Berygtet kannibalgyser tog min filmiske uskyld

Henover sommeren konfronterer vores filmskribenter deres værste frygt og skriver om den mest skræmmende film, de nogensinde har set. I dag Christian Povlsen om en junglegyser så voldsom, at instruktøren efter premieren måtte bevise i retten, at skuespillerne stadig levede.
Berygtet kannibalgyser tog min filmiske uskyld

SOMMERSERIE – DEN MEST SKRÆMMENDE FILM JEG HAR SET. Søger man på internettet efter filmhistoriens mest uhyggelige eller kontroversielle værker, så er chancen for at falde over italienske Ruggero Deodatos ’Cannibal Holocaust’ (på dansk ’Kannibal Massakren’) fra 1980, relativt stor. Alene titlen vil få de fleste til at spærre øjnene op.

Første gang jeg selv stiftede bekendtskab med den kompromisløse junglegyser var i mine spæde teenageår, og det var med dén, at min filmiske uskyld blev taget. Aldrig før havde jeg oplevet noget så ondsindet, klamt og samtidig dragende – og fra dét øjeblik har min tilgang til filmmediet aldrig været den samme.

Alt, hvad jeg tidligere havde set, som jeg troede var makabert og ekstremt, lignede pludselig pæne indslag fra Danmarks Radios børnetime. ’Cannibal Holocaust’ var samtidig mit adgangspas til det, der for mig var uudforsket territorium, nemlig italienske exploitation-film.

Det varede ikke længe, før navne som Lucio Fulci, Umberto Lenzi, Bruno Mattei (en instruktør, jeg tør vædde med ikke er blevet nævnt på Soundvenue før) og altså Deodato blev filmguder på lige fod med Tarantino, Spielberg og Hitchcock.

Et håndholdt junglemareridt

Deodato optog ’Cannibal Holocaust’ on location dybt inde i den sydamerikanske jungle. Her møder vi antropologiprofessoren Harold Monroe (Robert Kerman), der sammen med et redningshold har fået til opgave at løse mysteriet om en gruppe unge amerikanske videojournalisters mystiske forsvinden i Amazonas grønne helvede.

‘Cannibal Holocaust’.

Under et besøg hos en indfødt stamme med en forkærlighed for menneskekød falder Monroe over de jordiske rester af filmholdet og deres filmruller. Da de gennemgår materialet tilbage i New York, viser det sig, at de hvide sensationshungrende journalister ikke blot har optaget deres inhumane opførsel over for de indfødte, men i sidste ende også deres egen grusomme død…

Det er disse håndholdte ’dokumentar’-optagelser akkompagneret af Riz Ortolanis på en gang smukke og barbariske soundtrack, der rystede mig i min filmiske grundvold. Den foruroligende leg mellem fiktion og virkelighed er stadig imponerende den dag i dag, og voldsomheden i billederne står stadig indprentet på nethinden som de mest gruopvækkende, jeg nogensinde har set.

I de rystende, grynede billeder ser vi amerikanerne løbe forvirrede og panikslagne rundt i junglen, mens de én efter én bliver slagtet af de hjemmevante kannibaler. Og i og med, at det er en italiensk exploitation-film, bliver holdets kvindelige medlem Faye Daniels (Francesca Ciardi) selvfølgelig gruppevoldtaget, inden hun parteres…

Scenerne er så overbevisende, at mange troede, at der var tale om en vaskeægte snuff-film. Deodato blev sågar hevet i retten med krav om at bevise, at skuespillerne stadigvæk var i live! Under samme retssag blev instruktøren ligeledes bedt om at forklare, hvordan de havde lavet en af de mest ikoniske og chokerende scener, hvor en kvinde gennembores på en træpæl. Der kunne han så forklare, at hun blot sad musestille på en cykelsadel monteret på en træpæl med et stykke træ i munden. Opfindsomt og effektfuldt, det må man give ham.

Hvem er de virkelige kannibaler?

Found footage-grebet har sidenhen cementeret sig som en virkningsfuld og ofte billig cinematisk teknik (tænkt på titler som ’The Blair Witch Project’ og ’Paranormal Activity’), men det var Deodato, der i 1980 var foregangsmand.

’Cannibal Holocaust’ sidder ubestridt øverst på tronen som den mest vellykkede af de ’kannibalfilm’, som italienerne spyttede ud i 70’erne og 80’erne. Den væsentligste grund til genrens tvivlsomme omdømme skal findes i deres grænseoverskridende behandling af dyr. ’Cannibal Holocaust’ huskes således for scenen, hvor en ægte havskildpadde parteres for rullende kameraer. Det er scener som den, der gør, at den heller ikke i dag er tilgængelig i sin fulde længde i mange lande.

‘Cannibal Holocaust’.

Virkelige colombianske indianere spillede filmens kannibaler, og man kan med moderne øjne snildt rette en kritik mod de racistiske, stereotype portrætter af dem som barbariske menneskeædere. Endnu mere kritisabel er dog den virkelige behandling, som de indfødte fik under optagelserne, hvor de – i modsætning til de amerikanske og italienske skuespillere – tilsyneladende ikke fik betaling for deres arbejde.

Filmen er dog ikke helt uden substans, og bag det ubehagelige ydre stiller den faktisk sig selv spørgsmålet: Hvem er de virkelige kannibaler?

Vi ser de hvide gæster udnytte og behandle stammerne uden respekt, hvorefter de indfødte tager deres velfortjente hævn. Det kan tolkes som en kritik af vestlig imperialisme, hvilket dog klinger lidt hult, når man ved, hvordan produktionen er foregået. Stærkere er budskabet om journalisters subjektive iscenesættelse af virkeligheden, som stadig er højaktuelt.

’Cannibal Holocaust’ er utvivlsomt den mest velorkestrerede og uappetitlige stykke gyserstrimmel, jeg har set. Det var første gang, jeg blev tvunget til at tage stilling til mine egne grænser for, hvad film er, kan og skal. Jeg kan oplyse, at jeg stadigvæk er i tvivl…

’Cannibal Holocaust’ kan ses (i sin fulde længde) på Blockbuster og iTunes.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af