Film som hylder film og magien ved at gå i biografen har altid været en herlig genre. Tænk bare på Giuseppe Tornatores rørende ‘Cinema Paradiso’ og Quentin Tarantinos ode til 60’ernes Hollywood i ‘Once Upon a Time in Hollywood’.
Snart kan Sam Mendes’ (‘Skyfall’, ‘1917’) kærlighedsbrev til filmmediet med Olivia Colman i hovedrollen opleves i ‘Empire of Light’. Se traileren her.
‘Empire of Light’ foregår i en lille kystby i 1980’ernes England, hvor den depressive og ensomme Hillary Small (Olivia Colman) arbejder i byens biograf The Empire. Hendes liv ændrer sig pludselig, da hun møder og forelsker sig i den unge sorte mand Stephen (Micheal Ward), som bliver ansat i biografen. Nu ser den apatiske Hillary verden med nye øjne og forelsker sig derudover også i filmen som kunstform.
Periodefilmen sætter også fokus på nogle af de politiske begivenheder, som fandt sted i 1980’ernes England. For eksempel urolighederne i Brixton i 1981 og det fascistiske parti National Fronts fremgang.
Mendes har et fantastisk hold bag sig i form af filmfotografen Roger Deakins, mens Nine Inch Nails-herrerne Trent Reznor og Atticus Ross (‘Waves’, ‘The Social Network’) står for musikken.
På rollelisten findes også Colin Firth, Toby Jones og Crystal Clarke.
‘Empire of Light’ får dansk biografpremiere 2. marts.