’Chilling Adventures of Sabrina’ del 4: Netflix’ hekseserie er stadig underholdendende – men slutter desværre for tidligt
Det startede egentlig okay omkring Halloween i 2018 for Netflix’ residerende heks og nu-feministiske forkæmper Sabrina Spellman. Efter en lidt sløv start indfriede første omgang af ’Chilling Adventures of Sabrina’ forventningerne.
Serieskaber Roberto Aguirre-Sacasa brugte samme formel, som han har haft stor succes med i sin anden store teen-dramaserie ’Riverdale’.
Begge er baseret på populære tegneserier fra 60’erne og opdaterede de pæne og idylliske unge med en ordentlig dosis angst, (meget) sex, mord og teen-intriger, så selv de melodramatiske soaps må give op.
Hekseserien fik en lille ekstra krølle med overnaturlige elementer og en god gang blodindsvøbt horror oveni.
Og Sabrina har efterhånden slagtet og fortryllet sig vej igennem en god portion af de forskellige monstre, væsner og legender, verdenshistorien har budt på – forrige ombæring bød sågar på en tur til Skotland og Loch Ness og Dracula!
Hun har reddet sig selv og verden fra Pagans og deres gamle guder samt med lidt fikse tidsrejsetricks sørget for, at en version af hende selv fra fortiden kunne varetage pligterne som dronning af helvede, mens den anden hygger sig oppe i Greendale. Sådan er livet som halv dæmon/halvt menneske, når ens far er selveste Lucifer.
Faren i denne sidste tur med wiccan-klikken (damn you covid-19!) er inspireret af H.P. Lovecrafts horrorunivers, som vi allerede har stiftet bekendtskab med i år hos den til tider fremragende ’Lovecraft Country’.
The Eldtrich Terrors, som de bliver kaldt, terroriserer hver et afsnit i sæsonen. På sin vis er dette meget serielle aspekt underholdende, fordi det holder det hele frisk og byder på fine gys hist og her samt masser af fede praktiske effekter, men det bliver også en anelse trivielt med en ny stor skurk i hvert afsnit.
Kiernan Shipka har hele tiden været en fornøjelse i hovedrollen og får rig mulighed for at flekse rækkeviden i skuespiltalentet. Besværgelser bliver fyret afsted med superb autoritet, mod hvem end der er dum nok til at lægge sig ud med hende, og de mere emotionelle faktorer omkring ’bare’ at være en teenagepige falder perfekt.
Faustus Blackwood (Richard Coyle) er til gengæld efterhånden reduceret til en b-films-skurk, hvor man aldrig er i tvivl om, at han nok skal blive besejret på den eller den anden måde og det samme med diverse helvedesyngel, som popper op og bjæffer lidt i ny og næ.
Til gengæld er mere plads til to bikarakterer.
Roz’ (Jazz Sinclair) udvikling fortsætter fra kun at være velsignet med særlige forudanelses-evner til at blive en rigtig heks. Sammen med Prudcence (Tati Gabrielle) og Mambo Marie (Skye Marshall) danner de en slags vagtværn/alarmsystem, hvor en af dem hele tiden holder øje med, om en Eldritch Terror melder sin ankomst.
Andetsteds er forholdet mellem den transkønnede Theo (Lachlan Watson) og hobgoblinen Robin (Jonathan Whitesell) stadig i fuldt, bedårende og sukkersødt flor. Men som et sjovt twist begynder Robins goblin- og fe-fæller at gøre klar til at forlade det jordiske rige på grund af Eldritch-truslen. Det er engagerende i flere episoder.
Det herligste øjeblik opstår, når Sabrina ender i en dimension, hvor hun er med i en sitcom om hende selv. I stedet for hendes sædvanlige tanter (fabelagtige Miranda Otto og Lucy Davis) er det skuespillerne fra 90’erserien, der inkarnerer rollerne. Fyldt med små referencer og spidninger af serieflosker og troper, er det mere komedie end gys langt hen ad vejen.
Det er gedigen pop-underholdning, så længe det varer.
Kort sagt:
Netflix’ udgave af teenageheksen Sabrina slutter på samme underholdende maner, som da den startede. Desværre slutter den for tidligt.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.