’Bait’: En af årets mest unikke film hylder forgangne tider – med en vred understrøm af social indignation

4 6
’Bait’: En af årets mest unikke film hylder forgangne tider – med en vred understrøm af social indignation
'Bait'.

Hvis du læser denne anmeldelse, er der i hvert fald nogen sandsynlighed for, at du – lige som denne anmelder – også har en lillefinger med i den samfundsudvikling, der er blevet døbt gentrificering. Oprindelige arbejderkvarterer bliver invaderet af hipstere, småbørnsforældre og købestærke unge, der tapetserer den gamle slum med pastelfarver og erstatter værtshuse med brunch-cafeer.

Gentrificering er ofte noget, man taler om inden for storbyens grænser, men noget tilsvarende foregår også ude i provinsen, som ’Bait’ viser med al tydelighed.

Instruktør, fotograf, klipper og komponist på denne usædvanlige film er én og samme mand, Mark Jenkin. Man mærker da også en stærk vision i filmen, en vred understrøm der næsten fylder hver indstilling. ’Bait’ kaster et fordømmende blik på en autenticitetshungrende form for turisme, der slider på samtlige af verdens vand- og åndehuller. På denne måde ankommer filmen også til vores breddegrader midt i en pandemi, der allerede har fået mange til at overveje masseturismens konsekvenser.

’Bait’ finder sted i den naturskønne Cornwall-region i Sydvestengland i en lille fiskerflække, hvor nye livsformer skyller ind over den oprindelige livsstil som ondt tidevand, mens Brexit spøger i radioæteren. Fiskerkutterne bliver omlagt til turistrundfarter, farvandet er overfisket, pubben er begyndt kun at holde sæsonåbent og rige tilflyttere bruger det oprindelige sydengelske samfund som en kullise for storbyboere, der hen over en weekend vil væk fra deres jobs som webdesignere og politiske konsulenter.

Martin Ward (Edward Rowe) er en sammenbidt, god-nok-på-bunden fisker, der stædigt holder fast i sine forfædres levevej og prøver at hente de sidste fisk og hummere ud af bølgerne, mens den ældre bror (Giles King) blandt mange andre har kastet sig over turismen som en fremtidssikret indtægtskilde. Af samme grund har Martin ikke længere nogen båd. Den bliver i stedet brugt til at sejle rundt med belastende briter på polterabend iført peniskostume.

‘Bait’.

Til gengæld får Martin, som en slags subtil gengæld, overbevist broderens søn (Isaac Woodvine) om fiskeriet. Sproget på de kanter er fantastisk. The Cornish er anerkendt som en særskilt etnisk minoritet i Storbritannien, også selvom de ikke har samme grad af selvbestemmelse som eksempelvis Skotland og Wales. De oprindelige fiskere taler på en måde, det er svært ikke at forbinde med populærkulturens store søulke. Men Mark Jenkin bruger ikke fiskernes uhildede sprog som comic relief. Han dokumenterer sorgfuldt en gruppe sidste mohikanere, der står med en fod i graven.  

Alt det her stof kunne bære en udmærket film i sig selv. Også fordi Mark Jenkin har øje for nuancer, når han lader en af tilflytterne påpege, at de jo også – ligesom fiskerne – kæmper for en plads i en usikker post-Brexit virkelighed.  

’Bait’ skiller sig især ud ved måden, fortællingens materiale er forløst på det filmiske niveau. Som i en gammel stumfilm er billederne i altmodisch sort-hvid og har ofte den der flakkende, blinkende fornemmelse, som præger filmhistoriens ældste filmspoler. Talen er eftersynkroniseret, og klippene er ofte hårde og ekspressive, når vi kommer helt op i de vejrbidte fiskeransigter.

I smukke billeder fremviser ’Bait’ kærligt fiskerhåndværket i sin tidløse dialog med verdenselementerne. Vi får insisterende nærbilleder af støvler, sømandsknob, fiskenet, ruser og ankre, som var instruktøren bange for, at de snart vil blive opløst i en virtuel sky af internet-bårne ettaller og nuller. ’Bait’ lader bølgerne, vandet, himmelen, lyset og samspillet mellem disse skabe smukke, vibrerende billeder, der hænger i hukommelsen efter rulleteksterne.

Filmen er på det æstetiske og filmiske niveau en ganske anderledes godbid, end det meste andet, man som seer vil få serveret i 2020. Den er lige så stolt ude af trit med alting som flere af sine hovedpersoner. De dramatiske støvletramp i filmens sidste akt føles derfor også en anelse unødvendige, faktisk en smule over-the-top dramatiske. Filmens indignerede pointer og maritime poesi havde stået lige så smertefuldt og smukt tilbage uden.

 


Kort sagt:
En, på smukkest tænkelige vis, utidssvarende hyldest til den gamle verden. ’Bait’ behøvede ikke det sidste dramatiske udsving på plotkurven for at sætte sig hos seeren.  

‘Bait’. Spillefilm. Instruktør: Mark Jenkin. Medvirkende: Edward Rowe, Giles King, Mary Woodvine, Simon Shepherd. Spilletid: 89 min. Premiere: 16. juli.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af