjælpe mig.

Hatten af til MCU for at have forvandlet sidekicks til nuancerede seriefavoritter, der var lige til at knuselske og overordentligt svære at sige farvel til.

Nogen ‘Twin Peak’sk udforskning af genrens alternative vildveje var ‘Falcon’ dog ikke just (ingen sort-hvide-sitcom-mareridt her), men ved at forankre handlingen i begge serier i de tumultariske efterdønninger af Thanos »blip« – hvori halvdelen af jordens skabninger forsvandt i fem år – har Marvel fremtryllet sin egen dramaturgiske guldåre, der kontinuerligt serverer psykologiske traumer og humanitære katastrofer i alle tænkelige størrelsesordner:

’Wanda’ zoomede ind på én PTSD-ramt helts forsøg på at skabe sit eget lukkede mikrounivers på villavejen – ’Falcon’s hovedpersoner mødte den nye, mudrede verdensorden heads on fra New York til Wakanda, og i et herligt desillusionerede bankmøde i første afsnit, hvor Sams superhelte-privatøkonomi fik tommelfingeren nedad (hey, vi har alle været der).

Per MCU’s filmkanon var Bucky og Sams eneste oprindelige fællesinteresse deres forgabelse i venskab med Chris Evans’ spejderdreng Cap, med Bucky i rollen som barndomsvennen, der blev hypnotiseret af skurkeorganisationen HYDRA, og Sam som den slet skjult jaloux Avengers-kollega, der fandt Buckys über-intense stirren lettere enerverende – med eller uden hypnose.

’Falcon’s parring af ‘rivalerne’ osede af klassisk umage-buddies-på-dannelsesrejse med to hypermaskuline wingmen i clinch, men taknemmeligvis spildte serien – og Buckys insisterende terapeut – ikke megen unødig tid før de herrers usikkerheder væltede ud i en charmerende akavet cocktail af eksistentiel weltschmerz.

En udvikling, der navnlig for Buckys vedkommende klingede oprigtigt sårbart i, hvad der må være MCU’s vildeste og mest sympatiske personligheds-makeover til dato.

Duoens mål, foruden at se hinanden dybt i øjnene: At neutralisere terrorgruppen/borgerrettighedsguerilla-bevægelsen Flag Smashers, der stod klar til at sætte verden i flammer for få regeringsledere til at forbedre vilkårene for de millioner af mennesker, der stod uden hus og hjem efter »the blip«:

»Hvad skal der til for at vi kan få lov til at eksistere på den her planet?!«, fortvivlede gruppens purunge leder Karli (Erin Kellyman) overfor vestens mangelfulde håndtering af flygtningekrisen i mindre privilegerede nationer (jep, vi var tilbage i det ‘forarmede’ Østeuropa, som det hører og bør sig i Marvel-regi).

Karli og hendes følgere ville gøre op med idoldyrkelsen af blåøjede superhelte, hvis blankpolerede skjolde skygger for virkelige menneskers hverdagsudfordringer, og havde til formålet slubret et par doser supersoldat-serum i sig – selvsamme serum, der gav Cap og Bucky deres overnaturlige kræfter tilbage i 1940’erne.

If you can’t beat ’em, og alt det der.

Et voila: En håndfuld nødhjælpsaktivistiske superskurke, hvis budskab de færreste kunne være helt uenige med, skønt det naturligvis hastigt eskalerede i blodsudgydelser i »den gode sags tjeneste«.

Men gør det ikke også altid det, når Avengers-vennerne drager i kamp … ?

Den pointe luftede Zemo, bad guy fra ’Captain America and the Winter Soldier’ og club-kid (!), da Sam og Bucky hvervede ham til at hjælpe med at fange Karli (et varmt tak til Marvels YouTube-kanal for den time-lange video af Zemo på dansegulvet).

Zemo (Daniel Brühl) mistede hele sin familie og sit hjemland Sokovia under heltenes smadderopgør med Ultron i ’Avengers: Age of Ultron’, hvorfor han ligesom Karli nursede en brændende aversion mod selvudnævnte overmennesker. Ud fra samme device satte Zemo imidlertid også Flag Smashers i bås med en hvilken som helst anden supremacist magtfaktor – og igen, igen var det svært at affeje den ikke-helt-så-skurkagtige-skurks ræsonnement.

Som Vision fremsatte det i ’Captain America: Civil War’, da Iron Man og Cap skændtes om vilkårerne for at agere løsgænger-helt: Det er sandsynligt, at Avengers blotte eksistens inviterer til mere ødelæggende konflikter, der i sidste ende går værst ud over borgerne, heltene reducerer millionbyer til grus for at ’beskytte’.

Hvor mange gange kan superheltefilm sovse rundt i den samme diskussion om, hvorvidt selvsamme superhelte gør mere superskade end gavn, før end seeren begynder at gøre sig lignende overvejelser med fjernbetjeningen ved hånden?

Et par gange mere, viste det sig, idet ’Falcon’ til en forandring lod (anti)helte og (anti)skurke tale om tingene ansigt til ansigt i forsøget på at overbevise hverandre om, at de stod på den forkerte side af historien.

Hvordan kunne Sam fx bakke op om amerikanske helteideologier, når landet end ikke behandler sine egne sorte borgere med værdighed, ville (lidt for selvretfærdige) Karli vide – og straks ville man sådan set gerne vide det samme.

Karli, Zemo, Sam og Bucky var aldrig så langt fra hinanden politisk eller rent menneskeligt, at de ikke hørte hinandens argumenter, og selv Zemo og Bucky – hvis relation var mildest talt giftig i ’Captain America and the Winter Soldier’ – blødte op til et punkt, hvor tilgivelse og respekt sneg sig ind over dørtærsklen.

Og ja, så var der firkløverets femte hjul, John »Cap is back!« Walker …

Wyatt Russells (søn af Goldie Hawn og Kurt Russell) portræt af den idealistiske, blonde All-American mønstersoldat, der af USA’s arisk-orientrede generaler udnævnes til »den nye Captain America«, udviklede sig hurtigt til et af ’Falcon’s mest underholdende esser.

Ve den, der køber ideen om superheltestatus som lidet andet end en fancy forfremmelse, og takket være Russells fremragende præstation var det frydefuldt gåsehudsinducerende at følge Walkers deroute, da skjoldets byrde nær ved knækkede ryg og moral.

Sjældent har en Marvel-karakter indbudt til så mange underholdende seerbøllebank på Twitter, men det var immervæk tilfredsstillende, at Walker ikke alene fik kalibreret kompasset og givet sin hustru et knus i finalen, men at han også modtog sin nye titel, U.S. Agent, præcis som i tegneserieuniverset.

Selvfølgelig lod ’Falcon’ som ’Wanda’ samtlige døre stå åbne for potentielle comebacks, og det er værd at highlighte, at printversionen af Walker joiner det shady ‘helte’-team Dark Avengers, under ledelse af Contessa Valentina Allegra de Fontaine. Spillet af ingen ringere end Julia Louis-Dreyfus i ’Falcon’ (hun skulle have haft sin debut i ’Black Widow’-filmen sidste år, men corona-biografkalenderen havde som bekendt andre planer).

Med et budget på 25 millioner dollars per afsnit bød ’Falcon’ på velkoreograferet action og en ofte forrygende flot scenografi, der var et IMAX-lærred værdig. Og kemien mellem Bucky og Sam slog gnister af den slags, der kaster 1001 nats superheltefandrømme af sig (jeg holder fortsat på, at Bucky er queer) – om end Marvel ikke helt er nået dertil endnu.

»Én presserende kæphest ad gangen, tak!«, hører man studiebossen Kevin Feige mumle et sted derude med en alenlang tjekliste foran sig.

Desværre for helhedsindtrykket af serien blev der smurt vel meget patos på i finalen, Flag Smasher-sekvenserne havde det med at punktere momentum i de indledende afsnit, selvmordstruede Zemo fortjente bedre end livstid (hvor var hans terapeutbistand, Marvel, når nu Winter Soldier blev benådet?), og ‘twistet’ med Sharon (en ikke helt velspillende Emily VanCamp) som den ondsindede Power Broker var lige så gabende forudsigeligt som en demonstration af, at MCU i årevis ikke har anet, hvad de skulle stille op med karakteren.

Slutteligt var ’Falcon’ hverken så syret eller kreativt grænsesøgende i sin udførelse som watercooler-fænomenet ’WandaVision’, men dens tematiske behandling af BLM-debatter og superheltegenrens egen skadelige rolle i USA’s historiske nedprioritering af skildringer af sortes bedrifter og bidrag til samfundet, eleverede serien til et af Marvels mest selvreflekterende og fremadskuende værker til dato.

‘Selvsmagende’, vil nogle givetvis mene, men til dem vil jeg bare sige: Lad være med at slå røven i sædet på McDonald’s og bestil et stykke pæretærte, hvis du alligevel bare vil øffe over, at den ikke smager som banankagen på Geranium.

Med introduktionen af en sort Captain America og ’Wanda’s sorte kvindelige superhelt, Monica Rambeau, har Marvel slået et vigtigt slag for diversificeringen af morgendagens kommercielle kulturikoner, hvis betydning for børn og unge af alle farver ikke bør undervurderes til fordel for flygtigt smagsdommeri.

---

Kort sagt:
Marvels bromance mellem Sebastian Stans Winter Soldier og Anthony Mackies Falcon bød på vindende karakterportrætter, men det var seriens ambitiøse håndtering af BLM-tematikker og superheltegenrens egen mudrede arv, der vil sætte sig spor.

Bonusinfo: Hvor i alverden var Spider-Man, da Flag Smashers skabte ravage i New York, spørger du? På klassetur i Europa, som set i ’Spider-Man: Far From Home’, der udspillede på samme tid som begivenhederne i ’Falcon’. Så det.