»Jeg er aldrig stoppet« – Eva Mendes svarer på rygter om karrierestop som skuespiller

»Jeg er aldrig stoppet« – Eva Mendes svarer på rygter om karrierestop som skuespiller

Eva Mendes har ikke medvirket i en film siden ’Lost River’ fra 2014, der var instrueret af partneren Ryan Gosling.

Gennem 00’erne og starten af 2010’erne var Mendes aldeles aktiv på skuespilfronten og medvirkede nogle gange i op til fem film på et år.

Men fraværet fra Hollywood siden 2014 har dog skabt rygter om, at den 48-årige model og sanger helt har droppet filmbranchen. Det ved hun naturligvis bedst selv og har for nylig svaret på påstandene i video på Instagram.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Jeg er aldrig stoppet med skuespillet«, skrev Eva Mendes i opslaget. »Jeg ville være hjemme sammen med mine børn, og heldigvis har mine andre forretningsforetagender gjort, at det var muligt«.

Gosling og Mendes mødtes på Derek Cianfrances ’The Place Beyond the Pines’. Sammen har de to børn, og de har især været en afgørende faktor i hendes fravalg af rolletilbud, siden hun blev mor.

Da hun tidligere på året medvirkede i en episode af talkshowet The View, nævnte Mendes, at når hun agter at gøre comeback på det store lærred, bliver det i en rolle uden vold og uden sex.

I Instagram-opslaget lægger skuespilleren samtidig vægt på, at mange af de roller hun blev tilbudt efter ‘Lost River’ var »stereotypiske«, og at det ville være svært at toppe filmen instrueret af hendes partner, som hun beskrev som et »drømmeprojekt«.

Hvad Eva Mendes’ næste filmprojekt bliver er ikke til at sige, men Vin Diesel har hintet, at hun måske medvirker i de sidste to installationer af ‘Fast and the Furious’-franchisen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af