Den mest skræmmende film, jeg har set, gav mig et forskruet forhold til helstegt kylling

Henover sommeren konfronterer vores filmskribenter deres værste frygt og skriver om den mest skræmmende film, de nogensinde har set. Her Rasmus Friis om David Lynchs hjemsøgende debut fra 1978, der endnu engang har fået skribenten til at vågne med koldsved om natten.
Den mest skræmmende film, jeg har set, gav mig et forskruet forhold til helstegt kylling
David Lynchs 'Eraserhead'.

SOMMERSERIE – DEN MEST SKRÆMMENDE FILM JEG HAR SET. Jeg har haft et forskruet forhold til helstegt kylling, lige siden jeg så ’Eraserhead’ for første gang.

Jeg var vel femten år gammel, jeg husker, det var en smuk sommerdag, men på uforklarlig vis valgte jeg at forskanse mig på mit værelse, trække gardinerne for og blænde op for David Lynchs sorthvide debutfilm. Da jeg havde set filmen og gik ud i haven, var det, som om træerne havde mistet deres farve, som om den blå himmel var truende og monokrom i stedet for åben og løfterig.

Jeg ved ikke, om oplevelsen har vokset sig mere uafrystelig i erindringens kikkert, men jeg husker det, som om filmen formørkede mit syn på verden i mindst et par dage.

Der er mange øjeblikke i ’Eraserhead’, som jeg aldrig rigtig har været i stand til at slippe, og det første indtræffer allerede efter et kvarters tid, da hovedpersonen Henry Spencer skal skære for ved svigerforældrenes middagsbord. Da han sætter gaflen i en af de små helstegte kyllinger, som svigerfaren netop har taget ud af ovnen, vælter en ækel væske ud på tallerkenen, mens kyllingen begynder at vrikke med lårene.

Spencer skæver nervøst over på den anden side af bordet, hvor både hans kæreste Mary og hendes mor får hysteriske anfald.

Hvorfor er det så ubehageligt?

Jeg ved det faktisk ikke. Måske har det noget at gøre med, at situationen er så outreret og underlig og alligevel så banal.

Alien-lignende baby

’Eraserhead’ er et vidnesbyrd om det, Alfred Hitchcock mindede biografgængere om i 1960 med ’Psycho’, nemlig at den største rædsel ikke kommer udefra, men indefra. Og det er netop Lynchs evne til at visualisere en afgrundsdyb frygt i en simpel hverdag, der gør ’Eraserhead’ så hjemsøgende.

Det uhyggelige er, som Freud sagde, alt det, der burde være forblevet hemmeligt og skjult, men nu er trådt frem, og det er sådan, det føles at se ’Eraserhead’. En film, David Lynch selv har beskrevet  som en drøm om »mørke og foruroligende ting«.

Filmens univers er som en natsort parallelverden, et frastødende og forstyrrende spejlbillede af det, vi kender og tager for givet.

Ligesom i de tyske ekspressionistiske film fra 20’erne, især ’Dr. Caligaris kabinet’, er scenografien et billede på hovedpersonens angsthærgede underbevidsthed. Henry Spencer trasker rundt i en forladt, mudret industriel ødemark, hvor fabrikkernes støj ligger som en dyne over de faldefærdige bygninger, og rustne rør snor sig rundt i bygningerne. Kigger han ud af vinduet i sit eget hjem, ser han bare en mur. Klaustrofobien er total.

Den eneste måde, han kan søge tilflugt på, er ved at stirre ind i sin radiator, hvor han ser en kvinde med kæmpekinder synge om, at alting er fint i himlen.

Det afgørende øjeblik er, da Henry bliver far til en for tidligt født baby, der ligner E.T.’s vanskabte bror som spæd.

Babyen vræler så højt og uafbrudt, at Mary grædende efterlader Henry alene med afkommet midt om natten. Dagen efter følger en af filmens mest chokerende scener: Henry tager temperaturen på babyen, konstaterer, at den er normal, men i sekundet efter springer bylder pludseligt frem på den alienlignende skikkelse.

»Oh, you are sick«, siger han. Endnu en scene bliver uafrystelig, da det bizarre infiltrerer det banale.

Et chokerende punktum

(Spoiler alert: I de følgende afsnit omtales dele af slutningen på filmen)

Som så mange andre Lynch-film er ’Eraserhead’ svær at analysere, og i vidt omfang er tolkningen et spørgsmål om, hvorvidt man ser babyen som en manifestation af Henrys angst eller som, ja, en baby. Gør man det sidste, er frygten for at blive fanget i faderskabet måske et gennemgående tema.

Det er rystende, hvordan det, der skulle være livets store mirakel, fødslen, bliver omsat til et mareridt. Barnet synes at blive undfanget ikke som den kropslige konsekvens af kærlighed, men som følge af en hæslig fabriksarbejders handlinger. Ormelignende væsener falder ned fra himlen, mens kvinden i radiatoren danser rundt på en scene og træder på dem, en efter en.

Og efter undfangelsen plager babyen Henry konstant: De konstante skrig umuliggør Henrys nattesøvn og holder ham isoleret i lejligheden, og da hans affære med femme fatale-naboen ender brat, ler babyen hånligt.

Til sidst skærer Henry babyen op og slår den ihjel, et chokerende punktum for en chokerende film.

Man kan læse det som et grufuldt resultat af en fødselsdepression, eller man kan vælge en mere opløftende tolkning, hvor babyen blot er et symbol, og Henry sætter sig fri fra sin angst ved at slå den ihjel. Det sidste giver faktisk mening, hvis man ser ’Eraserhead’ som en kamp mellem mørket og lyset, den hæslige fabriksarbejder og kvinden i radiatoren.

Men det er på en måde underordnet, hvilket plot man læser ind i ’Eraserhead’. Lynchs debutfilm er først og sidst en udflugt i sindets afkroge, en mørk og mærkelig drøm omsat til film.

I Lynchs senere værker lurer uhyggen under overfladen på den amerikanske forstadsidyl eller Hollywoods glamour. Tænk bare på monstret i gyden i ’Mulholland Drive’, insekterne under græsplænen i ’Blue Velvet’, Bob fra ’Twin Peaks’.

Men i ’Eraserhead’ er verden allerede grim på overfladen.

Da jeg genså filmen i forbindelse med denne artikel, endnu engang på en sommerdag, vågnede jeg med koldsved klokken fire om natten og troede, at min plante i vinduet var en kæmpe edderkop.

Over et årti senere satte filmen sig igen i mig som en dyb frygt. Og jeg kan stadig ikke døje helstegt kylling.

’Eraserhead’ kan i øjeblikkeligt ikke ses på danske streamingtjenester.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af