’Lovecraft Country’: HBO’s stort anlagte racegyser har det bedste anslag længe
Du bevæger dig hastigt rundt i en skyttegrav med skud fra alle sider. Settingen er sort-hvid. Et missil bliver smidt. Eksplosionen sætter alt i farver. Du kigger op. Infernoet har taget nye dimensioner med ankomsten af flyvende tallerkener, væsnerne fra ’War of the Worlds’ og dommedagsmonstret Cthulhu. En rød alienkvinde kommer farligt indsmigrende tæt på dig. Hun vender dig mod Cthulhu, som skal til at fortære dig, da den legendariske sorte baseballspiller Jackie Robinson dukker op og splitter tentakelmonstret i to med sit bat.
Du vågner. Året er 1955 og du befinder dig som ung sort mand bagerst i bussen i det sydlige USA. I de segregerende Jim Crow-loves land og tid. Hvornår vågner du mon fra dette surreelle mareridt?
Havde anslaget i den nye HBO-serie ’Lovecraft Country’ været en spillefilm, havde det været en af årets bedste. Fiktionens rædsler fungerer som en simpel, men rammende allegori over det forstyrrede og farefulde verdensbillede, jeg som hvid kun kan forestille mig, at sorte i USA har levet med gennem århundreder.
I ’Lovecraft Country’ tilhører dette verdensbillede Atticus (Jonathan Majors). Han er en 22-årig krigsveteran fra Koreakrigen og dedikeret læser af pulp- og fantasy-litteratur, som fra sit bosted i Chicago drager gennem sydstaterne for at finde sin far, der er forsvundet og kun har efterladt sig et mystisk brev. Atticus får følgeskab af sin gamle barndomsveninde Leti (Jurnee Smollett) og sin onkel George (Courtney B. Vance). Atticus læser bynavnet ‘Arkham’ i farens brev, inden onklen retter det til Ardham. Misforståelsen er ikke tilfældig, snarere et symptomatisk forvarsel om den grusomme sammensmeltning af fiktion og virkelighed, der venter forude.
Arkham er, som Atticus pointerer, selve ’Lovecraft Country’ – det opdigtede område i staten Massachusetts, hvor den kultdyrkede gyserforfatter H.P. Lovecraft lod mange af sine vildtvoksende groteske noveller udfolde sig. Noveller, der ofte tematiserer menneskets fremmedfrygt og logiske begræsning i mødet med gamle kosmiske væsener såsom tidligere nævnte Cthulhu.
Flere læser i dag novellernes fremmedfrygt som en metafor for Lovecrafts egen racistiske observans. Det er i det lette tag med Lovecrafts paranoiafyldte monsterunivers og i de ændrede perspektiver, at Matt Ruff, forfatteren bag romanen ’Lovecraft Country’, Jordan Peele, som sikrede sig rettighederne til bogen, og Misha Green, der er showrunner og hovedforfatter på serien, har fat i et helt særligt koncept.
Da Atticus, Leti og George kører ind i et såkaldt Sundown County – hvor den hvide mands lov hersker efter mørkets frembrud – er det således svært at afgøre, om det er de lovecraftske monstre i kulissen eller de blodtørstige politimænd i bakspejlet, der udgør den største trussel mod vores hovedkarakterer.
’Lovecraft Country’ vil på godt og ondt mange ting. Umiddelbart er serien en ufiltreret makaber slægtning til Jordan Peeles tidligere samfundssatiriske gysere over sortes kår i nutidens Amerika. Men Misha Green vil tydeligvis også gerne ind og skabe en sammenflettende collage over afroamerikansk kulturhistorie, skabe et æstetisk prægnant og fortællemæssigt ambitiøst statement til samtiden som Damon Lindelofs ’Watchmen’ eller som Beyoncé (af flere omgange) har formået.
Historiske taler og spoken word-mantraer fra James Baldwin, Gil Scott-Heron og Ntozake Shange deler lydspor med Cardi B, Rihanna og Leikeli47. Især de moderne numre virker ofte malplacerede i den imponerende genskabelse af 50’ernes Chicago. Timing og tonalitet føles i det hele taget underligt skæv i flere af afsnittene. Den ellers karakterfulde Jonathan Majors og ligeledes dygtige Jurnee Smollett bliver lidt statister i rodet klippede, plotforhastede føljetonafsnit om verdensherskende hvide loger, spøgelseshuse og et ’Indiana Jones’-eventyr.
Det har uden tvivl sin store merit at se sorte i fantastiske universer, der ellers har tilhørt hvide. Men kunstnerisk er seriens femte – og sidste afsnit tilgængelig for pressen – en langt større triumf. I afsnittet brillierer Wunmi Mosaku som Letis soulsyngende søster Ruby, der i en blanding af ekspressiv body horror og eksistentielt drama giver det at bekende kulør en ny mening.
Afsnittet er enestående i sin visuelle udforskning af køns- og raceidentiteter og sammen med første afsnit er det nok til at placere serien i relevant forlængelse af ’Watchmen’ og Beyonces ’Black is King’. Som en smuk, mørkt twisted fantasi over sortes oplevelse af livet i USA, dengang som i dag.
Kort sagt:
Når ’Lovecraft Country’ er bedst, sætter den fantastiske, grænseoverskridende og gyselige billeder på sortes historiske undertrykkelse i USA.
Anmeldelsen er skrevet på baggrund af de første fem afsnit.