’Inside Man’: Alle tager tåbelige beslutninger i ny Netflix-serie fra manden bag ’Sherlock’
Steven Moffat, der har serier som ’Sherlock’, ’Doctor Who’ og ’Dracula (med Claes Bang) på cv’et, har flere gange bevist, at han mestrer kunsten at skrive underholdende historier med både kant og plottwists.
Nu er han Netflix-aktuel med en ny serie, der ganske vist bærer præg af at være en Moffat-historie, men aldrig når englænderens tidligere højdepunkter.
Første afsnit af ’Inside Man’ præsenterer karakterer og plotspor, så den ellers rodede historie er til at forstå – sådan nogenlunde da.
I den indledende scene møder vi journalisten Beth (Lydia West), der udsættes for ubehagelige tilnærmelser af en ung fremmed mand i et tog. Her møder hun Janice (Donny Wells), der hjælper hende ud af situationen, og de to udvikler et venskab, det er svært at vurdere dybden af. I hvert fald mødes de en gang imellem og drikker kaffe.
Jefferson Grieff (Stanley Tucci) sidder på dødsgangen, dømt for at have dræbt sin kone. Han er yderst intelligent, og som en lille sidegesjæft hjælper han udefrakommende med deres fastlåste sager af større og mindre karakter. Det er svært helt at forstå, hvordan han kan opretholde denne beskæftigelse bag tremmer.
Den selvmordstruede kirketjener Edgar beder – af uransagelige årsåger – præsten Harry (David Tennant) om at passe på et usb-stik, der indeholder porno, der viser sig at være af den slags, man bestemt ikke ønsker kommer i andres hænder.
Det er seriens tre overordnede historier, og ingen af dem kommer rigtigt godt fra start. Det første store troværdighedsproblem opstår, da Harry kommer hjem, og sønnen Bens private matematiklærer, Janice, ved en fejl opdager, at der er tale om børneporno.
Med en lille smule omløb i hovedet ville de ellers intelligente karakterer hurtigt kunne afværge historiens hovedkonflikt. Men mens Janice som den eneste på dette tidspunkt ved, hvad usb-stikket indeholder og ser chokeret på skærmen, står Harry og Ben på den anden side af bordet. Harry tror, at det er tale om almindelig porno, da han konfronteres med det. For at beskytte sin far påtager Ben sig hurtigt ansvaret for indholdet, uden at vide hvad det er. Hvilket naturligt nok får Janice til at reagere og konfrontere Harry efterfølgende.
Harry ønsker ikke at udstille Edgar og vil samtidigt beskytte Ben for de konsekvenser, der ville komme med beskyldninger om pædofili. I desperation påtager Harry sig derfor ansvaret. Janice køber den ikke, hvilket Harry mærker. Det udvikler sig dramatisk, og ved et uheld skubber Harry Janice ned ad deres kældertrappe, hvor hun efterfølgende holdes fanget, mens Harry sammen med sin kone forsøger at udrede trådene bedst muligt.
Det giver ingen mening, at det nåede så langt ud på så kort tid. Man kunne have gjort det troværdigt, hvis man havde brugt mere tid på at etablere persongalleriet eller havde skabt nogle mere distræte og uintelligente karakterer.
Da det går op for Beth, at Janice er forsvundet, opsøger hun Grieff i fængslet for at få hjælp til at finde sin veninde. Så i bedste Hannibal Lecter-stil hjælper han med at opklare en kidnapning af en person, der er fanget i en kælder. Hvilket er den mindst interessante del af ’Inside Man’.
Det psykologiske spil, der lægges op til mellem de to, udebliver fuldstændigt. Flere gange forsøger Grieff ellers at fremstå som overlegen psykopat ved at stille Beth gåder, der skal hjælpe hende med at opklare sagen. Desværre er Beths svar ofte, at hun ikke ved, hvad han mener, hvorefter Grieff selv besvarer gåden. Ikke just ’Silence of the Lambs’-niveau.
Steven Moffats sans for underholdning fornægter sig ikke i ’Inside Man’, og man har bestemt lyst til at se den færdig. Men kant og interessante plottwists er afløst af en mangel på troværdighed, der sine steder bliver ufrivillig komisk. Karakterernes mange dumme valg er historiens eneste rigtige drivkraft.
Det er tydeligt, at Moffat har meget på hjerte, og serien kredser om alt fra religion til pædofili og psykisk sygdom. Desværre kommer ’Inside Man’ aldrig rigtigt ind på livet af noget af det.
Kort sagt:
Potentialet sander til i en rodet fortælling med dumme karaktervalg i Steven Moffats Netflix-serie ’Inside Man’.
Anmeldt på baggrund af hele serien.