Den mest skræmmende film slutter med otte ubærlige minutter, der sender tankerne mod George Floyd

Henover sommeren konfronterer vores filmskribenter deres værste frygt og skriver om den mest skræmmende film, de nogensinde har set. I dag skriver Sofie Lykke om Chantal Akermans ’Sud’, der skildrer et racistisk mord så ubegribeligt frastødende, at det var nødvendigt at nærme sig det indirekte.
Den mest skræmmende film slutter med otte ubærlige minutter, der sender tankerne mod George Floyd
Chantal Akermans 'Sud'.

SOMMERSERIE – DEN MEST SKRÆMMENDE FILM JEG HAR SET. En af de filmsekvenser, der har rystet mig mest, optræder i en film fra 1999, som desværre ikke er blevet mindre aktuel, siden den udkom. Den ubehagelige kameratur, der afrunder filmen, dukker op i mit hoved med jævne mellemrum. Hver gang endnu en sort mand bliver dræbt af hvide politimænd eller andre racister, der tyer til selvtægt.

Når grusom vold, der klart er racistisk motiveret, bliver affejet med mere ufarlige motiver. Og når Trump forsvarer »very fine people«, der kører direkte ind i fredelige demonstranter, og floridanere råber »white power« fra deres golfvogne.

Sekvensen, jeg taler om, optræder i Chantal Akermans film ’Sud’, hvor hun nedtonet, men insisterende dokumenterer den strækning, som tre amerikanske neonazister tilbagelagde den 7. juni i 1998 i Jasper, Texas, da de på ubegribeligt bestialsk vis dræbte den sorte mand James Byrd Jr. Efter at have urineret på ham, tæsket ham med et baseballbat og spraymalet ham i ansigtet bandt de en kæde rundt om anklerne på ham, som de satte fast på deres truck. Og så kørte de ellers af sted langs den afsides landevej, indtil de dumpede, hvad der var tilbage af Byrd Jr. foran en kirke forbeholdt sorte indbyggere.

Asfalt og mere asfalt glider forbi i otte lange minutter. På vejen er der tegnet en række sorte ringe. Ringe, som vi tidligere i filmen har fået at vide markerer alle de steder, hvor Byrd Jr. har mistet dele af sin krop. Først er cirklerne få og langt imellem, men efterhånden er der så mange, at man holder op med at tælle. I collagefilmen ’Cameraperson’ fra 2016, der også kort kommer ind på mordet på Byrd Jr, forklarer en tydeligt berørt advokat, hvordan Byrds albuer var fuldstændig borteroderede, fordi han havde forsøgt at beskytte sit hoved så længe som muligt (hans hoved blev senere fundet en kilometer væk fra hans torso). 

Ord kan ikke beskrive, hvor modbydelig en handling det var. Og i ‘Sud’ og ‘Cameraperson’ får vi indtryk af, at billederne faktisk heller ikke rækker. Ikke fordi de ikke er ekspressive nok, men fordi de simpelthen er for meget. For voldsomme. Da personen bag kameraet i ‘Cameraperson’ – instruktør Kirsten Johnson – spørger Byrd-familiens advokat, om han vil vise bevismaterialet, han sidder med, tøver han. Billederne er så modbydelige, siger han, at de i sin tid havde speciallavet mapper til juryen, både af hensyn til familien og for at undgå at skulle vise dem på storskærm.

Der findes ting så exceptionelt frastødende, at det kan være nødvendigt – og stærkere – at nærme sig dem indirekte. Det viste Alain Resnais med mesterværket ‘Nat og tåge’ om koncentrationslejrene fra 1959, og med slutskuddet i ‘Sud’ har Akerman valgt en lignende, antydende måde at tilgå materialet på. Ingen hudlapper eller løsrevne lemmer. Kun ringene på vejen. Og ringene er rigeligt. 

Det, som er så skræmmende og genialt og uafrysteligt ved Akermans slutindstilling, er måden, hun bruger tiden på. Ved at tilbagelægge strækningen i realtid og fastholde vores blik på asfalten i otte lange, repetitive minutter, inviterer hun publikum til at forestille sig, hvor uendelige de minutter må have føltes for Byrd Jr. den dag, hvor skrækslagen han må have været, hvor længe han mon var ved bevidsthed… 

Akerman er kendt for at sige, at hun ikke ønsker, at folk skal glemme tiden, når de ser hendes film. Den skal ikke flyve af sted – den skal mærkes. Og i ‘Sud’ får den filosofi en helt ny tyngde. Der er nemlig noget enormt kraftfuldt over det skred, som Akerman orkestrerer mellem køreturens reelle varighed og den oplevede tid, og måske minder det ikke så lidt om det, der sker, når folk i sympati med George Floyd (og i protest mod racisme og politivold generelt) forsøger at knæle og holde en knyttet næve i vejret i 8 minutter og 46 sekunder.

I begge tilfælde opstår der en tidsboble, som det er nærmest ubærligt at være til stede i, men oplevelsen intensiverer altså også forbindelsen til de racistiske ugerninger og antænder et massivt anti-racistisk bål indeni, hvilket er meget, meget tiltrængt. Så se den lige alligevel. Og knæl løs!

Da Akerman tog til Syden, var det oprindeligt for at lave en film om sine litterære helte, William Faulkner og James Baldwin, men mordet på Byrd Jr.. fik hende til at droppe, hvad hun havde i hænderne. og kaste sig over det, der mest akut krævede hendes opmærksomhed.

Og på den måde er ‘Sud’ både hårrejsende og inspirerende. Der er meget at lære fra den smidighed, hun udviste i mødet med den massive racisme og fra hendes refleksioner over, hvordan man med ansvar og ømhed betragter og afbilder lidelser, som man ikke nødvendigvis selv har ar efter.

’Sud’ kan ikke ses på danske streamingtjenester, men kan findes på dvd.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af