Timothée Chalamet viser nye sider i ventet kannibalfilm, der åbenbarer ungt stortalent

Timothée Chalamets første film med ’Call Me by Your Name’-instruktøren Luca Guadagnino veksler mellem det hårrejsende creepy og smuk billedpoesi. Det minimale cast er glimrende – og særligt et ungt talent stjæler billedet fra start til slut.
Timothée Chalamet viser nye sider i ventet kannibalfilm, der åbenbarer ungt stortalent
Taylor Russell og Timothée Chalamet i Luca Guadagninos ‘Bones and All’. (Foto: PR)

VENEDIG FILM FESTIVAL. Luca Guadagnino gjorde Timothée Chalamet til en verdensstjerne med ’Call Me by Your Name’, og forventningerne til duoens første samarbejde siden den hede sommerfilm – kannibalfilmen ’Bones and All’, baseret på young adult-romanen af samme navn – har derfor været enorme.

Spændingen blev udløst til verdenspremieren ved Venedig-festivalen, hvor filmen generelt har høstet positive anmeldelser, og hvor Chalamet har gjort sig stilfuldt bemærket på den røde løber.

Men faktisk er det ikke Chalamet, der stjæler showet i den glimrende roadmovie, som tager os forbi en række fattige randområder i USA anno 1980’erne og levendegør nogle af de marginaliserede eksistenser, vi normalt ikke taler om – med et kødædende twist.

I stedet løber stortalentet Taylor Russell, der også imponerede i melodramaet ’Waves’, med opmærksomheden. Hun spiller den unge kvinde Maren Yearly, der rejser fra det ene lurvede motel til det andet med sin far (André Holland).

De flygter fra noget, og da Maren en aften sniger sig ud ad vinduet og ud af det blå spiser en af sine nye venners finger, så blodet sprøjter, står det klart, hvad der er på færde.

‘Bones and All’. (Foto: PR)

Maren er kannibal, og selvom hun forsøger at styre sine amoralske impulser, er der ikke noget, hun kan gøre, når først trangen til menneskekød kommer over hende. Det viser sig snart, at hun langt fra er den eneste med hang til friskt kød.

’Bones and All’ er bygget op om Marens episodiske møder med andre kannibaler, herunder Chalamets Lee, som hun slår sig sammen med i jagten på identitet og en mening med livet. Det er klassiske coming of age-tematikker i en højnet virkelighed.

Som altid hos Guadagnino er sanseligheden i højsædet med billedskønne landskabsbilleder, der løfter de ellers grå trailerparker i det amerikanske Midtvesten til poetiske højder. Men instruktøren er heller ikke bange for at punktere romancen, når han i nogle ublu gore-scener, der vækker mindelser om ’Suspiria’, viser os, hvor langt de dyriske karakterer er villige til at gå for at overleve.

Selvom filmen foregår i datiden, er det tydeligt, at Guadagnino gerne vil male et portræt af nutiden, hvor unge menneskers kamp for at passe ind fylder mere og mere.

Kannibalisme som udgangsvinkel til et underbelyst hjørne af USA’s trailerparkkvarterer, som kun er blevet mere interessante at afdække i kølvandet på Trumps valgsejr, er godt tænkt, men måske heller ikke helt så dybsindigt som Guadagnino lader til at have tænkt.

Samfundskritikken i at samfundets udstødte bogstavelig talt er nødt til at spise andre mennesker for at overleve – et oprør mod en splittet verden, der er hurtig til at stigmatisere – er i hvert fald til at føle på.  

Filmen maler alligevel et interessant portræt af fællesskaber på kanten af det etablerede samfund. Castet er småt, men fascinerende.

Michael Stuhlbarg dukker op i en enkelt scene som den diametrale modsætning til sin elskværdige farrolle i ’Call Me by Your Name’. Her fortæller han med perverteret nydelse om glæden ved at spise mennesker rub og stub (»bones and all«), mens hans ikke-kannibal ven, der har lært sig selv at spise menneskekød for fornøjelsens skyld, ser på med et smil. Det er hårrejsende creepy.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Også Mark Rylance har en overbevisende birolle som en midaldrende kannibal, der lærer Maren at gebærde sig, da hun pludselig må stå på egne ben efter en beskyttet tilværelse under sin fars vinger. Alle viser karaktererne det markante spænd i en stamme af personer, der har deres menneskelige natur til fælles – og ikke meget mere.

Mest interessant er scenerne mellem Russell og Chalamet, der begge kæmper med samvittighedskvalerne over at være nødt til at slå andre ihjel for selv at overleve. Deres kemi er fremragende, når kærligheden først bobler – og Chalamet, som dybest set har spillet samme type siden ’Call Me by Your Name’, formår at vise nye sider af sit talent.

Det er dog til syvende og sidst Russell, man vil huske filmen for. Hun fortjener et gennembrud af de helt store, og med tanke på Guadagninos talent til at løfte unge talenter til nye højder, er chancerne gode.

’Bones and All’ er endnu ikke planlagt til dansk biografpremiere.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af