Chris Hemsworth tager pause fra skuespillet grundet genetisk disposition for at udvikle Alzheimers

Chris Hemsworth tager pause fra skuespillet grundet genetisk disposition for at udvikle Alzheimers
Chris Hemsworth i Netflix' mest sete film til dato, 'Extraction' (Foto: Netflix)

Chris Hemsworth har været yderst produktiv som skuespiller over de seneste 10 år. Men nu er han klar til at sænke farten.

I et interview med Vanity Fair fortæller Hemsworth, at nogle af de opdagelser, han gjorde sig, mens han optog den Disney+-aktuelle serie ‘Limitless’, har fået ham til at genoverveje sin livsstil.

Dokumentarserien handler om, hvordan vi som mennesker kan bruge kroppens kræfter til at overvinde sygdom, performe bedre og sågar vende aldringsprocessen.

Under optagelserne fandt Hemsworth blandt andet ud af, at han har en særlig gen-sammensætning, der gør ham genetisk disponeret til at udvikle Alzheimers. Chancen for, at han får sygdommen, som hans bedstefar allerede har, er dermed otte til 10 gange højere end normalt.

»Det har virkelig udløst noget i mig, der har givet mig lyst til at holde mere fri. Siden vi blev færdige med serien (‘Limitless’, red.), har jeg færdiggjort de ting, jeg var kontraktligt forpligtet til at lave. Når jeg er færdig med denne (presse)turné, tager jeg hjem for at holde fri og forenkle mit liv i en rum tid. Og bare være sammen med mine børn og min kone«, siger Hemsworth til Vanity Fair.

Han understreger, at selvom gen-sammensætning giver »anledning til bekymring«, betyder det ikke, at han har fået overrakt en »fyreseddel« fra skuespilkarrieren eller en »fastslået diagnose«. Faktisk insisterede han selv på, at opdagelsen kom med i ‘Limitless’-serien.

»For mig er det positive ved sagen, at hvis jeg ikke kendte til al denne information (om Alzheimers, red.), ville jeg ikke have foretaget de ændringer, jeg har truffet. Jeg var ikke klar over det, og nu føler jeg mig taknemmelig over at have nogle værktøjer i mit arsenal, som kan forberede mig på det og forhindre tingene i at ske på den måde«.

Hemsworth forklarer videre, at han i fremtiden vil vælge sine roller med større omhu. Han er aktuel næste år med ‘Extraction 2’ på Netflix, mens han i 2024 medvirker i George Millers ‘Mad Max: Fury Road’-prequel om ‘Furiosa’.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af