Timothée Chalamet fik sit store gennembrud i Luca Guadagninos solbeskinnede kærlighedsfilm ‘Call Me by Your Name’.
Nu slår duoen sig sammen igen i den ventede kannibalfilm ‘Bones and All’, der netop har fået sin første trailer.
Stortalentet Taylor Russell spiller den unge kvinde Maren, der må lære at gebærde sig på landevejene i det amerikanske rustbælte anno 1980. Det viser sig nemlig, at hun er kannibal – og hun er langt fra den eneste, som hun erfarer, da hun blandt andre møder Chalamets utilpassede drifter Lee.
På deres vej gennem et marginaliseret USA møder Maren og Lee en række andre eksistenser på bunden af samfundet – spillet af blandt andre Michael Stuhlbarg, Mark Rylance, Chloë Sevigny og André Holland. Sammen må de lære at konfrontere deres fortid og finde en plads i en verden, som de aldrig helt vil passe ind i.
‘Bones and All’ havde premiere på filmfestivalen i Venedig, hvor den fik fremragende anmeldelser. Soundvenues udsendte, Jakob Freudendal, var også begejstret for filmen og fremhævede særligt Taylor Russell og Chalamets fremragende kemi.
Noget tyder altså på, at vi har at gøre med endnu en ungdomsklassiker fra Guadagninos hånd.
Du kan dømme selv, når filmen får premiere 24. november.