Timothée Chalamet fik sit eksplosive gennembrud i Luca Guadagninos ’Call Me By Your Name’.
Og nu har stjerneskuddet sin bedste – og uden sammenligning mest grænseoverskridende! – rolle siden dengang i Guadagninos overrumplende film, ’Bones and All’, som du kan være blandt de første i landet til at se ved Soundvenues forpremiere 9. november, præsenteret i samarbejde med PIFT (køb billet HER).
Chalamet spiller en såkaldt eater i fortællingen, der blander sult efter menneskekød, kærlighed, roadtrip, horror og outsiderportræt på så original vis, at oplevelsen sidder i både knogler og hjerte, længe efter rulleteksterne har passeret.
I centrum står 18-årige Maren (stortalentet Taylor Russell), der har svært ved at styre sine kødelige lyster, helt bogstaveligt. Hun efterlades på egen hånd af sin far, og på en roadtrip gennem USA leder hun efter svar om sin fortid, mens hun støder på andre outsidere med samme trang som hende selv.
Heriblandt Chalamets Lee, en charmerende drifter, som hun knytter et særligt forhold til.
På overfladen er vi meget langt fra ’Call Me By Your Name’, for ’Bones and All’ serverer billeder, der vil få indvoldene til at vende sig hos de fleste. Men samtidig er det en film, der ligesom fortællingen om Chalamet og Armie Hammers italienske sommerromance er båret af en sjælden sanselighed og et fintfølende blik for ungdommens viltre følelser.
Har man svært ved at forestille sig en film, der både er dybt foruroligende og almengyldigt smuk i sin skildring af kærlighed og ung identitet – ja, så skal man bare se ’Bones and All’.
Køb billet HER – og tilmeld Facebook-event HER.
Soundvenue Live: Forpremiere på ’Bones and All’
Onsdag den 9. november 19.30
Empire Bio i København