Hvad har Ben Wheatley, Peter Strickland og Mark Jenkin tilfældes? Altså udover at være briter?
Det seneste årti har de tre instruktører pustet nyt liv i en af de mest interessante subgenrer inden for gys, nemlig folk-horror.
Termen i sig selv stammer tilbage fra 1970’erne, hvor film som Piers Haggards ‘Blood on Satan’s Claw’ og Robin Hardys ‘The Wicker Man’ var toneangivende eksempler.
Med sin nye film ‘Enys Men’, som vækker minder om genrens storhedstid, kan Mark Jenkin få ridset sit navn på bautastenen. Se den hårrejsende trailer her:
Filmen foregår i 1973 på en ubemandet ø uden for Cornwall i England, hvor en frivillig biolog (Mary Woodvine) observerer en sjælden blomst på en klippeformation. I ægte folk-horror stil forvandler naturens kræfter hendes hverdag til et mareridt, hvor forskellen på drøm og virkelighed sløres.
Traileren er yderst foruroligende og fremviser en stil, der er som taget ud af 1970’erne, skudt på grynet 16mm og med et forskruet lydmix og synthesizers.
‘Enys Men’ har været udtaget til en lang række førende festivaler det seneste år, fra Cannes til New York, hvilket i sig selv får forventningerne i vejret.
Jenkins seneste film, indieproduktionen ‘Bait’, fik en lille premiere herhjemme, og forhåbentligt får vi også hans nye film at se på de hjemlige breddegrader.