’Shantaram’: Charlie Hunnam er REMA 1000-udgaven af Chris Hemsworth i tam serie over bestsellerroman
Tænk engang, for små 10 år siden var Charlie Hunnam et af Hollywoods hotteste navne efter gennembruddet som pretty boy-bikeren Jax i ’Sons of Anarchy’.
Senere blev diverse producere og instruktører klogere på britens begrænsninger, og i dag er det primært mandemandsinstruktører som Guy Ritchie og Zack Snyder, der gør brug af Hunnams kønne, men endimensionelle udtryk.
I Apple TV+’s nye serie ’Shantaram’, som er en indspilning af australske Gregory David Roberts bestseller, får Hunnam mulighed for at give alt som REMA 1000-udgaven af Chris Hemsworth eller en slags discount Johnny Depp. I projektets spæde begyndelse i de tidlige 00’ere var det netop Depp, som var udset til at spille hovedrollen i instruktøren Mira Nairs udgave af bogen, der er delvist baseret på David Roberts eget larger than life-liv fra heroinmisbrug og fangeflugt til læge, mafiamedlem, Bollywood-skuespiller i Indien m.m.
Skuespillere, instruktører og endda hovedforfatter er kommet og gået. Selv efter en lang corona-pause under optagelserne har man insisteret på, at ’Shantaram’ måtte se verdens lys som serie. Var det nu også en god idé?
Ét er, at 12 timer er lang tid, og at de tre første afsnit – som jeg har set – allerede føles både uendelige og retningsløse med en farveløs instruktion og billedside. Noget andet er, om Gregory David Roberts historie overhovedet er værd at fortælle?
Tanken strejfer allerede én, da Hunnams karakter efter en lettere forvirrende, men dog intens flugtscene fra et fængsel i Australien ankommer til Bombay anno 1982, og idet, han træder ud af flyet, noterer en særlig luft: »The smell of hope«.
Men faktisk ringer corny-klokkerne allerede i seriens åbningsindstilling. Med en australsk accent, der gumles heftigt på, og en voice-over ikke hørt mere åndsfraværende siden Harrison Fords skrottede indtaling til ’Blade Runner’ forklarer Hunnam, hvordan han skulle en masse tid og tre kontinenter igennem »to learn about love, faith and chasing redemption«.
Man må gå ud fra, at disse grundsten fra bagatellernes byggemarked er David Roberts ord og ikke tilhører de erfarne manuskriptforfattere David Warren Singer (’Top Gun: Maverick’) og Steve Lightfoot (’Hannibal’). Men noget medskyld må de have i seriens mange klichéfyldte mono- og dialoger om frihed, eksistens og valg i livet, som er taget ud af en toiletlæsningsudgave af Sartre.
Selve historien klinger også floskuløst. Hunnams hovedkarakter bliver i Bombay til Lin og får straks en frelserlignende status i byens store slumkvarter, mens han parallelt lader sig friste af den mystiske Karla (Antonia Desplat) og den kriminelle underverden, som frekventerer den internationale smeltedigel Reynaldo’s Café – et sted, der minder påfaldende meget om en backpackerversion af Rick’s fra ’Casablanca’.
Midt i den forholdsvis flotte tidsgengivelse forsvinder både Lin og historiens fokus i flashbacks og sidehistorier om den grådige mafiøse elite versus slummen. Efter tre timer mangler man stadig noget for alvor at hægte sig fast på. Og det er ikke Hunnams skuespil. I hvert fald ikke i klassisk forstand.
For i flere scener forsøger Hunnam at lægge sit sædvanlige stirrende alvorlige blik på hylden og i stedet begive sig frygtløst ud i opløftende grimasser med det resultat, at han til forveksling kommer til at ligne en bøvet fætter til Brad Pitts karakter fra ’Burn After Reading’.
Havde karakteren nu bare skullet være en udstilling af den hvide, naive verdensmand på glatis og ikke seriens frelste tænker, som kommer med guldkorn af gajolpakkesmag såsom »Someone once told me that a dream is where a fear and a wish meet. When the wish and the fear are the same, we call the dream a nightmare«.
Citat er taget direkte fra bogforlægget. En bog, som David Roberts, der i dag udlever sin spirituelle søgen på Jamaica, i 2015 erkendte var mere skønlitterært påfund end en autobiografisk slags ’Eat, Pray and Hustle’.
Under alle omstændigheder har jeg i 2022 svært ved at se, hvorfor David Roberts historie er så vigtig at fortælle – og serien gør ikke meget for at ændre på det. Tværtimod.
Kort sagt:
Efter næsten 20 år er det endelig lykkedes at filmatisere bestsellerromanen om en australsk mands søgen efter en ny tilværelse og mening med livet i 80’ernes Bombay. Hvad der i 2004 havde været en brandvarm produktion med Johnny Depp i front, er trods finansielle muskler blevet en fattig størrelse med Charlie Hunnam i front. Det store spørgsmål: Var historien overhovedet værd at genfortælle i første omgang?
Anmeldt ud fra de tre første afsnit.