’Under indflydelse’: Man holder vejret under Netflix-hit om virkelige fridykkere

’Under indflydelse’: Man holder vejret under Netflix-hit om virkelige fridykkere
'Under indflydelse'. (Foto: Netflix)

»I’m ok«, skal de åndeløst gispe, hver gang de kommer op fra havets uafgrænsede rum. På den måde signalerer de til sikkerhedspersonalet, at de er kommet helskindet igennem den store opgave at holde vejret i flere ulidelige minutter.

For når en fridykker sænkes ned i dybet, er der ingen garanti for at komme levende retur til overfladen.

Den unge Roxana Aubrey (Camille Rowe) søger dybde. Hverdagens trivialitet, universitetsstudier i marinbiologi og et flosset mor-datter-forhold kan ikke holde hende i Paris, og hun drager derfor alene til Sydfrankrig for at dykke med den anerkendte dykkerinstruktør og fridykker Pascal Gautier (Sofiane Zermani). I ham skal hun møde flere former for ekstremer.

‘Under indflydelse’. (Foto: Netflix)

’Sous Emprise’ er den originale titel på det aktuelle Netflix-hit, og det er en dramatisering over den franske dykker Audrey Mestres liv. Hun var en rekordsættende fransk dykker, der dannede par med Francisco ’Pipin’ Ferreras. Roxana og Pascal er altså baseret på dykkerparret, men hændelserne i filmen er så skæbnesvangre, at man knap kan forstå, at de bygger på virkelighedens omstændigheder.

Roxana bliver hurtigt en del af parnasset omkring Pascal. Det charmerende og flotte svømmeikon har både dykkerkollegaer og kvinder sværmende om sig. Roxanas første rigtige møde med ham bliver i en toiletbås, hvor de sammen mister pusten. Deres forhold er ulige fra start, når deres relation vokser fra underviser til kæreste og træner. Selvom Roxana ikke indser det, er det indlysende, at der må stilles spørgsmålstegn ved, om dykker-adonis er mere klovn end gud.

Men sammen bliver de dykkerverdenens ’A Star Is Born’, hvor den ældre mand oplærer sin yngre partner i eget isenkram, og de deltager i en række internationale konkurrencer, hvor den ene rekord slås efter den anden. Det ildevarslende ulmer dog hele tiden. Pascals omskiftelige humør og vaklende ego risikerer konstant at presse de sidste livtag ud af ham selv og hans nærmeste.

‘Under indflydelse’. (Foto: Netflix)

Det faretruende er også til stede i vandet. Filmen indledes af et totalbillede af et endeløst, solbelyst hav. Bølgerne knitrer på skærmen og efterligner næsten et grumset tv-billede. Man drages til at forsøge at gennemskue bølgerne. Hvad gemmer de på?

De mange billeder af havet er en af filmens helt store attraktioner. I en scene, hvor Roxana snorkler alene, følger kameraet hende og bøjer sig i takt med den unge, adrætte krop, mens hun langsomt og kontrolleret kanter sig gennem vandet. Når der fridykkes, er kameraet monteret fast på den stang, som dykkerne fires ned med, og man er dermed helt tæt på dramaet.

Åndenød er et centralt element i filmen, uden at det virker påtaget. Da Pascal slår verdensrekorden og når overfladen, gispes der blandt de involverede, og kort efter klippes der til gisp udledt af sex. 

‘Under indflydelse’. (Foto: Netflix)

Vekselvirkningen mellem Roxana og Pascal er intens og nervepirrende, men emotionelt kommer man aldrig helt tæt på dem. Vi forstår, at de vinder noget af at dele seng og snorkel, og at de spejler sig i hinanden. De har begge en fortid med fjerne og fejlfulde forældre. Denne fortid kommer vi dog aldrig nær nok, til at man forstår, hvad der har brændt de stakkels børn.

Roxanas mor introduceres kort i starten af filmen, og senere kommer hun på besøg med en løftet pegefinger, men det er ikke nok. Det er svært at investere sig i karaktererne.

Spændingen er der dog styr på, og man behøver hverken at være fridykker eller ekstremsportsfan for at lade sig opsluge af i det opsigtsvækkende sportsdrama.


Kort sagt:
Karakterernes emotionelle dybde når ikke at bundfælde sig, men det dødsfarlige drama om fridykkeres leg med egne lunger er så fatal, at man holder vejret og spærrer øjnene op.

’Under indflydelse’. Spillefilm. Instruktion: David M. Rosenthal. Medvirkende: Camille Rowe, Sofiane Zermani, César Domboy. Spilletid: 118 min. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af