‘Wednesday’: Man storsmiler sig hele vejen igennem Netflix’ Addams Family-serie med ungt stjerneskud perfekt i centrum

‘Wednesday’: Man storsmiler sig hele vejen igennem Netflix’ Addams Family-serie med ungt stjerneskud perfekt i centrum
Jenna Ortega i 'Wednesday'. (Foto: Netflix)

Siden 2010 har rygterne svirret om, at Tim Burton skulle komme med sit bidrag til Addams Family-franchisen.

Hvilket gav god mening, da Burtons univers og Addams Family-filmene fra 90’erne efter alt at dømme har en overlappende fanskare, herunder mig, hvis filminteresse i høj grad blev vækket på tumblr, hvor især Wednesday Addams var et gigantisk fænomen.

Så det var med nervøs begejstring, jeg så frem til Netflix-serien ’Wednesday’, som Tim Burton (blot) har instrueret de første fire afsnit af og co-produceret. Men mine skuldre faldt allerede ned, da intromelodien startede, og det var Danny Elfmans let genkendelige, hjemsøgende lyd, der spillede.

’Wednesday’ er et naturligt spinoff med udgangspunkt i den klart mest populære karakter fra kultfilmen ’Addams Family Values’ fra 1993.

Efter at være blevet smidt ud af endnu skole på grund af et mordforsøg på nogle mobbere starter Wednesday på Nevermore Academy, en highschool for såkaldte outcasts, hvor hendes forældre Gomez (Luis Guzmán) og Morticia (Catherine Zeta-Jones) mødte hinanden i deres unge dage.

Skolen huser primært varulve, vampyrer og sirener, men altså også sådan en som Wednesday, der tydeligvis er en outsider i resten af samfundet.

På trods af sin stærke modvilje mod at starte på en skole, hvor hendes mor i sin tid var Queen B, bliver Wednesday hurtigt dybt involveret i livet på campus, fordi det viser sig, at hun muligvis er centrum for en mystisk spådom, som vil bringe alle skolens outcasts i fare.

‘Wednesday’. (Foto: Vlad Cioplea/Netflix)

Samtidig sker der dødsfald i de omkringliggende skove, og Wednesday bevidner som den eneste et glubsk monster med udstående runde øjne angribe en Nevermore-elev. Wednesday, der i sin fritid er stor fan af mordgåder og selv skriver på en detektivroman, springer ind i udforskningen af mysteriet med hele sin scorpio-energi, koste hvad det vil af uvenskaber på vejen mod retfærdighed. Hele vejen med den kropløse og sært nuttede hånd, Thing (Victor Dorobantou), som sin tro væbner.

Der er føjet mange nye elementer til Addams-universet. Blodige historier fra Gomez og Morticias fortid og frem for alt de magiske væsener, som ikke tidligere har fandtes eksplicit i franchisen. Morticia og Wednesday har også tilegnet sig overnaturlige synske evner, hvilket giver dem en mere hekset vibe end tidligere.

Nevermore Academy er i familie med Academy of Unseen Arts fra ’Chilling Adventures of Sabrina’, og den skæve vennefloks’ monsterjagt er i familie med ’Stranger Things’. Man kan tale om en netflixificering af Addams-familien, der i højere grad end de lidt klodsede TikTok-referencer placerer den i 2022 henvendt til et ungt publikum.

Særligt én ting gør dog ’Wednesday’ til sin helt egen, og det er netop: Wednesday. Rollen er blevet besat af stjerneskuddet Jenna Ortega, som for første gang i en filmatisering repræsenterer Wednesdays latinarødder fra Gomez’ side, og hun er fuldstændigt perfekt i rollen.

Fra allerførste minut har hun vækket Riccis legendariske Wednesday til live og leverer konstant iskolde oneliners, uden at det virker forceret. Vi får desuden en vældigt fin karakterudvikling, da Wednesday for første gang oplever at udvikle venskaber. Især hendes lyserøde varulveroomie ser igennem Wednesdays hårde sarkasme og bringer det indre bløddyr frem i hende – men ikke for meget!

”Wednesday’. (Foto: Vlad Cioplea/Netflix)

Til gamle fans er der rigeligt med referencer til både mere og mindre kendte detaljer fra tidligere film, afsnit og tegneserier – fra en kæleskorpion ved navn Nero, der spiller en rolle i Wednesdays historie, til en fantastisk dansescene ved skolens prom, Rave’n, hvor Wednesday leverer en hentydning til Addams-familiens traditionelle dans, mamushka.

Undervejs dukker også onkel Fester (Fred Armisen) op og smider om sig med referencer.

Desuden er Christina Ricci, som spillede Wednesday i filmene fra start-90’erne, castet, i hvad der faktisk viser sig at være en vigtig rolle, hvilket er ret fint forløst.

Mens man storsmiler sig gennem den yderst bingeworthy serie, sniger et klassisk Burton’sk budskab sig ind på én.

’Wednesday’ får nemlig drejet det oprindelige koncepts satire over en underlig aristokratisk familie til at favne, hvad den i dag er blevet et popkulturelt symbol på:

En hyldest til outsiders af enhver art.


Kort sagt:
’Wednesday’ er et naturligt 2022-take på Addams Family-franchisen, hvor Wednesday Addams er mere skarp, mørk og levende end nogensinde.

‘Wednesday’. Serie. Hovedforfatter: Alfred Gough, Miles Millar. Medvirkende: Jenna Ortega, Gwendoline Christie, Christina Ricci, Catherine Zeta-Jones, Hunter Doohan. Spilletid: Otte episoder á ca. 50 minutter. Premiere: 23. november på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af